New York City er det bedste sted i verden for stand-up comedy. Punktum. Der kan fremføres argumenter på Los Angeles’ vegne, men de bør hurtigt skæres ned, da jeg som mange andre tror, at hovedparten af de komikere, der er baseret der, i lige så høj grad søger arbejde som skuespillere eller manuskriptforfattere, som de kæmper for at få scenetid. I New York er scenetid som heroin for en komiker. Man kan se dem sidde på kaffebarer og skrive bidder i timevis om eftermiddagen og længes efter en varm mikrofon og en chance for at skinne under det varme lys. Jeg ved det, fordi jeg er freelancejournalist, der ofte dækker komedie, og jeg befinder mig ofte i nærheden af komikere på kaffebarer.
Gldeligvis for New Yorks stand-ups tilbyder de fem bydele utallige muligheder for scenetid, hvilket også er fantastisk for indædte komediefans som mig selv. Til at begynde med er der Carolines on Broadway på Times Square, New York Comedy Club i Midtown og, måske den mest prestigefyldte af dem alle, med sit eget ugentlige Comedy Central-show og adskillige optrædener i sitcoms og film, Comedy Cellar i Greenwich Village. Disse klubber og nogle få andre betragtes som “mainstream rooms”, et behageligt sted, hvor comedy-veteraner præsenterer poleret materiale for et publikum, der i høj grad er befolket af turister. Selv om stort set alle komikere ville nyde at stå på scenen disse steder, kan der være meget på spil, da deltagerne betaler for billetter og skal overholde minimumsgrænsen på to drikkevarer. Da prisen for 90 minutters stand-up i disse komediekirker kan nå op på 50 dollars pr. person, har publikum en tendens til at kræve hurtige grin med vittigheder, som de fleste kan forstå.
Men hvis mine lommer er små, tager jeg til et mindre lokale – en café, en bar, en boghandlers kælder eller endda en vaskeri – hvor komikerne frit kan tage større risici. Der, på den alternative komediescene (alt-comedy for dens tilhængere), er grinene lige så gode, hvis ikke bedre, end noget som helst på mainstream-scenerne.
Folk, der er tilhængere af komedie i godt vejr, ser måske alt-scenen som et sted for underlige kunstnere i robotkostumer, der inkorporerer rekvisitter i deres vittigheder, som kan resultere i legemsbeskadigelse – af dem selv eller af publikum. Selvfølgelig kan man se noget af det til et alt-comedy-show, men kun fordi det passer lige ind i den mere udstødte ånd i samfundet. Alt-komikere bærer ikke nødvendigvis robotdragter; mange af dem leverer vittigheder som enhver traditionel komiker med et lidt mere skævt perspektiv, som f.eks. det, som alt-scene-veteranen Aparna Nancherla, der er blevet mainstream-succeshistorie, siger i disse dage om at leve med depression som en farvet kvinde og indadvendt person: “Nogle gange er jeg ked af det uden grund, men så husker jeg: et par grunde.” Og, hey, hvis du ikke kan lide det, du ser, så behøvede du sikkert ikke at smide 50 dollars for at være vidne til det. Mange alt-comedy-shows er billige eller har slet ingen dækning.
Med folk på billige pladser (og nogle gange mætte med gratis pizza og øl) er alt-komikerne mere frie til at udforske.
Ud over at spare dig penge, kan et alt-show måske endda give dig noget gratis. På Secret Loft, et lille spillested for scenekunst ikke langt fra Comedy Cellar, kan du score gratis pizza, mens du ser Casey James Salengo lave sit gakkede nummer om superspecifikke datingprofiler og Sydnee Washington indrømme, at hun ofte bliver forvekslet med en stripper ved navn Black Magic. På Precious Metal, en bar i Bushwick, der præsenterer et regelmæssigt show ved navn Karen med de morsomme Caitlin Peluffo og Emily Winter som værter, får du en gratis øl.
Med folk på billige pladser (og nogle gange mættet med gratis pizza og øl) er altkomikerne mere frie til at udforske. Man kan se dem udvikle ikke kun nye jokes, men også deres stemmer, som måske aldrig vil spille med et mainstream-publikum eller føre til en sitcom-aftale. Med andre ord er alt-shows som at gå ind og se en uafhængig film i stedet for en Hollywood-blockbuster. Og på samme måde som en filmstjerne på A-listen nogle gange genvinder sin kunstneriske integritet ved at medvirke i en indiefilm (hej, Bruce Willis i Moonrise Kingdom), vil store komikere også lejlighedsvis optræde i alt rooms. John Mulaney og Neil Brennan har f.eks. uanmeldt kigget forbi det intime lokale nedenunder i Union Hall i Brooklyn for at afprøve materiale. Jeg så engang Broad Citys Ilana Glazer på scenen to gange på en uge, nemlig på Better Days, en tapasrestaurant på Lower East Side, og i baren på Williamsburgs Knitting Factory, hvor der er comedy hver søndag aften. Begge shows var gratis, og jeg fik lov til at se Glazer finpudse en foruroligende morsom bid om nazister, der marcherer ind i byen i læderbukser, der afviser seksuel identitet.
Selv om New Yorks mainstream-scene kan prale af en rimelig mængde mangfoldighed, er den endnu mere udtalt på den gamle scene. Det Knitting Factory-show, som jeg var til, og hvor Glazer var med, havde også en græsk-amerikansk fyr, en sort kvinde fra Atlanta, en iransk-amerikansk fyr, der beskrev sig selv som “våben-lignende homoseksuel”, en sort komiker i byen fra Sydafrika og en symbolsk hvid fyr fra Midtvesten. Der er LGBT-komik på det historiske Stonewall Inn, improvisation kun for kvinder på Q.E.D., mens Brooklyns Friends and Lovers-bar har et månedligt show, der udelukkende er helliget indvandrerkomikere og hedder Speak American. Transkønnede komikere stiger også i graderne på alt-scenen, og en af dem fortalte mig, at hun ikke ville lave komedie, hvis det ikke var for de mere generelt accepterende alt-rum. Den mere bredtfavnende population af komikere i alt-miljøet betyder, at publikum får mulighed for at opleve en række forskellige perspektiver – nogle gange udfordrende perspektiver. At se kvinder, farvede mennesker eller LGBTQ+-folk lave sjov med heteroseksuelle hvide fyre som mig selv får mig ikke kun til at grine, men hjælper mig også til at holde mit privilegium i skak. Og deres perspektiver på sociale spørgsmål gør mig nogle gange opmærksom på ting, som jeg ellers ikke ville have kendt til, selv om jeg får rosenkinder af at fnise.
Så fornøjelig en aften i en mainstream comedy club end er, så er det den alternative comedy-scene, der tilbyder vittigheder, der er lige så indsigtsfulde, som de er skæve, og som koster et minimum. Det eneste, du skal miste ved at gå til et alternativt show, er din værdighed – fra at falde ned fra din stol.
Michael Stahl er freelance reporter, forfatter og redaktør med base i New York City. Du kan se udvalgte klip af hans fra Rolling Stone, Vice, Vulture, CityLab, Narratively, og andre steder på Muckrack. Følg ham på Twitter @MichaelRStahl.