Begyndelse.
Og selv om Fujiwara-familiens opstigning til magten skete gradvist, varslede dens grundlæggelse i det 7. århundrede dens fremtidige rolle og betydning. Dens grundlægger, Nakatomi Kamatari (se Fujiwara Kamatari), var allerede i sin tid de facto landets hersker, for det var ham, sammen med den tilsyneladende arving, der tidligere havde planlagt og med succes gennemført omstyrtelsen af en magtfuld rival i det kejserlige hus. Det var derfor Kamatari, som en taknemmelig prins, der derfor var i stand til at bestige tronen som kejser Tenji, overlod regeringens anliggender til Kamatari. I Kamataris dødsår gav kejseren ham det nye familienavn Fujiwara (“Wisteria Arbour”) til minde om det sted, hvor de to havde konspireret for at fortrænge deres fælles rival.
Fuhito (se Fujiwara Fuhito), Kamatari’s søn, var den første til at bruge det nye navn. Og det var ham, der ved at arrangere ægteskabet af en datter med kejser Shōmu indledte politikken med at knytte sin egen familie til den kejserlige familie. Fuhitos fire sønner etablerede hver en gren af familien, hvoraf Hokke, eller den nordlige gren, skulle blive den mest indflydelsesrige.
Men det var først i den sidste halvdel af det 9. århundrede, at Fujiwara-magten begyndte at kunne mærkes. Yoshifusa (se Fujiwara Yoshifusa), som var svigerfar til den regerende monark og bedstefar til den tilsyneladende arving, lykkedes det ved kejserens død at få arvingen ophøjet til tronen som kejser Seiwa i en alder af ni år. Yoshifusa fik herefter sig selv udnævnt til regent – det første tilfælde i Japans historie, hvor en person, der ikke var af kongelig afstamning, blev udnævnt til denne stilling. Dette førte til den praksis, at Fujiwara’erne overtalte kejsere til at trække sig tilbage i en forholdsvis tidlig alder og satte børnekejsere på tronen, for hvem Fujiwara’erne fungerede som regenter. I løbet af de næste to århundreder var der otte sådanne abdicationer og syv børnekejsere.