Skinnebenet eller skinnebenet er en vigtig knogle i benet, som forbinder knæet med anklen. Et brud eller brud i den øverste del af skinnebenet er kendt som et proximalt tibiafraktur og opstår almindeligvis lige under knæleddet.
Knæleddet er kroppens største vægtbærende led, hvor den nederste ende af lårbenet eller lårbenet artikulerer med skinnebensplateauet. Den øverste fjerdedel af tibia udgør den proximale del og består af spongiøs knogle. Knogle med spongiøs knogle undergår let kompression og depression efter en skade. Den proximale tibia er derfor udsat for en høj risiko for skader. Et brud i den proximale tibia kan påvirke knæleddet eller ej, men de omkringliggende bløddele samt nerve- og blodkarrene kan blive påvirket. Et brud i toppen af skinnebensknoglen eller tibialplateauet, der involverer knæledets ledbruskoverflade, kan udvikle kronisk gigt.
Årsager til proximale tibiafrakturer
Et brud på den proximale tibia kan være forårsaget af stress eller traumer eller sekundært til svækkelse af knoglen som følge af kræft eller infektion. Skader med høj energi som f.eks. fald fra højden, sportsrelaterede traumer eller biluheld kan være årsag til frakturer hos unge voksne. Nogle gange kan selv skader med lav energi som f.eks. fald fra stående stilling resultere i et brud på den proximale tibia hos ældre personer.
Symptomer på brud på den proximale tibia
Symptomerne på brud på den proximale tibia omfatter smertefulde vægtbærende bevægelser, spændinger omkring knæet, begrænsning af bevægelse og deformitet omkring knæet. Hos nogle personer kan forringelse af blodforsyningen sekundært til frakturen resultere i en bleg eller kold fod. Patienterne kan også opleve følelsesløshed eller følelser af “pins og nåle” i foden som følge af associeret nerveskade.
Diagnose af proximale tibiafrakturer
Diagnosen af en proximal tibiafraktur er baseret på sygehistorien, herunder historien om eventuelle tidligere skader, en fuldstændig fysisk undersøgelse og billeddiagnostiske undersøgelser. Lægen vil vurdere et blødt væv omkring leddet for at identificere eventuelle tegn på nerve- eller blodkarskader. Flere røntgenbilleder og andre billeddannende undersøgelser såsom CT- og MRI-scanninger kan anvendes til at identificere placeringen og sværhedsgraden af bruddet.
Behandling af proximale tibiafrakturer
Behandlingen af bruddet er baseret på brudets sværhedsgrad, patientens medicinske tilstand og patientens livsstil.
Non-kirurgisk behandling af proximale tibiafrakturer
Non-kirurgisk behandling består af immobilisering af det frakturerede sted ved hjælp af gips eller bøjler for at forhindre vægtbæring og for at hjælpe helingsprocessen. Der tages røntgenbilleder med jævne mellemrum for at vurdere helingsprocessen. Vægtbæring og bevægelse påbegyndes gradvist, afhængigt af skadens art og patientens tilstand.
Kirurgisk behandling af proximale tibiafrakturer
Kirurgisk behandling overvejes for at opretholde tilpasningen af den brækkede knogle. Der kan anvendes eksterne eller interne fixatorer til at justere de frakturerede knoglesegmenter. Hvis frakturen ikke involverer knæleddet, kan stænger og plader anvendes til at stabilisere frakturen. Ved et brud, der involverer knæleddet, kan det være nødvendigt med en knogletransplantation for at forhindre, at knæleddet kollapser. Der anvendes en ekstern fixator, når det
omgivende blødt væv er alvorligt beskadiget, da brugen af plade og skrue kan være skadelig.
Rehabilitering
Da den proximale tibiafraktur normalt involverer det vægtbærende led, kan den forårsage langsigtede problemer såsom tab af knæets bevægelighed eller ustabilitet og langvarig gigt. Derfor iværksættes et genoptræningsprogram sammen med behandlingen, der omfatter instruktioner om vægtbæring, knæbevægelser og brug af eksterne anordninger som f.eks. seler.