Den gamle superkontinenters opbrud kan have været et eksternt arbejde. Det er konklusionen fra en forsker, der har genundersøgt, hvad tektoniske plader gjorde for omkring 200 millioner år siden. Disse plader bærer landmasserne og havbundene, mens de bevæger sig gennem Jordens sirlige, bøjelige kappe. Forskeren konkluderer, at Pangæa – det superkontinent, der engang rummede det meste af Jordens landområde – tilsyneladende er blevet revet fra hinanden. Og skrumpningen af forfaderen til Det Indiske Ocean kan have været alt, hvad der skulle til for at gøre det, hævder han i en nyligt offentliggjort analyse.
Den ydre skal af Jorden er dækket af mere end et dusin tektoniske plader. Disse stykker af planetens skorpe vokser, krymper og bevæger sig langsomt. Deres bevægelse er en af grundene til, at der kan opstå jordskælv. Det er også en af grundene til, at klodens kontinenter ligger forskellige steder i dag, end de gjorde i en fjern fortid.
Pædagoger og forældre, tilmeld dig snydebladet
Vejlige opdateringer, der hjælper dig med at bruge Science News for Students i læringsmiljøet
For ca. 300 millioner år siden fandtes der hverken Afrika eller Nordamerika. Alle Jordens store landmasser var presset sammen i ét stort superkontinent. Jordforskere omtaler dette megakontinent som Pangæa (pan-GEE-uh). Omkring 100 millioner år senere begyndte Pangæa at bryde fra hinanden. Atlanterhavet begyndte at blive dannet mellem det, der skulle blive til Nordamerika og Afrika.
Da Jordens størrelse ikke ændrede sig, måtte dannelsen af et nyt ocean opvejes af ødelæggelsen af skorpe et andet sted. Det skete på steder, der er kendt som subduktionszoner. Disse steder er der, hvor bjergarter fra overfladen styrter ned i Jordens indre og smelter igen.
Geovidenskabsfolk har foreslået to steder for, hvor subduktionen kan have fundet sted, da Pangæa begyndte at bryde fra hinanden. Den ene er forfaderen til Stillehavet. Det andet er Tethys – en forløber for det moderne Indiske Ocean. Tethys smuldrede sammen, da de tidlige afrikanske og eurasiske kontinenter drev sammen. Mod øst kan den vestlige kant af Nordamerika have rullet over det tidlige Stillehav.
Det er en udfordring på grund af planetens form at finde ud af, hvilket gammelt hav der gjorde det muligt for den atlantiske skorpe at blive dannet, siger Fraser Keppie. Han er jordforsker ved Nova Scotias energiministerium i Halifax, Canada. Problemet er, at Jorden er rund. Der findes en slags “transportbånd” mellem nyligt dannede og synkende dele af jordskorpen. Men hvis man skærer en klode op og lægger den fladt ud, er der ikke noget, der ligger på linje, som det burde. Det gør det svært at finde ud af, hvor transportbåndet starter og slutter. Forskerne er nødt til at se, hvilke områder der er parallelle med hinanden. Men ethvert fladt kort vil forvrænge dette.
Så Keppie prøvede en anden fremgangsmåde. Et traditionelt fladt kort er forankret ved nord- og sydpolen. Keppie har i stedet skabt et kort, der er cirkulært og centreret om et fast punkt nær Sydeuropa. På dette kort tegnede han de tektoniske pladers bevægelse ud, da Pangæa brød fra hinanden. Kontinenterne roterede omkring det faste punkt som de svingende visere på et ur.
(Historien fortsætter under billedet)
Fra dette nye perspektiv strækker det skrumpende Tethys og det voksende Atlanterhav sig begge udad fra cirklens centrum, parallelt med hinanden. Kanten af det tidlige Stillehav ligger langs cirklens kant. Dette ocean ligger vinkelret, ikke parallelt, på de to andre regioner. Når man ser på dette arrangement, synes Atlanterhavets vækst klart at være forbundet med Tethys-havet – ikke med det tidlige Stillehav, siger Keppie. Han rapporterede sine observationer online den 27. februar i Geology.
“Da jeg først så dette, blev jeg virkelig chokeret,” siger han. “Det var helt tydeligt, at Atlanterhavet og Tethys-havet er kompensationssystemet, ikke Atlanterhavet og Stillehavet.”
Keppie foreslår, at Tethys-havet var den drivende kraft bag Pangæas opbrud. Tyngdekraften trak skorpen under Tethys ind i en subduktionszone. Det rykkede skorpen på Pangæas kant af Eurasien med sig. Hvis dette træk var stærkt nok, kunne det have revet superkontinentet fra hinanden mellem Afrika og Nordamerika. Det var et svagt punkt. Det var der, hvor to landmasser havde sat sig sammen millioner af år tidligere.
Dette scenarie er forskelligt fra det i dag accepterede scenarie for Pangæas opløsning. Det går ud på, at materiale fra Jordens indre sprang op langs grænsen mellem Nordamerika og Afrika. Dette ville have skubbet de to kontinenter fra hinanden.
Keppie siger, at denne teori giver mindre mening end hans nye teori. Hvorfor? Den bygger på en stor tilfældighed. Den siger, at det nye skorpemateriale bare må være boblet op på det perfekte sted, nemlig langs en af Pangæas sømme.
Det nye arbejde signalerer, at forskerne nu måske bliver nødt til at genoverveje, hvad der førte til Pangæas undergang, siger Stephen Johnston. Han er geolog ved Canadas University of Victoria i British Columbia. “Alt, hvad vi tror, at vi ved om Pangæa, er oppe i luften nu,” siger han. Johnston var ikke involveret i forskningen.
Keppies arbejde er ikke det endelige ord om Pangaea’s opløsning, bemærker Johnston. Men det giver forudsigelser, som geologer kan afprøve. Forskerne kan nu lede efter noget som en gammel forkastning i Stillehavet, hvor to tektoniske plader skrabede sammen. “Det fantastiske ved dette arbejde er, at det er klart, enkelt og kan testes”, siger Johnston. “Vi kan gå ud i marken og se på stenene i lyset af hans model og teste den.”
Kraftord
(for mere om kraftord, klik her)
kontinent (i geologi) De enorme landmasser, der ligger på tektoniske plader. I moderne tid er der seks geologiske kontinenter: Nordamerika, Sydamerika, Eurasien, Afrika, Australien og Antarktis.
Krust (i geologi) Jordens yderste overflade, som normalt består af tæt, fast bjergart.
jordskælv Et pludseligt og undertiden voldsomt rysten af jorden, der undertiden forårsager store ødelæggelser, som følge af bevægelser i jordskorpen eller af vulkansk aktivitet.
Jordskorpen Jordens yderste lag. Det er relativt koldt og skørt.
fejl I geologi er en brud, langs hvilken der sker bevægelse af en del af Jordens lithosfære.
geologi Studiet af Jordens fysiske struktur og substans, dens historie og de processer, der virker på den. Personer, der arbejder inden for dette område, kaldes geologer. Planetarisk geologi er videnskaben, der studerer de samme ting om andre planeter.
geovidenskab En af en række videnskaber, som f.eks. geologi eller atmosfærevidenskab, der beskæftiger sig med bedre at forstå planeten.
gravitation Den kraft, der tiltrækker noget med masse, eller bulk, mod enhver anden ting med masse. Jo mere masse noget har, jo større er tyngdekraften.
landmasse Et kontinent, en stor ø eller en anden sammenhængende landmasse.
Pangæa Superkontinentet, der eksisterede for ca. 300 til 200 millioner år siden og bestod af alle de store kontinenter, der ses i dag, presset sammen.
parallel Et adjektiv, der beskriver to ting, der ligger side om side og har samme afstand mellem deres dele. Selv når de to linjer forlænges i det uendelige, ville de to linjer aldrig berøre hinanden. I ordet “alle” er de to sidste bogstaver parallelle linjer.
perpendikulært Et adjektiv, der beskriver to ting, der befinder sig ca. 90 grader fra hinanden. I bogstavet “T” er den øverste linje af bogstavet vinkelret på den nederste linje.
planet Et himmellegemål, der kredser om en stjerne, er stort nok til, at tyngdekraften har presset det sammen til en rundlig kugle, og det må have ryddet andre objekter af vejen i sit kredsløbsområde. For at kunne udføre den tredje opgave skal den være stor nok til at trække naboobjekter ind i selve planeten eller til at slynge dem rundt om planeten og ud i det ydre rum. Astronomer fra Den Internationale Astronomiske Union (IAU) opstillede denne tredelte videnskabelige definition af en planet i august 2006 for at bestemme Plutos status. På grundlag af denne definition fastslog IAU, at Pluto ikke opfyldte betingelserne. Solsystemet består nu af otte planeter: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun.
subduktion (udsagnsord) eller subduktion (navneord) Den proces, hvorved tektoniske plader synker eller glider tilbage fra Jordens ydre lag ind i dens midterste lag, kaldet kappen.
subduktionszone En stor forkastning, hvor en tektonisk plade synker ned under en anden, når de kolliderer. Subduktionszoner har normalt en dyb grøft langs toppen.
Tektoniske plader De gigantiske plader – nogle med en diameter på tusindvis af kilometer – som udgør Jordens ydre lag.
Tethyshavet Et gammelt hav.