Ah, de gode gamle dage.
Hvis jeg bare kunne gå tilbage og genopleve de øjeblikke. Intet vil nogensinde blive lige så godt som den tid med mine venner som teenager, ferierne med min familie, eller at lege i baghaven som barn og jage min hund. Eller mange andre øjeblikke i fortiden, som jeg ville ønske, at jeg kunne genopleve.
Jeg ville ønske, at jeg kunne spole filmen om mit liv tilbage og være der igen, som om det var første gang, men denne gang for at “vide dengang, hvad jeg ved nu”. Hvor ville jeg ikke tage det for givet denne gang. Hvordan jeg ville være opmærksom på hvert øjeblik, der går, hvor specielt hvert øjeblik faktisk er og var, og virkelig værdsætte dem i øjeblikket denne gang.
Nostalgi har en tendens til at være som et naturligt beroligende middel. Den har en måde at tage fortidige begivenheder på og ikke kun sætte spotlightet på de mest positive punkter i disse øjeblikke, men den overstråler også hvert enkelt minde med et tungt lag af eufori og idealisering (hvis bare de solgte den kombination på dåse til brug i nutiden).
I nostalgiske øjeblikke bliver hvert enkelt minde forstørret, ikke kun med hensyn til dybde af betydning, men også med hensyn til følelsesmæssig oplevelse. Der er generelt en længsel efter at vende tilbage til disse tidligere oplevelser med et ønske om at holde hvert øjeblik tæt og ikke give slip på det.
Mens nostalgi kan give et varmt minde i lejlighedsvise øjeblikke, er gentagne mønstre af nostalgi faktisk beslægtet med en vanskelighed med at sørge over ubearbejdede tab.
I vores liv mister vi ikke bare mennesker, men vi mister tid, oplevelser, dele af vores liv, barndom, ungdomsår, collegeår, forældreskab og alle de ting, der hører med til disse perioder af vores liv. Det er ofte perioder med uskyld og mindre ansvar – hvor vores liv og fremtid stadig lå foran os, og hvor der var en større følelse af frihed.
For nogle kan det også være senere øjeblikke som f.eks. at være forældre til små børn. Generelt afspejler nostalgi perioder af livet, som nu føles lukkede i en boble et sted i fortiden. Øjeblikke, som man ikke kan få tilbage eller helt gentage i nutiden.
Mens nogle af disse tab kan bearbejdes undervejs i livet, er der mange af dem, der ikke bearbejdes. Vi holder fast ved disse oplevelser og går ofte tilbage til dem for at genopleve dem internt. Og selv om der er noget rart ved at have dette interne USB-drev med vores livserfaringer, kan det også skabe følelsesmæssig ravage, hvis vi bliver for fanget i nostalgien.
Mange af de mennesker, jeg ser i min praksis, kæmper med nostalgiens greb og dens indvirkning. For nogle mennesker er nostalgi og ubearbejdede tab en væsentlig faktor, der giver næring til depression. Der er en konstant følelse af, at de bedste dele af deres liv er forbi, fanget et sted i erindringen om svundne dage.
For mange mennesker på dette sted ender de med at bruge en masse følelsesmæssig energi på at forsøge at få disse øjeblikke tilbage, på den ene eller anden måde. Dette kan udspille sig bl.a. gennem ting som “græsset er grønnere-syndromet”, hvor man konstant leder efter det mere skinnende grønne græs et andet sted i livet. Ideen er, at de bedste øjeblikke aldrig er i nuet, men noget at jagte, som altid er lige uden for rækkevidde.
Det, der gør nostalgien så vanskelig, er indlejret det euforiske og idealiserede lag af glans, der maler minderne. Det gør det sværere at give slip på længslen og sorgen. Og hvis man ikke kan få øjeblikket tilbage, ja, så er følelsen, at man i det mindste har hukommelsen og følelsen til at forblive forbundet med disse vigtige øjeblikke i ens liv.
Men euforien giver en konstant forstærkning af følelsen af tab. Ved ikke at kunne bearbejde disse øjeblikke kan glansen ikke tyndes ud, hvilket generelt har en tendens til at øge følelsen af tab og depression, samt den (sandsynligvis ubevidste) følelse af, at nutiden ikke er god nok uden den hybriderede glossy coat. Til sidst kan det blive til en følelse af, at man aldrig kan nå de følelsesmæssige standarder og forventninger, der er sat internt, og alt begynder at føles mindre tilfredsstillende.
Dette kan være lammende for folk og i sidste ende efterlade dem håbløse.
De nostalgiske øjeblikke fremhæver det, der har betydet mest for os i vores liv, og informerer os om, hvem vi ønsker at være, og hvad vi ønsker at blive. Hvis man tørrer det blanke lag af disse øjeblikke, truer man med at tørre styrken af den betydning og relevans, som disse tidligere øjeblikke har haft for mennesker.
Den dybere bekymring bliver som regel, at man står tilbage uden en følelse af sig selv og mening, hvis man kommer igennem den anden ende af tabene. Svarende til at miste en elsket person, hvor man måske ønsker at bevæge sig ud af sorgen, men man ønsker aldrig at glemme styrken af kærligheden, hvilket i sig selv er smertefuldt. Man svælger i sig selv for at beskytte den større mening.
Dette er den cyklus, der holder folk fanget i græs-er-grønnere-syndromet eller intensiverende depression og mangel på tilfredshed i nuet.
Arbejde gennem nostalgiens greb kan være med til at åbne døren til at bevæge sig fremad ud af den fastlåste og uopfyldte nutid og ind i en mere håbefuld fremtid – hvor fremtiden ikke behøver at være fortiden, og hvor resten af dit liv faktisk stadig kan ligge foran dig.