Franz Joseph Gall

Den wieneriske læge Franz Joseph Gall (1758-1828), som selv i sin egen levetid var en kontroversiel person, kan med rette betragtes som frenologiens fader, selv om Gall selv aldrig brugte dette udtryk, og frenologien, som vi tænker på den, var langt fra Galls arbejde med hjernen og nervesystemet. Allerede i 1790’erne udviklede Gall teorier om anatomi og funktion af hjernens dele. I 1805 begav Gall sig sammen med en elev og efterfølger, J. G. Spurzheim, ud på en lang foredragsturné i Europa, hvor han også besøgte fængsler og asylcentre. Efter at have bosat sig i Paris i 1807 begyndte han sit store arbejde om hjernens funktion. I 1810 udkom det første bind af Anatomie et Physiologie du Système Nerveux – en af de første og stadig imponerende beskrivelser af den menneskelige hjernes opbygning og dissektion af hjernen. Den og de efterfølgende bind blev skrevet i samarbejde med hans assistent, Johann Gaspar Spurzheim.

Franz Joseph Gall kom til at tro, at hjernens anatomi og struktur påvirkede og faktisk formede kraniets form, og omvendt kunne en undersøgelse af kraniet afsløre oplysninger om hjernens størrelse og struktur. På grundlag af sine studier i hjerneanatomi isolerede han derefter 27 medfødte menneskelige evner, der svarede til områder eller “organer” i hjernen, og han hævdede, at størrelsen og udviklingen af hjerneområdet ville indebære en større eller mindre disposition af hvert træk eller evne, og at en direkte undersøgelse af kraniet kunne give oplysninger om karakteren af evnen i hjernen nedenunder. Gall forbandt derefter hver enkelt hjerneevne med dens relative position på kranieoverfladen. Disse evner omfattede bl.a. kærlighed til ens børn, begærlighed, stolthed, stedfornemmelse, poetisk talent og beslutsomhed. (Gall placerede faktisk to fakulteter – ordhukommelse og sprogcenter – i deres korrekte områder af hjernen, men de andre er ikke blevet bekræftet). Gipsafstøbninger af hoveder og kranier blev brugt til at understøtte hans ideer, og undersøgelser af levende væsener med udprægede evner kunne bruges som sammenligningsgrundlag. Denne undersøgelse blev hjørnestenen i den frenologiske karakterundersøgelse.