Populær på Variety
Guy Pearce er en præst fra helvede og Dakota Fanning hans bortløbne offer i Martin Koolhovens episke sadomasochistiske western-husgyserfilm.
Den hollandske instruktør Martin Koolhoven havde et stort hit i Holland med sit 2. verdenskrigsdrama “Winter in Wartime” fra 2008 (udgivet i USA i 2011). Han fik tilbud fra Hollywood, men valgte i stedet at lave “Brimstone”, som er hans første internationalt finansierede engelsksprogede produktion. Når man ser filmen, er det let at forstå, hvorfor han blev bejlet af de amerikanske studier. På filmens titelbillede står der “Koolhoven’s Brimstone”, og det er et godt stykke branding, der minder om titelbilledet af “Breaking the Waves” (hvor navnet “Lars von Trier” stod med store bogstaver og filmens titel med små bogstaver). Ud over det taler Koolhovens værk med franchise-Hollywoods dristige syntaks; den er fuld af panoramisk øjenpynt og ultravold.
Men “Brimstone” kunne på trods af sine store studio-florier aldrig være blevet finansieret i Hollywood. Den foregår i det 19. århundredes vidtstrakte rum og er en to og en halv time lang sadomasochistisk western-husholdningsgyserfilm i fire kapitler, og dens store tema er incestens ondskab. Filmen har Guy Pearce i hovedrollen som en hollandsk-indvandret prædikant fra helvede og Dakota Fanning som hans datter, som han udtrykkeligt ønsker at gifte sig med. Han mener, at det er Guds vilje, og han citerer bibelhistorien om Lot og hans døtre for at bevise det. “Brimstone” kan muligvis være den hollandske version af en god lørdag aften i biografen, men selv i betragtning af westernmiljøet og det navnkundige cast er chancerne for at få stor gennemslagskraft i USA små. Filmen tyder dog på, at Koolhoven bør overveje at tage til Hollywood, da det ville være praktisk at adskille hans talent fra hans prætentioner. For “Brimstone” er et grumset, slibende stykke religioso high trash, der tager sig selv alvorligt.
Filmen åbner med en episode, der med vilje er en smule mystificerende. Fanning, der er helt bævende tapper, spiller Liz, en grænsekone med en datter og en stedsøn; hun er også stum og taler på tegnsprog. Alt synes relativt i orden, indtil familien går i kirke, og den nye præst dukker op. Han hedder ganske enkelt pastoren, og han har et grimt ar ned ad ansigtet, og hans første glødende prædiken handler om, at han kender – virkelig kender – helvedes smerte, og at det er værre, end man tror, og at alle andre også bør vide det, for det er det, der venter dem. Nice dude.
Pearce, i et Amishy-skæg, spiller denne mørke manipulator med en frygtindgydende hollandsk accent og en upåklagelig smolder. Der er aldrig nogen grund til at være i tvivl om, at han er absolut ond, men Pearce gør ham snu – en mand i sort, der udstråler et strejf af mystik. Han kommer på besøg i Liz’ hjem og siger til hende, mens hun gemmer sig i skyggerne: “Jeg er nødt til at straffe dig”. Og straf, jo voldsommere jo bedre, er pastorens kernefag. Han kan lide at spærre kvinders ansigter inde i en slags kyskhedsbælte med hovedtelefoner (en virkelig afskyelig anordning), husdyr bliver ved med at dukke op slagtet, og han svinger en pisk for at holde dem omkring ham på plads. (Der er også en karakter, der bliver kvalt i sine egne tarme.) “Brimstone” har to scener, hvor kvinder får skåret tungen ud, og på et tidspunkt bliver en femårig pige udsat for en piskning på sin bare ryg. Selv om jeg refleksivt forsvarer en instruktørs ret til at iscenesætte, hvad han vil, sidder den scene ikke godt, fordi Koolhoven ikke er en god nok filmskaber til at retfærdiggøre skildringen af en så sadistisk uanstændighed.
Hvis du undrer dig over, hvor der er et element af underholdning i alt dette, er det faktisk der – i filmens tidsrejsende struktur. Efter dette første afsnit med titlen “Revelation” går “Brimstone” videre til “Exodus”, hvor en 13-årig bortløben Joanna (Emilia Jones) lander i en westernby, hvor hun bliver bragt til bordellet over en saloon ved navn Frank’s Inferno. Vi får at vide, hvem Joanna er, og det er på det tidspunkt, at designet af “Brimstone” bliver afsløret: Koolhoven fortæller sin historie baglæns, ikke så meget på en sindssyg “Memento”-agtig måde som i den gode gamle analoge omvendte rækkefølge som i noget som Harold Pinters “Betrayal”. Vi begynder at samle filmens store bue i vores hoveder, og tricket ved “Brimstone” er, at jo mere filmen bevæger sig ind i fortiden, jo tættere nærmer den sig sit mørkets hjerte. Vi ville kalde det seksuelt misbrug i hjemmet, men pastoren kalder det “kærlighed”, og det er det, der giver filmen dens ene uhyggelige gnist af grotesk spænding.
Temaet giver måske mere genklang i Holland end andre steder. Det er trods alt et land, der lige siden 1960’erne, især i Amsterdam, har udvist et mere liberalt syn end næsten alle andre steder på det, der eufemistisk kan betegnes som “ungdomssexualitet”. Temaet i “Brimstone”, i den udstrækning den har et, er, at incest er dæmonen i skabet. Sygdommen hos Pearces pastor er ikke bare, at han gør, hvad han gør, men at han mener, at han har ret til at gøre det. Gud tilskynder ham (i hans eget sind), men hans synspunkt skildres også som værende opstået af den hollandske kristendoms rigide undertrykkende elementer. “Brimstone” er som den hollandske seksuelle mareridtsversion af en katolsk gyserfilm med præsten som en slags streng lystne faderskikkelse som Freddy Krueger. Han er måske ikke en overnaturlig figur, men ligesom Freddy er han ude efter dig.
“Brimstone” skrider og slingrer videre, går længere tilbage i tiden og klipper så frem til et afsnit kaldet “Retribution”, der er en slags “The Revenant” med en slasher-optræk. Filmen har gruopvækkende effektive øjeblikke, og man bliver til tider fanget i tandhjulene i dens store sammenkædede fortælling, men den har også alvorlige længsler. Trods alt Martin Koolhovens talent har en hifalutin-eksploiteringsfilm som “Brimstone” for meget – og ikke nok – på hjerte.