Emissionshandelssystemer giver lovgiverne mulighed for at definere det samlede forureningsniveau, der er socialt acceptabelt, og derefter udstede omsættelige tilladelser svarende til dette beløb, idet virksomheder, der ønsker at forurene, skal have tilladelser svarende til deres emissioner. Denne markedsbaserede tilgang til forureningsbekæmpelse giver virksomhederne økonomiske incitamenter til at reducere forureningen på den mindst omkostningstunge måde.
I tilfælde af rygetilladelser vil lovgiverne beslutte det optimale niveau for rygevirksomheder i et område. Det samlede antal brandbesætninger, eller en eller anden proxy baseret på alkoholsalgsindtægter for disse virksomheder, opgøres, og der udstedes rygeforureningstilladelser i overensstemmelse hermed. Virksomhederne er forpligtet til at have tilladelser svarende til deres størrelse, enten i form af antallet af brandbesætninger eller antallet af alkoholindtægter, hvis de ønsker at tillade rygning. De skal i det væsentlige have ejendomsretten til alle beboeres rene luftrum, før nogen må ryge. Virksomheder med ubrugte tilladelser kan sælge dem på det åbne marked til rygervirksomheder, hvilket giver økonomiske incitamenter til at reducere rygning i barer og restauranter. Et lignende forslag, der tillader rygetilladelser som et alternativ til direkte rygeforbud, blev også anbefalet af lederen af Illinois News-Gazette i en lederartikel fra 2006.
Den teoretiske baggrund for omsættelige rygeforureningstilladelser er blevet skitseret af økonomen Ted Bergstrom fra University of California, Santa Barbara. Bergstrom modellerer de negative virkninger af rygning på andre som et eksternalitetsproblem, der skyldes et “manglende marked” – der findes ikke noget marked, hvor ikke-rygere og rygere kan indgå aftaler om at internalisere de eksterne omkostninger ved rygning. I Bergstroms model udfylder regeringerne dette manglende marked ved at indføre en ny vare, “rygetilladelser”, sammen med en lov, der kræver, at rygere (eller virksomheder, der udsender røg) skal købe tilladelser. Regeringen producerer derefter et fast udbud af rygetilladelser og fordeler dem på en eller anden måde blandt dem, der udsender røg.
I praksis har nogle kommunale myndigheder i USA indført ordninger for tilladelser til at rygeforurening. F.eks. indførte byen Wichita, Kansas, i 2008 en rygeforordning, der udsteder tilladelser til at rygeforurene for 250 USD til virksomheder. Disse tilladelser blev stort set overflødige, da Kansas i 2009 vedtog et landsdækkende rygeforbud, som forbød rygning i alle indendørs restauranter og barer undtagen i private klubber.
Et lignende forslag blev fremsat af forsamlingsmedlem Howard Mills fra staten New York i 2003, som ville have indført et system med rygetilladelser til barer og restauranter i lighed med det eksisterende system for spirituslicenser. I Det Forenede Kongerige har Julian Le Grand, formand for det ministerielle rådgivende udvalg Health England, foreslået et system med rygetilladelser, som ville kræve, at individuelle rygere snarere end virksomheder skulle være i besiddelse af forureningstilladelser.