Men det er ikke, hvad David Bowie ville have ønsket.
Bowie ville have en tv-musical – det fortalte han i hvert fald William S. Burroughs i et interview med Rolling Stone i 1974. Hans album Diamond Dogs, der udkom samme år, indeholdt den ligefremme “1984” med linjer som: “They’ll split your pretty cranium, and fill it full of air/ And tell that you’re 80, but brother, you won’t care”, der fremhæver romanens revisionistiske temaer og totalitære regering. Andre numre som “Big Brother” og “We Are The Dead” fordobler kunstnerens fascination ikke bare af Orwells futuristiske samfund, men også af surrealismen og Dada (hvilket gør hans rettidige interview med den postmoderne forfatter endnu mere fascinerende).
Populær på Rolling Stone
Bowie døbte denne skive af pladen “glitterapokalypse”. Hvis “1984”, der er heroisk med gusto og Isaac Hayes-esque funk (jeg havde aldrig forestillet mig Orwells Winston Smith iført en læderjakke og/eller et uhyrligt overskæg, men Shaft-indflydelsen er stærk), var nogen indikation, ville Bowies produktion have været noget at se på.
Den flamboyante helvedesild kom imidlertid aldrig ned, da projektet ikke formåede at vokse til den ambitiøse produktion, som Burroughs fik beskrevet. Orwells enke og eksekutor af hans bo, Sonia Brownell, brød sig ikke om Bowies ideer til at bringe bogen til live, så hun nægtede ham rettighederne. Det er egentlig en skam, når man tænker på hans sidste afsked og opus, Lazarus, som blev en posthum iscenesættelse. Desuden kaldte Donald Trump Bowie for “et stort talent” i en meget bizar bemærkning i forbindelse med sangerens død i januar 2016. “Ignorance is strength” ville ikke virke malplaceret i POTUS’ sene covfefefe tweetstorme, når det kommer fra en mand, der ikke synes at bekymre sig om at blive elsket eller forstået. (Det skal bemærkes, at Trump ikke optræder i nogen revisioner af Icke og Millers manuskript.)
“Det er ikke bare som at se et stykke – det er lidt som at tage på en virkelig skræmmende tur”, sagde Wilde til Playbill om den aktuelle iscenesættelse. Selv om det måske er sandt, hvem kunne man så bedre stole på til at manipulere med dens tandhjul end en ægte marsmand, en kunstner, som vi stadig ikke fortjener?