Jazz-æraen
Livemusikken begyndte på 100 Oxford Street den 24. oktober 1942. Der blev først spillet på Mack’s restaurant (som den hed dengang), da den britiske jazztrommeslager Victor Feldmans far lejede stedet en fast søndag aften for at vise sine jazzelskende sønners og deres bands talenter frem. Bandet bestod af Victor og hans to brødre Robert på klarinet og Monty på harmonika. De fik selskab af den legendariske britiske saxofonist Jimmy Skidmore til åbningsaftenen.
Nyhederne om spillestedet spredte sig, og amerikanske soldater og briter, der ønskede at danse og lytte til jazz, begyndte at ankomme. Nogle af soldaterne var kendte som jazzmusikere i deres egen ret. En tidlig gæst i klubben i den tid var bigband-legenden Glen Miller, som optrådte i klubben omkring dette tidspunkt ledsaget af flere medlemmer af sit berømte band, herunder Ray McKinley, Mel Powell og Peanuts Hucko. Det var under 2. verdenskrig, og mens folk nød deres aften i byen, faldt der ofte bomber, men publikum fortsatte alligevel – vel vidende, at klubbens beliggenhed i kælderen gjorde den til et meget effektivt beskyttelsesrum. Faktisk lød Feldmans reklame dengang: “Glem Doodle Bug – kom og jitterbug på Feldman Club”. Snart optrådte folk som Jack Parnell og George Webb regelmæssigt, og klubben begyndte at få sin første succes.
I 1948 havde klubben skiftet navn til London Jazz Club og genindførte datidens dansemusik – Jitterbug og Swing. I 1950’erne blev Lyn Dutton den nye forpagter – Lyn var Humphrey Lytteltons agent og besluttede at opkalde klubben efter sin enormt populære klient. Humphrey Lyttelton Club fik et stort kup i 1956, da den legendariske New Orleans-bandleder og trompetist Louis Armstrong spillede med sit band under en pause på sin britiske turné med Lyttelton Club. Andre besøgende i klubben på det tidspunkt var bl.a. den store Billie Holliday, som kom for at lytte til The Alex Welsh Band. I 1958 havde Humphrey Lyttelton Band et Top Twenty-hit med “Bad Penny Blues”. Uden at Humph selv var klar over det, blev det en af de plader, der startede “Trad Jazz”-boomet i de næste par år. Trad-jazz skulle blive helt enormt i Storbritannien fra 1959 og frem til begyndelsen af 1960’erne med klubben som epicenter.
Bands som Humph’s og Chris Barber Jazz and Blues Band havde spillet regelmæssigt i klubben, men de blev så store, at de nu spillede i koncertsale. Så kom Trad Jazz-scenen ind – folk som Acker Bilk, Kenny Ball og Terry Lightfoot spillede alle i klubben.
THE BLUES COMES TO THE 100 CLUB
The 100 Club, som vi kender den i dag, blev født i midten af 1960’erne. Chris Barber havde bragt nogle af de fineste amerikanske blueskunstnere til Storbritannien, og snart trådte de på scenen og tiltrak publikum i 100 Club. Store navne som f.eks: Muddy Waters, Little Brother Montgomery, Cousin Joe Pleasant, Albert King, Sunnyland Slim, Otis Span, Jimmy Rushing, Louisiana Red, Bo Diddley og B.B. King, sammen med deres amerikanske soulfæller Jackie Wilson og George Jackson. Den britiske blues- og beat-scene var også godt repræsenteret i denne periode med Steam Packet med Rod Stewart, Long John Baldry og Julie Driscoll samt Alexis Korner, John Mayall’s Bluesbreakers og The Animals.
Mange bands, der senere blev verdensberømte, spillede også i klubben på dette tidspunkt, bl.a. The Who, The Kinks, The Pretty Things og The Spencer Davis Group.
SIDEN AF 70’erne
I 70’erne var der nogle af de hårdeste tider i klubbens historie. Fagforeningernes politik om at arbejde for at regere og den efterfølgende tre-dages uge reducerede offentlighedens lommepenge. Elektriciteten blev automatisk slukket mellem kl. 18 og 21. Det betød enten lukning på disse aftener eller senere åbningstider. Der var lyspunkter, især Maynard Fergusons optræden og succesen med de direkte piratradioudsendelser fra Radio London (det var første gang, DJ’s lærte deres fag i klubben), men det blev stadig vanskeligere at tiltrække kunder til klubben.
PUNK!
Spørgsmålet i nationen manifesterede sig til sidst i det største musikfænomen siden Mersey Beat, og 100 Club var hjemsted for dets dissidenter! Mandag den 20. og tirsdag den 21. september 1976 var klubben vært for den første punkfestival nogensinde. På 100 Club-scenen kunne man for første gang i London opleve Sex Pistols, The Clash, The Damned, Siouxsie & The Banshees, The Buzzcocks, The Vibrators og Subway Sect. De var alle usignede. I Melody Makers første linje i sin anmeldelse stod der: “Den 600 mand store kø, der strakte sig over to blokke, var et uomtvisteligt bevis på, at et nyt årti i rock er ved at begynde”. Det skulle blive en af de mest berømte begivenheder i klubbens historie. Punkfestivalen i ’76 havde også en enorm effekt på musikken generelt. Den ændrede klubbens skæbne og dens image for altid. Ingen andre spillesteder ønskede at arrangere Punk overhovedet, så den blev i klubben til og fra i de næste otte eller ni år, hvor den indarbejdede sin anden bølge med bands som UK Subs, G.B.H., Peter & the Test Tube Babies, The Exploited og Discharge. 100 Club er stadig det åndelige hjemsted for punkbevægelsen.
THE REGGAE SESSIONS
Omkring dette tidspunkt var lørdagsmiddagens reggae-sessions ved at blive det sted i London, hvor man hørte reggae, og de numre, der spillede i klubben, var The Equals med Eddie Grant, The Mighty Diamonds og Steel Pulse. Der var også en lørdagssoulklub, som var en stor succes, og som blev afholdt af Greg Edwards fra Capital Radio.
Den berømte 6T’s Northern Soul All Nighter havde også sin debut i 100 Club på dette tidspunkt, nærmere bestemt i maj 1980. Den blev organiseret og promoveret af Northern Soul DJ og pladesamler Ady Croasdell, og den er stadig i gang den dag i dag, og den har inkluderet live-sæt fra Soul-koryfæer som Doris Troy, Ray Pollard, Barbara Acklan, Tommy Hunt, The Flirtations, Terry Callier, Lou Ragland og Tony Middleton, og har haft berømte Northern DJ’s som Ian Levene til at dreje på pladerne ofte.
SOUTH AFRICAN JAZZ
Da firserne begyndte, ankom endnu en form for musik til 100 Club. Den sydafrikanske township-musik blev først initieret af Chris McGregor, leder af de meget roste The Blue Notes og The Brotherhood of Breath, der var fortaler for scenen. Julian Bahula, den fremtrædende afrikanske trommeslager, stod for en regelmæssig fredag aften med mange musikere, der var politiske flygtninge, som var isoleret fra deres sydafrikanske hjemland på grund af apartheidlovene, og som var medlemmer af det forbudte A.N.C.
De ugentlige fredag aftener blev en hel bevægelse for forandring. Store afrikanske musikere som Fela Kuti, Marion Makeba og Hugh Masekela optrådte på fredag aftenen ligesom Youssou N’Dour, Thomas Mapfumo, Dudu Pukwana og Spirits Rejoice. De var i gang i næsten ti meget succesfulde år, indtil Nelson Mandela blev løsladt.
DEN INDIE SCENE
Et tilfældigt telefonopkald fra koncertarrangøren Chris York, der spurgte, om klubben ville være interesseret i at præsentere et af hans nye bands, startede det hele. Bandet hed Suede, og i september 1992 startede de klubbens succesfulde periode med indie-musik i klubben. I løbet af de næste fire år kom Oasis, Kula Shaker, Echobelly, Catatonia, Travis, Embrace, Cornershop, The Aloof, Heavy Stereo og Baby Bird til at spille i klubben, og helt frem til i dag har klubben oplevet koncerter med Semisonic, Toploader, Muse, Shack, Doves, JJ72, Jo Strummer, Squarepusher, Ocean Colour Scene og The Webb Brothers.
ANDRE HIGHLIGHTS
I årenes løb har der været mange ugentlige aftener, der har været dedikeret til bestemte typer musik. Speakeasy Sunday evening løb i over ti år og præsenterede det bedste af britisk og amerikansk blues og R’n’B. London Swing Dance Society har undervist folk i Jitterbug og Jive siden 1988 og er stadig i fuld gang. Under komedieaftenerne har Al Murray, Arthur Smith, Rich Hall, Harry Hill, Bill Bailey og Mark Lamarr optrådt her. Mark har også ofte været DJ’er på andre aftener. Jazzen er naturligvis fortsat i disse årtier: Humphrey Lyttelton og Chris Barber er ofte vendt tilbage sammen med mange af de britiske jazznavne, der er nævnt tidligere. Teddy Edwards, Ruby Braff, Eddie “Lockjaw” Davis, Lee Konitz, Al Casey, Stephane Grappelli, Barney Kessell, Herb Ellis, Charlie Byrd og Teddy Wilson for blot at nævne et par stykker. Selv ‘Wild’ Bill Davison er vendt tilbage for at spille i klubben som en meget gammel mand.
Klubben har været noget særligt for mange mennesker i årenes løb, og mange kendte bands og musikere er kommet tilbage længe efter, at de har opnået berømmelse og lykke. Paul Weller, som spillede her med The Jam i de tidlige punkdage og er en god ven af klubben, er vendt tilbage ved adskillige lejligheder for at fremvise nyt materiale. Rolling Stones og Metallica har brugt klubben til hemmelige opvarmningsshows før verdensturnéer og festivaler.
Vi håber, at du vil komme og opleve klubbens magi – vi ses snart!