Den tamme hund er en af verdens mest succesfulde arter ud fra enhver økologisk målestok, så det kan virke mærkeligt at diskutere dens bevarelse. Men på trods af den store udbredelse og det enorme antal hunde er der genetiske populationer af dem, der er i fare. En af disse grupper er den grønlandske slædehund, som lever i menneskelige samfund nord for polarcirklen på både Grønlands øst- og vestkyst.
Forfædrene til de grønlandske slædehunde blev først bragt til regionen for næsten tusind år siden af Thule-folket, som er forfædrene til de moderne inuitter. Genetiske undersøgelser, der blev offentliggjort i 2015, fastslog, at disse hunde ikke er en separat race fra den canadiske eskimohund, men at populationen adskiller sig fra Siberian Huskies, Alaskan Huskies og Malamutes.
Grønlandshunde er 20-27 tommer høje ved skuldrene, hvor hannerne typisk ligger i den større halvdel af dette interval og hunnerne i den mindre halvdel. Hunde af begge køn er kraftigt bygget med brede kileformede hoveder og muskuløse ben med kort pels. Disse hunde har en dobbelt pels og meget små ører, formentlig for at hjælpe med at forhindre frostskader. Når de ligger ned og krøller sig sammen, dækker halen ofte næsen, selv om den holdes højt og tværs over ryggen, når de står. Mange hunde har en trekantet plet hen over skuldrene.
Den grønlandske slædehundebestand faldt med 40 % til 15.000 individer fra 2002 til 2016. Der er en række årsager til, at denne race er i så alvorlig tilbagegang. Smitsomme hundesygdomme som hundeparvovirus og hundesyge har forårsaget mange hundes dødsfald. Den øgede brug af snescootere betyder, at hundene ikke bliver værdsat som tidligere. En af grundene til, at snescootere er mere almindelige nu, er, at omkostningerne til at fodre hundene er steget. Industrielt fiskeaffald, som tidligere blev brugt til foder, bruges nu i stigende grad til menneskeføde, hvilket betyder, at folk må betale mere for hundefoder. Derudover har klimaforandringer, der fører til tab af havis, ført til et fald i antallet af udflugter på isen for at jage og fiske, hvilket betyder, at efterspørgslen efter slædehunde er faldet.
Få BARK NYHEDSBREVETTERET I DIN INBOX!
Tilmeld dig og få svar på dine spørgsmål.
For mange vilde dyr, der er i fare for faldende bestande, kan det være en stor udfordring at øge avlen, men det er langt lettere at gøre med husdyr. Hvis hundene er højt værdsat, vil der være er et stærkt incitament for folk til at avle dem. Som alle slædehunde er grønlandske slædehunde værdsat for deres evne til at arbejde hårdt og tilbagelægge lange distancer. Mange polar- og antarktiske ekspeditioner har brugt denne race på grund af deres store udholdenhed og evne til at trække tunge byrder gennem kolde, barske landskaber.
Deres forhold til mennesker gennem tusinder af år har skabt en unik slædehundekultur, som er værd at bevare som en del af Grønlands identitet. Indbyggerne er meget stolte af at have en levende slædehundekultur, og mange er bekymrede over at se den truet. Hvis hundebestanden falder for meget, vil kulturen (som er uløseligt forbundet med en livsstil, der involverer forholdet mellem mennesker og hunde) gå tabt. Derfor er der et fremstød fra embedsmænd i Grønland og i Danmark for at tildele UNESCO’s verdensarvbeskyttelse til det 4000 kvadratkilometer store unikke jagtområde i Vestgrønland. Hvis områdets kultur officielt anerkendes som værdifuld, vil den øgede opmærksomhed (og muligvis finansiering) fra resten af verden kunne hjælpe de hunde, som er en så stor del af denne kultur – både historisk og i dag.