Redaktørens note: Denne artikel blev oprindeligt bragt på DennyBurk.com under titlen “Komplementarisme? What’s in a name?”
I løbet af de sidste mange uger har de evangeliske interwebs været ophedet af debatter om kvinders forkyndelse og komplementarisme. Jeg har bemærket i en stor del af denne diskussion, at der synes at være stor forvirring om, hvad komplementarisme er. Som følge heraf har nogle af os forsøgt at tage fat på denne forvirring i håb om at kaste lidt lys over sagen (se her, her og her).
Men det er ikke mit formål med dette korte indlæg. Det, jeg snarere vil gøre, er at komme med en kort historisk pointe om oprindelsen af og referencen til udtrykket komplementær. Mens det var almindeligt for ældre kommentatorer at påpege, at Adam og Eva var et supplement til hinanden1, dukkede det præcise begreb complementarian ikke op i den teologiske diskurs før sidst i 1980’erne. Nogle forfattere har derfor givet indtryk af, at begrebets indtræden i leksikonet markerede en teologisk nyskabelse – et særpræget udtryk for babyboomer-teologien, som snart er ved at forstumme, når babyboomer-folket ikke er mere. I denne form for analyse reduceres udtrykket til en sociologisk deskriptor snarere end en teologisk.
Jeg synes, at denne form for analyse på en måde rammer ved siden af pointen. Komplementarisme var ikke først og fremmest en sociologisk deskriptor eller bevægelse. Det var heller ikke en beskrivelse af en etik eller et sæt af udenbibelske stereotyper. Udtrykket opstod som en forkortelse til at beskrive den teologiske vision i The Danvers Statement. Hvad er så Danvers Statement?
I 1986 mødtes John Piper, Wayne Grudem, Susan Foh, Wayne House og en håndfuld andre i Atlanta, Georgia, for at udtænke en strategi for et bibelsk svar på en stigende feministisk bølge, som de opfattede inden for evangelikalismen. Et år senere, i 1987, mødtes de igen, denne gang i Danvers, Massachusetts, for at lægge sidste hånd på en teologisk principerklæring for en ny organisation, som de ønskede at stifte. Denne erklæring blev kendt som Danvers Statement, som opsummerer Bibelens lære om mænds og kvinders roller i kirken og hjemmet.
I 1988, et år efter at Danvers Statement blev offentliggjort til verden, blev udtrykket komplementarisk opfundet som en betegnelse for deres holdning. Wayne Grudem forklarer:
I de første to år var vi stadig en meget hemmelig gruppe, som kun var indbudt til at deltage. Men i december 1988, på ETS-mødet på Wheaton College, var vi klar til at gå ud i offentligheden. Vi annoncerede dannelsen af Council on Biblical Manhood and Womanhood (CBMW) og uddelte brochurer. Vi holdt endda en pressekonference (Christianity Today dukkede op, men ingen andre). Vi opfandt udtrykket “complementarian” som et enkelt ord, der skulle repræsentere vores synspunkt.2
Grudem fortæller, at gruppen opfandt udtrykket complementarian på et morgenmøde for CBMW-rådet i den store spisesal på Lisle Hilton om morgenen for pressekonferencen. John Piper, Wayne Grudem, Bruce Waltke, Wayne House, Kent Hughes og en håndfuld andre var alle til stede på mødet i 1988, hvor udtrykket opstod.3
Gruppen opfandt specifikt “complementarian” for at henvise til den teologiske holdning, der er opsummeret i The Danvers Statement. Af denne grund har Danvers-erklæringen lige siden været en prøvepæl for komplementær overbevisning. Hvorfor valgte de en så mærkelig neologisme til at beskrive deres holdning? Det er ikke, fordi den teologiske holdning var ny. Den var faktisk ret gammel. De valgte dette ord, fordi der simpelthen ikke fandtes et andet ord, der på passende vis beskrev deres synspunkt. Udtrykket har en dyb eksegetisk og sproglig rod i det hebraiske ord i 1. Mosebog 2:18 (kenegdo), som leksikerne definerer som “svarende til”.4 I deres indledning til Recovering Biblical Manhood & Womanhood forklarer Piper og Grudem, hvorfor de valgte dette udtryk:
Hvis der skal bruges ét ord til at beskrive vores holdning, foretrækker vi udtrykket komplementarisk, da det både antyder lighed og gavnlige forskelle mellem mænd og kvinder. Vi er utilpas med udtrykket “traditionalist”, fordi det indebærer en uvilje mod at lade Skriften udfordre traditionelle adfærdsmønstre, og vi afviser bestemt udtrykket “hierarkisk”, fordi det overbetoner struktureret autoritet, mens det ikke giver nogen antydning af lighed eller skønheden i gensidig afhængighed.5
I midten af 2000’erne var der nogle komplementarianere, der foreslog, at “bibelsk patriarkat” måske var en bedre betegnelse.6 Dette særlige forslag opstod i kølvandet på Bradford Wilcox’ arbejde om bløde patriarker.7 Men denne betegnelse blev i sidste ende ikke anset for mindre problematisk end “traditionalist” eller “hierarkist”. I en fakultetsforelæsning i 2006 argumenterede Andreas Köstenberger for, at “patriarkat” simpelthen har for mange negative konnotationer på grund af årtiers feministisk propaganda.8 Tre år tidligere havde Dan Block foreslået “patricentrisme” som et alternativ, men det slog heller aldrig an.9
Til dato har der virkelig ikke været en bedre betegnelse end komplementarisme til at beskrive den holdning, der er skitseret i Danvers. Danvers forestiller sig en lighed mellem mand og kvinde, som ikke kan reduceres til en udifferentieret lighed. Den hylder komplementære forskelle mellem mandlige og kvindelige billedbærere. Som Danvers siger: “Både Adam og Eva blev skabt i Guds billede, lige for Gud som personer og forskellige i deres mand- og kvindelighed… Forskelle i maskuline og feminine roller er bestemt af Gud som en del af den skabte orden og bør finde genklang i ethvert menneskeligt hjerte.” Det er komplementaritet. Det er derfor, forfatterne af Danvers Statement valgte dette ord til at betegne deres synspunkt, og det er derfor, vi stadig bruger udtrykket i dag.
Så hvordan er nogen af disse mystiske punkter relevante for aktuelle diskussioner om bibelsk manddom og kvindelighed? Det vigtigste for os at forstå er, at udtrykket komplementær blev opfundet for at henvise til undervisningen i The Danvers Statement. Det betyder, at selv om komplementarisme opstod i en bestemt sociologisk kontekst, kan den ikke reduceres til en sociologisk kategorisering. Komplementarisme er først og fremmest en teologisk holdning, der har rod i en lang historie af eksegese af bibeltekster som 1. Mosebog 1-3, 1. Timotheus 2:12, 1. Korinther 11:2-16 osv. Komplementarismen har også dybe rødder i naturteologien.
For nylig har jeg læst advarsler om komplementarismens forestående undergang. De hævder, at komplementarismen er ved at vakle, fordi den mere er et sociologisk fænomen, der skyldes boomer-evangelikale, som ønsker at genoplive 1950’ernes seksuelle stereotyper. Denne analyse tager efter min mening ikke højde for komplementarismens teologiske påstande – påstande, som enten er sande eller usande, helt uafhængigt af deres særlige sociale placering. Med andre ord, hvis nogen ønsker at argumentere for, at komplementarismen fejler, må de vise, på hvilke måder visionen i Danvers-erklæringen fejler som en teologisk påstand. Alt andet er en undvigelse, som ikke behandler det, der i bund og grund er et teologisk spørgsmål, teologisk.
—–
1 F.eks. Derek Kidners kommentar til 1. Mosebog: “Samværet præsenteres i Eden som et primært menneskeligt behov, som Gud fortsatte med at opfylde ved at skabe ikke Adams dobbeltgænger, men hans modsætning og supplement, og ved at forene de to, mand og kvinde, i perfekt personlig harmoni. Derek Kidner, Genesis: An Introduction and Commentary, vol. 1 (Downers Grove, IL: InterVarsity, 1967), 38.
2 Wayne Grudem, “Personal Reflections on the History of CBMW and the State of the Gender Debate,” The Journal for Biblical Manhood & Womanhood 14, no. 1 (2009): 14.
3 Wayne Grudem beskrev disse detaljer for mig i en privat e-mail af 17. juni 2019.
4 John Piper gjorde mig opmærksom på dette i en privat korrespondance om dette punkt. Piper uddyber: “Det, der begejstrede Adam, da han vågnede op til denne nye skabning, var, at hun var herligt den samme og herligt anderledes og komplementær” (privat e-mail af 19. juni 2019).
5 John Piper og Wayne Grudem (red.), Recovering Biblical Manhood & Womanhood: A Response to Evangelical Feminism, (Wheaton, IL: Crossway, 1991), xv.
6 Russell D. Moore, “After Patriarchy, What? Why Egalitarians Are Winning the Gender Debate,” The Journal of the Evangelical Theological Society 49, no. 3 (2006): 569-76.
7 W. Bradford Wilcox, Soft Patriarchs, New Men: How Christianity Shapes Fathers and Husbands (Chicago: University of Chicago Press, 2004).
8 Andreas J. Köstenberger, “Of Professors and Madmen: Currents in Contemporary New Testament Scholarship,” Faith & Mission 23, no. 2 (2006): 14.
9 Daniel I. Block, “Marriage and Family in Ancient Israel,” in Marriage and Family in the Biblical World, ed. Ken M. Campbell (Downers Grove, IL: InterVarsity, 2003), 41.