Intergenerationelle traumer viser sig ofte at være et fremherskende træk i familiesystemer.
Traumaet fra nazisternes koncentrationslejre kan f.eks. genopleves i livet hos børn af overlevende fra lejrene. Selv børnebørn af Holocaust-overlevende har vist sig at lide under virkningerne af traumer. Disse virkninger manifesterer sig gennem karakteristika såsom øget mistænksomhed over for andre, vrede og irritabilitet hos disse personer sammenlignet med kontrolpersoner (J. Relig. Health 2011;50:321-9).
Sådanne intergenerationelle traumer er blevet fundet blandt bybefolkninger af indianske indianere og indfødte fra Alaska, som har været involveret i kulturelt specifikke programmer til opretholdelse af ædruelighed (Am. Indian Alsk. Native Ment. Health Res. 2011;18:17-40). Ligeledes støtter en række undersøgelser den opfattelse, at ubehandlet intergenerationelt traume, der er knyttet til generationer af slaveri i USA, fortsat påvirker mange i det sorte samfund negativt.
Andre former for traumer kan også gå i arv gennem generationer. Tag traumet hos en kampsoldat, et offer for eller en krigsfange, en overlevende efter et masseskyderi eller misbrug af børn, et vidne til folkedrab eller en overlevende efter kolonial undertrykkelse, slaveri eller politisk totalitarisme. Mennesker, der har oplevet disse traumer, kan give konsekvenserne videre til de efterfølgende generationer.
Vi ved, at mennesker, der har været udsat for et traume på første hånd, ofte udvikler symptomer på posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD) symptomer som f.eks. angst, mareridt, flashbacks, sorg og vanskeligheder med følelsesmæssig nærhed. Det er imidlertid også klart, at sammenlignet med kontrolpersoner har børn af veteraner med PTSD vist en manglende evne til at opleve passende følelsesmæssige reaktioner på situationer og vanskeligheder med at løse problemer effektivt både inden for og uden for familieenheden (Aust. N.Z. J. Psychiatry 2001;35:345-51).
Traumaet fra misbrug i barndommen overføres også ned gennem påvirkninger fra de andre familiemedlemmer, især deres børn.
En anden gruppe, der er kendt for at lide af virkningerne af intergenerationelle traumer, er børn af alkoholikere. Det er en gruppe, der har vist et øget behov for at tage sig af andre og holde på hemmeligheder. De kan bruge løgn som en normal coping-stil og oplever undertiden vanskeligheder med at være børn. En sådan adfærd forstås som en direkte konsekvens af oplevelsen af familiens dysfunktion. Spørgsmålet om traumer er: Hvordan kan symptomerne på PTSD “gå i arv” gennem de næste generationer, når de yngre familiemedlemmer ikke har været udsat for noget traume?
Der er blevet overvejet forskellige mekanismer, hvor individuelle psykologiske mekanismer og familiedynamikken er de mest almindeligt nævnte mekanismer. Andre faktorer er blevet foreslået, f.eks. den rolle, som kulturelle og samfundsmæssige faktorer spiller i forbindelse med opretholdelsen af symptomer. Børn og unge voksne kan udvikle gengældelsesfantasier “for at rette op på de uretfærdigheder, der er begået mod deres familier”. Denne type overbevisninger og fantasier giver næring til mange sekteriske kampe rundt om i verden.
Individuelle psykologiske mekanismer, der almindeligvis anses for at være vigtige, er projektion og identifikation. Forælderen med PTSD projicerer uønskede aspekter af sig selv over på barnet, som tager projektionen op og identificerer sig med den; dette kaldes projektiv identifikation. Frygten for kulde eller mørke hos faderen bliver så i stedet barnets frygt. De børn, der er tættest på den traumatiserede forælder, vil blive mest påvirket.
Andre postulerede mekanismer fokuserer på affektregulering. Forældre, der har problemer med affektregulering, vil have svært ved at knytte en passende tilknytning til deres barn. På den anden side kan der være tale om følelsesmæssig bedøvelse, som forstyrrer udviklingen af et stærkt bånd mellem forælder og barn.
En undersøgelse af mandlige Vietnamveteraner viste, at “følelsesmæssig bedøvelse” og kvaliteten af deres forhold til deres børn forblev signifikant, selv efter at undersøgerne kontrollerede for en lang række faktorer, herunder fædrenes familiære oprindelsesstressorer, kampeksponering, depression og stofmisbrug (J. Trauma Stress 2002;15:351-7). Med andre ord lider børnene så af sekundære traumer.
Familier, der er ramt af traumer, kan også have svært ved at sætte passende grænser mellem forælder og barn, så barnet bliver en slags omsorgsperson og beskytter af forælderen. Forældrenes frygt kan blive barnets frygt. Det kan være forvirrende for barnet, når en forælder siger: “Shh! Hørte du den lyd”, hvilket antyder, at “de” vil få fat i os, uden at specificere hvem og hvorfor, hvorved barnet fratages en rationel forklaring på sine egne oplevelser.
Derimod overføres traumer nogle gange ikke intergenerationelt, viser en række metaanalyser (Attach. Hum. Dev. 2008;10:105-21). I stedet er disse familier i stand til at udvikle modstandsdygtighed og tilpasse sig godt i lyset af modgang – og opnå posttraumatisk vækst. Hvordan hjælper vi de familier med traumer med at blive disse modstandsdygtige familier?
Her er en liste med ni punkter, der kan være en hjælp til at vejlede familiepsykiateren: