1647 er nummeret på mit nyerhvervede monster på vejen. Ifølge loven er jeg ejer af denne bil og har et certifikat udstedt af en offentlig myndighed som bevis for mit ejerskab. 5766 er nummeret på min bil, som jeg solgte i går, og ejerskabet af denne bil vil nu blive overført til den nye ejer i løbet af de næste par dage. Elementært, ikke sandt? Tja, ikke så elementært, når det drejer sig om ejerskabet af internettet.
Der var en slags vittighed, der gik rundt i 1998, om at Bill Gates, verdens rigeste mand, forsøgte at købe internettet. Problemet var, at han ikke kunne finde ud af, hvem han skulle skrive checken ud på. Så hvem ejer egentlig internettet?En ejer af internettet
Enten er der ingen, der ejer internettet, eller også ejer alle internettet, eller også er der noget midt imellem. I virkeligheden er der ingen, der ejer internettet, og ingen enkelt person eller organisation kontrollerer internettet i sin helhed. Internettet er mere et begreb end en egentlig håndgribelig enhed og er afhængig af en fysisk infrastruktur, der forbinder netværk med andre netværk.
I teorien ejes internettet af alle, der bruger det. Men i virkeligheden udøver visse enheder mere indflydelse på “mekanikken” og reguleringen af internettet end andre. Der er organisationer, der fører tilsyn med og standardiserer, hvad der sker på internettet og tildeler IP-adresser og domænenavne, f.eks. National Science Foundation, Internet Engineering Task Force, ICANN, InterNIC og Internet Architecture Board.
Der er mange organisationer, virksomheder, regeringer, skoler, private borgere og tjenesteudbydere, der alle ejer dele af infrastrukturen, men der er ikke én instans, der ejer det hele. Alligevel er organisationer som f.eks. National Science Foundation, Internet Engineering Task Force, ICANN, InterNIC og Internet Architecture Board organisationer, der er oprettet og i vid udstrækning kontrolleret af USA.
The DNS of Internet
Sæt, at du ønsker at gå til www.hindustantimes.com. Webstedets egentlige adresse er en klump tal, der kaldes IP-adressen. Det samme gælder for alle andre computere på nettet. Men tænk, hvis vi skulle huske numre for at komme til websteder. Forestil dig at åbne Google, hvis vi skulle huske dets IP-adresse 66.249.89.104, hvilken opgave det ville være. For at løse problemet kom den amerikanske opfindelse kaldet DNS, dvs. konceptet Domain Name Server. Computere tildeles unikke navne, som kan huskes. Derefter holder et netværk af DNS-computere styr på de numre, der ligger bag navnene. Når du indtaster en webadresse, slår en DNS-maskine den korrekte numeriske adresse op og kobler dig på.
DNS er et netværk af tusindvis af computere, som ligger oven på internettet. Men alle DNS-maskiner rapporterer i sidste ende til 13 rodservere, som indeholder de mest grundlæggende oplysninger om internettets routing. Disse 13 servere drives af en række forskellige organisationer, lige fra det amerikanske militær til private virksomheder og en europæisk nonprofit-gruppe med hjemsted i Amsterdam. Mange af serverne er placeret uden for USA. Men de er alle under tilsyn af Internet Corporation for Assigned Names and Numbers, som igen er under tilsyn af det amerikanske handelsministerium.
Slaget om kontrol
Internettet er et frit medie og en ultimativ fejring af den frie verden. Men verden er endnu ikke en fri verden, og de organisationer, der kontrollerer dette frie medie, er i vid udstrækning under amerikansk kontrol.
Totalitære regimer bryder sig ikke om tanken om vestlige påvirkninger, der trænger sig på dem. Ifølge Jon Christian Ryter fra Washington Times: “De ønsker evnen til at skabe at skabe uigennemtrængelige cybermure omkring deres lande for at forhindre vestlige demagoger i at hjernevaske deres “undersåtter” med ophidsende, indoktrinerende ideologisk propaganda, der vil opildne dem mod deres herrer.”
FN’s verdenstopmøde om informationssamfundet mødtes for første gang i Genève, Schweiz, den 10.-12. december 2003. I det sidste årti er FN blevet bombarderet med klager fra alle totalitære regimer i verden, der ønskede at placere cybergrænser langs informationssupermotorvejen – vejspærringer for kommunikation med den frie verden.
Den amerikanske forbindelse Hvad enten man kan lide det eller ej, er internettet en amerikansk skabelse. DNS, det koncept, hvor vi indtaster navne, og et websted åbnes, er også en amerikansk opfindelse. Internettets “rodservere”, et kritisk netværk af computere, som får alt andet til at fungere, er også en amerikansk opfindelse. USA opfandt og opbyggede rodserver-systemet og forvalter det stadig. Men nu er hele verden afhængig af det og ønsker at få indflydelse på, hvordan det skal drives. For ti år siden var internettet bare ligegyldigt, og ingen bekymrede sig om, hvem der styrede det. Tiderne har ændret sig, og nu er internettet et vigtigt kommunikationsmiddel, og alle vil have kontrol over det.
Chaos @ Internet
Hvis USA afgiver kontrollen, er der kun ét muligt scenarie. Kaos. Naseem Javed, en kendt autoritet inden for cyberbrading og domænespørgsmål, siger: “Hvorfor skulle internettet gå i stykker, og hvor latterligt er dette spørgsmål? Forestil dig, at nogle få trykkerier rundt om i verden gik sammen og i fællesskab besluttede at erstatte alle vores nuværende valutaer og deres værdi og vælge helt nye farver, designs og nye værdier, som alle er deres egne. Økonomi? Hvilken økonomi?”
eCommerce er en del af vores liv i dag. Det er en del af den globale økonomi i dag. Internet er et afgørende kommunikationsmiddel i vores liv. Ethvert sammenbrud, og der vil helt sikkert ikke være nogen vindere. Tabere vil vi alle blive, hvis spørgsmålet om kontrol ikke snart bliver løst. Internettet tilhører os alle og bør forblive fri for kontrol, som det er nu. Uanset om det er FN eller andre, drejer det sig ikke om USA’s dominans, men om os, brugerne, som ejer en del af internettet. Det drejer sig om at holde dette frie medie i live, som det er.
Puneet Mehrotra er webstrateg påwww.Cyberzest.comand editswww.MidnightEdition.comyou kan sende en e-mail til ham på [email protected]