I marts meldte min bedste veninde sig til et halvmaraton i Disney, og jeg besluttede mig for at tage med hende og tænkte, at jeg kunne klare 5 km (selv om jeg bare gik hele tiden) – ikke noget stort problem. Jeg var ikke klar over, da jeg havde tilmeldt mig, at jeg skulle gennemføre inden for en bestemt tidsgrænse, før min veninde gjorde mig opmærksom på det en måned før løbet. Jeg sked i bukserne (selvfølgelig ikke bogstaveligt talt) og besluttede, at jeg havde brugt for mange penge til ikke at komme hjem med en skinnende medalje.
Jeg løftede mit 335-punds-jeg ved mine store pige-mormortrusser og begyndte at “wogge” (gå/jogge). Jeg kunne knap nok nå frem til stopskiltet for enden af min blok, og da jeg nåede tilbage til mit hus efter den første tur rundt om blokken, kunne jeg se, at mit gennemsnitstempo var ca. 24 minutter pr. mile. Jeg havde lang vej igen, hvis jeg skulle nå tempogrænsen på 16 minutter pr. mile.
Den næste dag kunne jeg knap nok gå, men jeg tvang mig selv til at snøre skoene og komme udenfor igen. Så den næste dag, og den næste, og til sidst joggede jeg hele vejen.
Jeg downloadede Couch to 5K-appen og tilmeldte mig et StepBet for at presse mig selv endnu længere, for jeg ville ikke tabe penge på mig selv. Med opmuntring fra min mand og et mirakel fra Gud i himlen var jeg i stand til at gennemføre løbet lige ved tidsgrænsen (16:02 minutter pr. mil, men min app siger, at jeg gik 3,6 miles, og jeg slukkede for den, da jeg var færdig), men endnu vigtigere følte jeg det højdepunkt, som jeg er sikker på, at alle løbere gør, når de krydser målstregen.
I de to og en halv måned, jeg trænede, tabte jeg mig og fandt en ny besættelse. Jeg gennemførte uforvarende tre forskellige 5 km-løb i de første tre weekender i november (Disney, Run for Kids – for at samle penge ind til en lejr for plejebørn – og en virtuel Santa Hustle). Min far sendte mig en sms, da jeg var i startkorridoren i Disney, og fortalte mig, at jeg er en løber. Jeg svarede, at jeg var ved at kaste op, hvortil han sagde, at jeg skulle sørge for at bevæge mig væk fra banen først, så ingen gled i det. Ha!
Løb er et fællesskab. Opmuntring fra andre mennesker har bragt mig derhen, hvor jeg er i dag. Jeg opsøger nu folk i fitnesscentret, der presser sig selv, uanset om de går eller løfter eller andet, og lader dem bare vide, at de er fantastiske.
Jeg træner nu til et halvmaraton i oktober 2017 (hold da kæft!) og har til formål at nå dem derude, der ikke tror, de har det i sig. Hvis jeg startede med over 300 pund, kan alle starte lige der, hvor de er. Jeg dokumenterer min rejse på en Facebook-side, fordi jeg VED, at der er nogen derude, der venter på at starte deres rejse, men de tror, at de ikke kan.
Det er ligegyldigt, hvor hurtigt du går, så længe du går.