Når han var formand for Screen Actors Guild, iscenesatte Ronald Reagan et opgør med studievejledere – og vandt oprettelsen af det system for restbetaling, der lever i dag
I dette billede fra den 30. marts 1947 modtager Lois Maxwell, den 20-årige canadiskfødte skuespillerinde, der senere skulle spille rollen som Miss Moneypenny i 14 James Bond-film, sit medlemskort til Screen Actors Guild af gildets nye formand, skuespilleren Ronald Reagan. (AP Images)
I aften vil Motion Picture Association of America ære Ronald Reagans filmkarriere med en hyldest i Washington, D.C. De deltagende filmstudier omfatter Paramount, Disney, 20th Century Fox, Universal og Warner Brothers. Ironisk nok var det netop disse filmstudier (plus MGM og Columbia), der 51 år tidligere var involveret i en omstridt forhandling med Ronald Reagan, hvor der stod meget på spil. Resultatet af dette bitre opgør i 1960 ændrede titusindvis af filmskuespilleres økonomiske skæbne.
Efterhånden som landet afslutter fejringen af Ronald Reagans 100-års jubilæum, synes der at være voksende enighed om, at Reagan på godt og ondt var en betydningsfuld præsident. Personligt er jeg overbevist om, at han er voldsomt undervurderet, og jeg har mere end syv milliarder grunde til at underbygge mit argument, selv om ikke en eneste af dem er relateret til hans otte år som amerikansk præsident. Lad mig forklare.
I efteråret 2000 blev jeg hyret til at spille med i filmen Legally Blonde. Jeg portrætterede et medlem af det optagelsesudvalg, der stemte for at optage Elle Woods (Reese Witherspoon) på Harvard Law School. Jeg havde fire replikker, og min enlige scene tog kun et par timer at optage.
Mere historier
Elleve år senere, i oktober 2011, modtog jeg en check fra Residuals Department of the Screen Actors Guild på 48,40 dollars. Dette var blot den seneste i en række restchecks for “Legally Blonde”, som jeg og de andre skuespillere regelmæssigt har modtaget siden filmens biografpremiere i 2001.
Det er nu en accepteret ortodoksi, at fagforeningsskuespillere får en restbetaling. Men sådan har det ikke altid været. I årtier fandtes der ingen restbetaling til skuespillere; filmskuespillere blev betalt for deres arbejde, og det var det hele. Studiet ejede filmen og kunne udgive den igen og igen, når som helst og hvor som helst, uden at der blev tænkt på yderligere kompensation til skuespillerne.
Der er naturligvis mange mennesker, der har arbejdet ihærdigt for at sikre restbetalinger til filmskuespillere. Men øverst på listen står præsident Ronald Reagan. Ikke den amerikanske præsident, men fagforeningsformanden. Her er hvad der skete.
Tilbage i 1937 var Ronald “Dutch” Reagan en populær baseballradiovært og klummeskribent i en lokal avis med base i Des Moines, Iowa, da han rejste til Californien for at dække Chicago Cubs’ forårstræningslejr. Under opholdet i Los Angeles mødte han en talentagent, som arrangerede en prøvefilmning for Warner Brothers. Studiet var imponeret over Reagans tilstedeværelse på kameraet og tilbød den 26-årige en kontrakt på 200 dollars om ugen. Så farvel sport – goddag Hollywood.
Reagan flyttede til Los Angeles i juni ’37, kun få uger efter at filmproducenterne havde accepteret det spirende Screen Actors Guild (SAG) som skuespillernes officielle fagforening. Den 30. juni betalte han sit SAG-initieringsgebyr på 25 dollars og blev “en fagforeningsmand”. I 1941 var Reagan blevet medlem af SAG’s bestyrelse. Han steg hurtigt til 3. vicepræsident og blev til sidst valgt til præsident i 1947.
Blot ti år efter sin ankomst fra Des Moines stod Reagan nu i spidsen for den fagforening, der repræsenterede de største filmstjerner i verden. Han blev efterfølgende genvalgt i fem på hinanden følgende etårige valgperioder.
I sin første periode som SAG-formand (1947-1952) var Reagan, der dengang var liberal demokrat, medvirkende til at sikre tv-skuespillere residuale godtgørelser, når deres episoder blev genudsendt. Filmskuespillere var dog stadig udelukket fra residuals og modtog ingen kompensation, når deres studiefilm blev sendt på tv.
Efterhånden som flere og flere film blev tv-transmitteret (Troldmanden fra Oz blev vist første gang på tv i 1956), følte filmskuespillerne, at de blev frataget en vigtig indtægtskilde. Ved hver ny kontrakt blev spørgsmålet stillet, indtil skuespillerne i 1959 havde fået nok. De krævede restbetalinger for fremtidige fjernsynsudsendelser og retroaktive restbetalinger for film, der blev vist på tv mellem 1948 og 1959.
Producenterne havde et kort svar: nej. Faktisk søgte de desperat efter måder at reducere produktionsomkostningerne på, ikke at øge dem. Mellem 1946 og 1959 faldt det indenlandske biografbesøg med over 65 %, da flere og flere amerikanere valgte at blive hjemme og se fjernsyn. Resultatet var, at filmindustrien var i en hård krise og tabte penge.
Så producenterne gravede sig ned. Enhver snak om restrettigheder, tidligere eller fremtidige, var ganske enkelt ikke en mulighed. Producenterne indtog en hård linje, fordi de vidste, at hvis de gav efter over for skuespillerne, ville de sandsynligvis blive nødt til at indgå lignende aftaler med både manuskriptforfattere og instruktører.
Men skuespillerne var fast besluttet på deres sag, og i efteråret 1959 stemte de for at få Ronald Reagan tilbage til SAG-formandskabet for at stå i spidsen for forhandlingerne.
Forhandlingerne begyndte i januar 1960, hvor de to parter stod langt fra hinanden. Producenterne nægtede overhovedet at tale om residuals. De stillede et enkelt og overbevisende spørgsmål: Hvorfor skulle en medarbejder betales mere end én gang for det samme arbejde?
Reagan kunne ikke få dem til at give sig. Han jokede med, at han blot “forsøgte at forhandle om retten til at forhandle”.
I februar hævede Reagan indsatsen. Han bad SAG’s medlemmer om en strejketilladelse. Skuespillerne indvilligede, og der blev fastsat en dato for arbejdsnedlæggelse: Mandag den 7. marts. Producenterne var overbevist om, at skuespillerne bluffede. I Hollywoods 50-årige historie havde der aldrig været en strejke i hele branchen.
Producenterne undervurderede Reagans og hans forhandlingsholds beslutsomhed. Den 7. marts 1960 gjorde skuespillerne, hvad de havde sagt, de ville gøre: De nedlagde deres respektive arbejdspladser, og produktionen i alle de store studier gik i stå.
I de spændte dage efter strejken var det studierne, ikke den tidligere sportsvært, der først blinkede. Universal Pictures gik i princippet ind på konceptet med biografindtægter. De andre store selskaber (Paramount, Disney, Warner Brothers, MGM, Columbia og 20th Century Fox) fulgte efter og begyndte endelig at forhandle om det “ikke-negotiable” spørgsmål.
Efter fem bitre uger med intens frem og tilbage- og tilbagevendende forhandlinger nåede de to parter frem til et kompromis. Det indeholdt tre dele:
- Skuespillerrestitutioner for alle studiefilm, der blev produceret fra 1960.
- Ingen residualer for studiefilm produceret før 1948.
- I stedet for residualer for film produceret mellem 1948 og 1959 gik producenterne med til en engangsudbetaling på 2 dollars.25 millioner, et bidrag, som SAG ville bruge som startkapital til en ny fagforeningssygesikringsordning og en pensionsordning.
Det var ikke alt, hvad skuespillerne ønskede, men den 18. april stemte SAG’s medlemmer for at acceptere tilbuddet og vende tilbage til arbejdet. Det endelige resultat var 6.399 mod 259.
Strejken var slut, men nogle skuespillere var rasende over aftalen. Stjerner som Mickey Rooney, Glenn Ford og Bob Hope mente, at SAG kunne have fået retroaktive restrettigheder for alle film, hvis Reagan havde været hårdere og holdt ud i længere tid. De følte, at Reagan og SAG’s bestyrelse havde “snydt” dem og hånede kompromiset som “den store gave”.
Det er sandt, at filmskuespillere, der primært arbejdede i 30’erne, 40’erne og 50’erne (herunder, skal det bemærkes, Ronald Reagan), ikke havde direkte gavn af den nye restanceaftale. Men at betegne kompromiset som en gave er at overse det geniale ved aftalen. Ved at overbevise de store studier om at acceptere konceptet med at betale restrettigheder til filmskuespillere åbnede Reagan portene til en voksende indtægtskilde, som fortsat kommer tusinder og atter tusinder af filmskuespillere – og deres arvinger – til gode.
På et møde for SAG’s medlemmer i april 1960 sagde Reagan: “Jeg tror, at fordelene gennem årene for de udøvende kunstnere vil være større end alle de tidligere kontrakter, vi har forhandlet, tilsammen.” Reagans forudsigelse var lige på kornet.
I dag, med udbredelsen af kabel, dvd’er, satellit, Netflix, pay-for-view, udlejning, streaming og downloads, er restbetalinger nu massive. Faktisk er der, siden SAG begyndte at udstede restchecks, blevet udbetalt mere end 7,4 mia. dollars direkte til skuespillerne, siden SAG begyndte at udstede dem. Mange af dem er middelklasseskuespillere som mig. Igen er denne udbetaling et supplement til den oprindelige kompensation.
Når man ser tilbage fra et udsigtspunkt i 2011, virker restaftalen altruistisk, optimistisk og visionær. Man kunne kalde den Reagan-agtig.
Og takket være Reagan og den strejke, han arrangerede i 1960, er arbejdende skuespillere også berettiget til både sygesikring og pension.
Selv om jeg ikke har noget hjem i det republikanske parti – jeg er for valgfrihed, legalisering af stoffer og homoseksuelle ægteskaber – har jeg stor respekt for det lederskab og de kloge forhandlingsevner, som den syvende formand for Screen Actors Guild og skuespillerkollega Ronald Reagan udviste.