Det var ved et rutinemæssigt besøg hos lægen, at min praktiserende læge sagde den sætning, som enhver midaldrende mand frygter: “Dit blodtryk er lidt forhøjet”. Faktisk var mit blodtryk 150/95 mm Hg, hvilket var et godt stykke over den nuværende “risikogrænse”, som National Institute for Clinical Excellence (Nice) anser for acceptabel.
Min forhøjede måling kom som et chok, ikke mindst fordi jeg altid havde antaget, at jeg var i en lavrisikogruppe for slagtilfælde og hjertesygdomme: Jeg er ikke ryger, jeg er ikke overvægtig, jeg motionerer regelmæssigt, og jeg spiser masser af grønne grøntsager. Indtil jeg var midt i 40’erne havde mit blodtryk faktisk altid ligget omkring 120/80, hvilket tidligere blev anset for perfekt (mere herom senere). Nu, i en alder af 47 år, blev jeg pludselig diagnosticeret med forhøjet blodtryk i første fase og vurderet til at skulle have blodtrykssænkende medicin (se boks nedenfor).
I følge professor Graham MacGregor, formand for Blood Pressure Association og professor i kardiovaskulær medicin ved Barts and the London School of Medicine, er jeg en af de “heldige”. Forhøjet blodtryk rammer en fjerdedel af den britiske voksne befolkning og er skyld i 60 % af alle slagtilfælde i Storbritannien og halvdelen af alle hjerteanfald, men fordi tilstanden normalt er symptomløs, aner de fleste mennesker ikke, at de er i risiko, før det er for sent. “Forhøjet blodtryk er en tavs dræber”, siger MacGregor. “Man er pokkers heldig at have opdaget det i en tidlig alder og fået mulighed for at gøre noget ved det.”
MacGregor har sikkert ret, men jeg føler mig ikke heldig. Da jeg altid har haft et godt helbred, ønskede jeg ikke at blive optaget i “de syges kongerige”. Jeg nød heller ikke udsigten til at skulle tage to, tre eller hvor mange piller som helst hver dag resten af mit liv. Mit dilemma blev ikke bedre af, at det langt fra er ligetil at definere hypertension. For 15 år siden ville en blodtryksmåling på 150/95 ikke have givet anledning til særlig bekymring (dengang var grænsen 160/100). Men i Det Forenede Kongerige er grænsen nu sat ved 140/90, mens den amerikanske lægeforening i USA for nylig indførte en ny kategori “præhypertensiv” for patienter, hvis blodtryk ligger mellem 120/80 og 140/90.
Dernæst er der påstande og modpåstande om saltets rolle i forbindelse med forhøjet blodtryk og mistanken om, at en ny polypille mod forhøjet blodtryk, Sevikar HCT, som nu er tilgængelig på NHS, kunne blive ordineret til alle over 55 år som en selvfølge, hvilket ville gøre blodtryksbehandling lige så almindelig som fluoridering af vand.
Det billede bliver heller ikke klarere af den nylige identifikation af 16 nye gener for blodtryk. Da jeg først hørte om denne opdagelse i september, gik jeg ud fra, at en gentest ikke kunne være langt væk. Undersøgelsen, der ledes af forskere fra Barts and the London, omfattede en undersøgelse af 200 000 mennesker af europæisk afstamning og 75 000 mennesker af ikke-europæisk afstamning og bringer det samlede antal blodtryksgenveje, der hidtil er blevet identificeret, op på 28. Men selv om Barts-holdet fandt, at 5 % af genvarianterne var fælles for alle befolkningsgrupper, havde generne tilsammen en meget beskeden effekt på blodtrykket, idet de tegnede sig for mindre end 1 mm Hg af reduktionen i systoliske aflæsninger og 0,5 mm Hg af reduktionen i diastoliske aflæsninger på tværs af befolkningsgrupperne (det første tal henviser til blodtrykket, når hjertet pumper; det andet tal henviser til blodtrykket mellem slagene.)
De ledende forfattere af undersøgelsen, Mark Caulfield og Patricia Munroe, har nu mistanke om, at der kan være hundredvis af gener, der er ansvarlige for reguleringen af blodtrykket, hver især med meget små virkninger, hvilket betyder, at en nyttig genetisk test ligger et stykke ude i fremtiden.
Som mange mennesker, for hvem kost og vægt ikke synes at være væsentlige faktorer, har jeg længe haft mistanke om, at mit forhøjet blodtryk har både en genetisk og en følelsesmæssig komponent. Min mor, som er 79 år, udviklede hypertension i fase to, defineret som 160/100 mm Hg eller derover, i 60’erne, og forskere anslår nu, at 30 % af de observerede variationer i blodtrykket skyldes genetisk disposition. Selv om min fars blodtryk altid lå inden for normalområdet, var han desuden tilbøjelig til at få humørsvingninger af den “blodkogende” slags, og ligesom sin far før ham og hans far før ham døde han af en hjertekarsygdom i 70’erne. Selv om det er svært at sige, om jeg har “arvet” en lignende disposition, er jeg i hvert fald tilbøjelig til at få pludselige, irrationelle vredesudbrud. Desuden har Peter Rothwell, professor i klinisk neurologi ved John Radcliffe-hospitalet i Oxford, i en nylig undersøgelse fundet ud af, at blodtrykket varierer langt mere end almindeligt antaget og kan svinge voldsomt i løbet af dagen og i løbet af en arbejdsuge. “Det er spidserne i blodtrykket, der er mest korreleret med risikoen for slagtilfælde, ikke det gennemsnitlige blodtryk”, siger Rothwell. “Nøglen til at kontrollere blodtrykket er konsistens – at udjævne disse udsving.”
Dernæst er der det spændende spørgsmål om, i hvilket omfang blodtrykket er betinget af miljømæssige belastninger og ens temperament. Det har f.eks. længe været kendt, at nyrerne spiller en nøglerolle både i reguleringen af blodtrykket og i “kamp eller flugt”-reaktionen, et forhold, der tyder på en dybere evolutionær forbindelse mellem blodtrykket og vores forskellige følelsesmæssige og psykologiske tilstande. Som det fremgår af det fænomen, der er kendt som “white coat syndromet”, er alene det at få sit blodtryk målt af en læge tilstrækkeligt til at få nogle menneskers værdier til at stige kraftigt, mens meditation og akupunktur har vist sig at kunne sænke blodtrykket, om end midlertidigt. Desuden er det velkendt, at personer, der rapporterer om et højere stressniveau i hjemmet eller på arbejdet, eller som for nylig har været udsat for et slag i livet, f.eks. en ægtefælles død, er mere tilbøjelige til at få et slagtilfælde eller et hjerteanfald (i en undersøgelse af arbejdsrelaterede stressfaktorer var f.eks. nært forestående deadlines forbundet med en seksdobbelt stigning i antallet af hjerteinfarkter). Hyppig vrede og fjendtlighed har også vist sig at være en forudsigelse af kranspulsårer. I en samfundsundersøgelse blev det således påvist, at patienter med normalt blodtryk, men med et højt vrede-temperament (som er karakteriseret ved hyppige eller langvarige vrede-reaktioner med ringe eller ingen provokation) havde en odds ratio på 2:3 for dødelige eller ikke-dødelige hjertehændelser. Mens ekspertudtalelserne er forskellige om, i hvilket omfang blodtrykket kan være en faktor, påpeger Rothwell, at det er velkendt, at stress hæver blodtrykket, og at mennesker, der udsættes for stressede situationer, oplever større blodtryksvolatilitet. “Jeg ved, at når jeg skal lede et vigtigt møde eller holde en række foredrag, kan min systoliske måling være helt oppe på 180. Det skyldes næsten helt sikkert stress,” siger Rothwell. Men selv om forbindelsen mellem blod og følelser er indlejret i hverdagssproget – vi taler om folk, der er “sanguine” eller “varmblodede” – har den gennemsnitlige praktiserende læge ikke meget tid til sådanne indsigter.
Når vi er unge, kan vores kroppe lettere rumme pludselige udsving i blodtrykket, men efterhånden som vi bliver ældre, bliver vores blodkar stivere og mindre fleksible.
Dette er især et problem i Vesten og i asiatiske samfund som Japan. Spørgsmålet er hvorfor? Mange eksperter mener, at svaret er salt.
For eksempel har Yanomami-stammen i Brasilien, som spiser en kost med lavt saltindhold og lavt indhold af mættet fedt og højt indhold af frugt, det laveste gennemsnitlige blodtryk af alle befolkningsgrupper på jorden – 95/61. Deres blodtryk stiger heller ikke med alderen. I Vesten derimod, hvor folk spiser i gennemsnit 10-12 gram salt om dagen, stiger blodtrykket med alderen med gennemsnitligt 0,5 mm Hg om året. Det lyder måske ikke af meget, men i løbet af den gennemsnitlige levetid er det en forskel på mellem 35 og 44 mm Hg systolisk blodtryk. Desuden viste den seneste metaanalyse af forsøg med mere end 6 000 personer fra hele verden, at en reduktion i saltindtaget på blot 2 mm om dagen reducerede risikoen for hjerte-kar-hændelser med 20 %. Ifølge professor MacGregor, der også er formand for Consensus Action on Salt and Health (Cash), er sammenhængen mellem salt og forhøjet blodtryk ikke længere uomtvistet i seriøse videnskabelige kredse. Men på trods af den videnskabelige konsensus er der fortsat stor udbredelse i medierne af historier om saltfornægtelse.
“Saltindustrien forsøger at skabe den opfattelse, at der er en kontrovers derude, og hvis eksperterne ikke kan blive enige, hvordan i alverden kan manden på gaden så træffe en informeret beslutning”, siger MacGregor. “Men faktum er, at vi har syv eller otte forskellige typer beviser, der alle peger på saltets rolle, og jeg ved, at hvis jeg halverer dit saltindtag, reducerer det blodtrykket.”
Til koalitionsregeringens ære er Storbritannien nu førende inden for saltreduktion, idet mere end 40 fødevareproducenter er blevet enige om at reducere saltindholdet i supermarkedsfødevarer med 40 % inden 2012, efterfulgt af en yderligere reduktion på 15 % derefter. Samtidig har Nice opfordret til en fremskyndelse af de nationale mål for saltreduktion med det formål at reducere den gennemsnitlige britiske voksnes indtag til 6 g om dagen i 2015 og 3 g i 2025.
Men trods al den omtale af farerne ved forhøjet blodtryk er de fleste mennesker fortsat lykkeligt uvidende om, at de er i farezonen. En af de største overraskelser for mig var opdagelsen af, at min kost ikke var nær så god, som jeg troede, den var. Nogle dage indtog jeg helt op til 10 g salt, hvilket er næsten dobbelt så meget som den anbefalede mængde (dette er et særligt problem i julen: en kalkunmiddag giver omkring 15 g).
I de uger og måneder, der fulgte efter min diagnose, skar jeg ned på forarbejdede fødevarer og brød (en skive brød indeholder i gennemsnit 0,5 g, så hvis man spiser seks skiver om dagen, er det halvdelen af den daglige dosis) og øgede mit forbrug af frugt og grøntsager.
Jeg droppede også kaffe og eksperimenterede med akupunktur, som viste sig at sænke mit blodtryk, men kun i korte perioder. Jeg var opmærksom på min fars pludselige humørsvingninger og gjorde også en indsats for at holde “irritationerne” i et rimeligt forhold og kontrollere mit temperament – ikke altid med held. Endelig købte jeg en fluffy hvid goldendoodle, efter at have læst om de sundhedsmæssige fordele ved at have hund (hunde skulle virke som “stressbuffere”). Murphy får mig helt sikkert til at komme mere ud, hvilket i sig selv kan være sundere.
På den anden side har han også en tendens til at stjæle børnenes bolde og hare ud på vejen efter omstrejfende katte, hvilket har sine egne stressfaktorer.
I sidste ende kom jeg til den konklusion, at jeg ikke havde andet valg end at tilmelde mig en medicinkur og tager nu to piller hver dag – et vanddrivende middel og en ACE-hæmmer.
Den gode nyhed er, at mit gennemsnitlige blodtryk nu, fire år senere, ligger på 130/85 i gennemsnit – langt fra perfekt, men godt inden for normalområdet for en 51-årig. Den dårlige nyhed er, at jeg sandsynligvis bliver nødt til at tage medicinen resten af mit liv. Medmindre selvfølgelig Nice reviderer sin definition af forhøjet blodtryk opad igen, og jeg på mirakuløs vis kommer tilbage i den “sikre” zone.
{{topLeft}}}
{{bottomLeft}}}
{{topRight}}
{{{bottomRight}}}
{{/goalExceededMarkerPercentage}}
{{/ticker}}
{{heading}}
{{#paragraphs}}
{{.}}
{{{/paragraphs}}}{{highlightedText}}
- Del på Facebook
- Del på Twitter
- Del på Twitter
- Del via e-mail
- Del på LinkedIn
- Del på Pinterest
- Del på WhatsApp
- Del på Messenger