Hver fjerde sommer samles familierne omkring tv’et for at heppe på USA, mens de stolt bærer alt det røde, hvide og blå tøj. I disse få uger, uanset hvilken splittelse, konflikt, prøvelser og kamp landet går igennem, samles alle for at støtte hinanden med en ekstrem følelse af patriotisme. Folk over hele kloden samles for at se endeløse mængder af rene konkurrencer med ét mål for øje: at deres nation skal vinde guld.
Trods de åbenlyse teknologiske fremskridt som tv og live streaming har den sande ånd i OL ikke ændret sig meget siden de første i 1896. De, der ser med, er i ærefrygt over de viste atletiske evner, og den lille tanke om, at det måske kunne være mig, strejfer gennem deres sind. Fra 1986 blev denne tanke imidlertid mere og mere uopnåelig, da professionelle atleter i USA fik adgang til at deltage i legene (Greene). Selv om denne ændring gjorde underværker med hensyn til økonomisk succes, er den sande ånd i legene blevet skubbet til side, da sponsorer og berømtheder har overtaget scenen i stedet for almindelige mennesker, der viser deres kærlighed til deres land og sport.
Ifølge Den Internationale Olympiske Komité er “Den olympiske bevægelses mål at bidrage til at opbygge en fredelig og bedre verden ved at uddanne ungdommen gennem sport, der udøves uden nogen form for diskrimination, i en ånd af venskab, solidaritet og fair play” (IOC).
De olympiske lege blev skabt for at forbinde verden under den fælles kærlighed til sport. Ved at tillade professionelle atleter at spille er dette mål skubbet til side, da penge synes at være det nye fokus. Folk ser ikke længere med for at støtte deres nation som helhed, nu ser de kun med for de store atleter, hvilket tydeligvis viser besættelse af berømtheder frem for opmuntring af almindelige atleter.
I 90 år af de moderne olympiske lege var det kun amatøratleter, der fik lov til at deltage. Folk undgik alle betalte atleter, der ønskede at deltage (Greene). Folk var ikke optaget af de atleter, der fik flest sponsorer eller havde det største navn, fokus var bare på den største af de store og ånden for ens hjemland.
De olympiske vinterlege i 1980 i Lake Placid, New York, var noget, man husker. Det syvende seedede amerikanske ishockeyhold bestod af unge, gennemsnitlige børn, der ikke havde meget håb om en sejr mod de ubesejrede sovjetter. I den sidste periode kom USA ud som sejrherre. Folk glædede sig over, at disse drenge slog drømmeholdet fra Rusland. De underdogs blev mestre (“The Miracle on Ice”). Dette udstiller, hvad de olympiske lege handler om; at heppe på sin nation uanset hvad, heppe på underdogs, se med, fordi man elsker sporten og sit land.
Den følelse, man følte, efter at USA havde været vidne til et mirakel på isen, ville gå tabt ved at tillade professionelle atleter at deltage et par år senere. Kort efter at denne nye lov blev indført, sendte USA et basketballhold bestående af NBA-superstjerner, som vandt alle kampe ubesværet. Folk så ikke længere de hold, der bestod af underdogs i collegealderen, men derimod de millionærer, der var store atleter med store navne (A&E Network). Fokus for OL var nu sponsorer og store navne, underdog-ånden var tabt.
Det er ikke noget chok, at optagelsen af professionelle atleter bragte mange seere med sig. Ved OL 2016 i Rio, Brasilien, tiltrak store atleter som Michael Phelps og Simone Biles mange seere, som måske ellers ikke havde set begivenhederne. Hvis Phelps og Biles ikke fik lov til at deltage i legene, ville folk være mindre interesserede i at se en no name atlet (How Olympic Ratings Surprised NBC).
Men selv om OL mister seertal ved at bruge amatøratleter, kan de stadig opfylde deres mål om at bidrage til en fredelig og bedre verden gennem sport. OL’s fokus bør ikke flyttes til antallet af seere eller sponsorer, men snarere bare på at bruge sporten til at bringe verden lidt tættere sammen. Disse professionelle atleter kan måske skaffe flere seere til legene, hvilket kan resultere i yderligere økonomisk succes. Men disse seere kan se disse professionelle atleter på normale sportsbegivenheder. De Olympiske Lege er noget meget større end en almindelig basketballkamp på ESPN.
Mens disse professionelle får tusindvis af penge fra store sponsorer og tjener mere end de fleste andre atleter, skal det bemærkes, at dette ikke mindsker deres talent. I de fleste tilfælde får disse atleter så mange sponsorer på grund af niveauet af deres talent. Det er indlysende, at det er de bedste af de bedste fra hvert land, der skal deltage i legene.
Selv om dette er sandt, så får disse atleter vanvittige beløb for bare at dukke op til disse begivenheder. Sponsorer betaler for deres træning på de bedste faciliteter. De bliver betalt for at bære udstyr af den højeste teknologi (Appelbaum, Binyamin). Ved at sende disse atleter af sted bliver de olympiske lege mere og mere til et spil for eliten. De atleter, der måske ikke fik mulighed for at blive sponsoreret, kan stadig deltage i legene, men virker pludselig så ubetydelige i forhold til disse professionelle atleter.
Det giver mening, at disse utrolige og hengivne atleter bliver betalt for deres hårde arbejde, men når man tænker på OL, bør betalte atleter ikke være oppe imod amatøratleter fra et andet land. Disse betalte atleter bør konkurrere i deres normale sæson, men ikke tage pladser på det olympiske hold frem for en amatøratlet med den samme mængde hengivenhed og kærlighed til deres sport og land.
At være atlet i USA er en fordel i sig selv. De har flere muligheder og ressourcer til at være en succesfuld atlet end dem i mindre heldige lande. De Olympiske Lege blev ikke skabt for at vise de økonomiske forskelle mellem landene for alle at se. De blev skabt for at landene kunne ignorere deres forskelle og konkurrere udelukkende på det sportslige område. Ved at tillade betalte og sponsorerede atleter at deltage får USA en meget lettere sejr. Selv om de professionelle atleter udviser stort talent og arbejder utroligt hårdt, har de også adgang til ressourcer, som atleter i hele verden måske ikke har adgang til.
Der er ingen måde at gøre OL fuldstændig lige vilkår på, men at tillade deltagelse af professionelle atleter har bestemt ikke hjulpet. Disse professionelle atleter kan måske give USA flere guldmedaljer, men disse medaljer mister betydning, når fokus er på penge og sponsorer. Grundlæggeren af de moderne olympiske lege sagde engang, at “det vigtigste ved de olympiske lege er ikke at vinde, men at deltage” (IOC). Atleter, der måske ikke får penge eller har sponsorer, bør stadig deltage i OL for at bevare ånden i at deltage.
Den sunde konkurrence og den håbefulde ånd, som sporten giver, bør overskride tiden og være mere inspirerende end store navne og dyre sponsorer. Små børn, der deltager på deres første sportshold, drømmer stadig om en dag at være den olympiske deltager med guldmedaljen i hånden. På trods af ændringer i de olympiske lege eller i verden generelt er drømme noget, der aldrig bør dø. Du kan også være den underdog, der trodser alle odds og slår drømmeholdet.