Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 42:18 – 38.7MB)
Abonner på:
Apple Podcasts | Google Podcasts | Stitcher | Email | RSS | Mere
Frau Perchta, undertiden kendt som “maveslideren” på grund af den karakteristiske straf, hun siges at påføre ulydige eller dovne børn, er en figur fra den østrigske og tyske folklore i Alperne, som på mange måder ligner Krampus.
“Perchta” er kun én stavemåde eller ét navn for denne figur, som også kan gå under navnet Pehrta, Berchte, Berta og et utal af andre navne. En særlig god fremstilling af figuren, et træsnit fra 1750, identificerer hende som “Butzen-Bercht”, hvor ordet “Butzen” kommer af et ord for “bussemand”. Dette ord optræder også i en klassisk tysk børnesang og leg fra det 19. århundrede “Es Tanzt Ein Bi-Ba Butzemann”, eller “En bussemand danser”, som vi hører et klip fra i starten af showet.
Det pågældende træsnit forestiller en krone-lignende figur med dryppende, vorteagtig næse, som på ryggen bærer en kurv fyldt med skrigende børn, alle piger. Hun står foran den åbne dør til et hus, hvor endnu flere piger skriger, og hun holder en farlig udseende stav med tænder samt en distaff, den pind, der bruges til at holde på de fibre, der skal spindes til uld eller hør på et spindehjul. Illustrationens betydning ligger i den måde, hvorpå den understreger Perchta’s tilknytning til spinding og til de kvinder i husstanden, der er ansvarlige for denne opgave. Træsnittet indeholder også en tekst, der på en dejlig måde beskriver en række frygtelige trusler, som Perchta fremsætter, og som dramatisk læses op af fru Karswell.
Perchtas navn kommer fra hendes forbindelse med Epiphany eller Twelfth Night, den 6. januar, den sidste af julens “tolv dage” eller nætter, den “hjemsøgte årstid”, som vi diskuterede sidste år i vores episode af samme navn. “Perchta” er en forvanskning af ordet giberahta i den oldhøjtyske betegnelse for Epiphanias, “giberahta naht”, som betyder, “natten hvor man skinner frem eller manifesterer sig.
Nu er der et andet navn, som mange af jer vil være stødt på, hvis I har læst op på Perchta: Perchten, figurer, der minder meget om Krampus. (Perchten er flertal. Singular er Percht.)
Mens den første omtale af Perchta optræder omkring år 1200, anvendes ordet “Perchten” først århundreder senere. I 1468 findes der en omtale af hendes følge, men medlemmerne kaldes ikke Perchten, og de ligner heller ikke udtrykkeligt Perchten, som vi opfatter dem i dag. På dette tidspunkt i Perchtas mytologi opfattes det selskab, som hun leder, oftest som ånder fra de afdøde. Med tiden og hyppige angreb fra prædikestolen kom Perchtas hedenske selskab til at blive almindeligt frygtet ikke som spøgelser, men som dæmoner, noget, der formentlig ligger tættere på de hornede figurer, vi kender i dag. I det 15. århundrede havde der udviklet sig en tradition med kostumerede processioner eller optrædener af disse figurer. Den allerførste illustration, vi har af Perchta, synes ikke at vise selve figuren, men i virkeligheden en maskeret person, der forestillede “Percht med jernnæsen”. Den optræder i den sydtyrolske digter Hans Vintlers “Die Pluemen der Tugent” fra 1411 (“Dydighedens blomster”).
Denne næblignende næse hos Perchta kan hænge sammen med figurens antikke forbindelse til den klassiske strix (flertal striges), der optræder i både græske og latinske tekster. Strix er en fugl af dårligt forvarsel, ofte tænkt som en ugle, en der besøgte mennesker om natten for at spise blod og kød. Fuglelignende fremstillinger af Perchta eller Perchten optræder i de Schnabelperchten-figurer (“næbede Perchten”), der optræder i byen Rauris i Østrig.
I tillæg til at Perchta truer med at skære maverne op på de ulydige, siges det undertiden, at hun tramper på dem, der fornærmer hende. I visse regioner er det Stempe, eller Trempe (fra de tyske ord for “stempel” eller “trampe”), som synes at skræmme de ulydige på Twelfth Night. Et middelalderligt digt, der hentyder til den frygtelige Stempe, og som er citeret i Grimms Deutsche Mythologie, bliver læst op af fru Karswell.
En måde at undgå Perchtas vrede på var at tilberede visse fødevarer, især en grød kaldet Perchtenmilch, som familien delvist spiste på Tolvte Nat med en del til side som et offer til Perchten. Visse tegn på, at grøden var blevet nydt af de nattergale ånder, kunne give varsler for det kommende år. Fru Karswell læser en østrigsk beretning fra 1900, der beskriver disse.
Denne skik med at efterlade ofre denne nat blev ofte fordømt af præsteskabet i Østrig og Tyskland, og vi hører lignende praksis med de schweiziske “salige” (sälïgen Lütt) blive hånet i en beretning fra det 17. århundrede af Renward Cysat, en byskriver i Luzern, fra det 17. århundrede.
De døde, der ledsager Perchta og fortærer disse offergaver, kaldes i mange fortællinger Heimchen, ånderne af børn, der ikke har modtaget dåben. Der fortælles flere fortællinger om Perchta og hendes Heimchen fra Jacob Grimms Deutsche Mythologie.
Vores afsnit slutter med at undersøge en ejendommelig forbindelse mellem Perchta og den elskede engelske og amerikanske figur Mother Goose.
