Det har ikke altid været sådan her.
Der var engang, hvor NBA havde kampe, efterfulgt af interviews efter kampen, og derfra så folk højdepunkter, læste rapporter og ventede spændt på den næste kamp.
Nu er der efter hver playoff-kamp den med spænding ventede pressekonference efter kampen.
Podiet er blevet et improvisations-komedie-showcase for både trænere og spillere. Problemet er selvfølgelig, at NBA-spillere og -trænere i virkeligheden ikke er så sjove.
Det er sødt, at Chris Paul kan tage sit barn med på podiet og få ham til at imitere Blake Griffin. Men i det store hele har det ingen betydning for resultatet af den kamp, der lige er blevet spillet, og det har heller ingen betydning for resultatet af fremtidige kampe.
NBA-spillernes, og endda trænernes, evne til at være underholdende på podiet har indflydelse på én ting og kun én ting: markedsføring. Promovering af sporten, ligaen og de involverede personer, alt sammen for at give lidt comic relief i kølvandet på en hårdt kæmpet NBA-konkurrence.
Ingen større holdsport er mere afhængig af det offentlige image af sine superstjerner end NBA.
NFL, NHL og MLB har alle brug for deres stjerner. Men både i fodbold og ishockey er ansigterne på deres bedste spillere indhyllet i beskyttelsesudstyr. Baseball har en afgrænsning mellem pitchere og hitters, der har indflydelse på, hvor ofte de kan optræde i kampene.
NBA – med sine 12-mandstrupper og fem-mands startopstillinger – er i en liga for sig selv.
Hvert gram eksponering, som dens superstjerner kan få, er en mulighed for at forbedre det meget højprofilerede image, som ligaen er afhængig af for at få succes.
Pressekonferencerne efter kampene er blevet udmøntet i penge ligesom trøjerne, sneakers, shorts, pandebånd og sodavand. De er en drivkraft bag det brand, som ligaen forsøger at etablere.
Disse konferencer er, som så mange andre dele af sporten og samfundet som helhed, blevet pengemaskine.
Naturligvis kan de være underholdende, hvis de får den rette sammensætning af karakterer. På et tidspunkt vil de dog blive slidte, og alle de skæve modeudtalelser og underholdende pointer vil ikke blive andet end endnu en række “ho-hum”-begivenheder.
I mellemtiden kan man forvente hyppigere pressekonferencer efter kampene, der er forklædt som sideshows. Når alt kommer til alt, skal showet jo fortsætte.