Getty
“Homøostase, der kommer af de græske ord for ‘samme’ og ‘stabil’, henviser til enhver proces, som levende væsener bruger til aktivt at opretholde nogenlunde stabile forhold, der er nødvendige for at overleve.”
– Emeritus professor Kelvin Rodolfo, i Scientific American
Og selv om ordet homøostase blev opfundet for mindre end hundrede år siden, beskriver det et fænomen, der er lige så gammelt som menneskeheden. Så længe vi har eksisteret, har homeostase – en slags dynamisk stabilitet – været afgørende for vores velbefindende. Hvis vi f.eks. får det for varmt, har vi kropslige mekanismer som f.eks. sveddannelse til at køle os ned til en optimal temperatur igen. Og hvis de ikke virker, har vi lært at anvende eksterne balanceringsmekanismer: gå ind i skyggen, find køligt vand at hælde over os selv og/eller drikke. Hvis vi får for lidt energi til at forbrænde som brændstof, bliver vi sultne. Vi er programmeret til at holde os inden for et sæt fysiske parametre, der holder os i live og sunde, og som vi oplever som “behagelige”.”
Historisk set har den sociologiske homøostase også tjent os godt. At være i stand til at skabe og opretholde stabile familiegrupper og større arbejdsgrupper – landsby, gård eller fabrik – gjorde det mere sandsynligt, at disse grupper over tid ville være i stand til at trives og vokse. At følge mere eller mindre de samme regler, dyrke og spise de samme fødevarer, have de samme forventninger til hinanden, som havde vist sig at fungere godt i mange år, alt dette var et godt værn mod uundgåelige forstyrrelser udefra – afgrødefejl, sygdom, invasion. Og så snart den usædvanlige omstændighed var overstået, lærte vi at vende tilbage til “det normale” så hurtigt som muligt. Kort sagt: Gennem langt størstedelen af vores menneskelige historie har betydelige ændringer næsten altid været en trussel mod vores velfærd og skulle håndteres eller fjernes øjeblikkeligt for at vende tilbage til homeostase, status quo.
Så her står vi med denne dybt indlejrede, ældgamle trang til homøostase. Og i stedet for at tjene os næsten hele tiden, som den har gjort det i årtusinder, tjener den os nu kun i nogle tilfælde. Den tjener os fysiologisk: Det er stadig vigtigt at holde vores kroppe inden for visse parametre for vægt, temperatur og hydrering for at holde os sunde og vitale. Vores stræben efter homøostase tjener os ofte også interpersonelt: Det er stadig sundt og vigtigt – måske mere end nogensinde før – at skabe og opretholde stærke, stabile menneskelige bånd.
Men organisatorisk (og jeg vil hævde politisk, videnskabeligt og økonomisk) bliver vi nødt til at give slip på vores ældgamle fokus på at holde tingene ved lige og i stedet lære at føle os godt tilpas med og finde en ny form for dynamisk stabilitet i en tilstand af løbende forandring. For at kunne overleve og trives i dag, i morgen og næste år er vi nødt til at omlægge os selv og vores organisationer. Vi er nødt til at skabe alternativer til vores gennemprøvede afhængighed af stabilitet og det kendte – at opbygge nye måder at tænke og fungere på, som gør det muligt for os at acceptere og endda omfavne kontinuerlige forandringer på flere niveauer.
Hvordan kan vi gøre det? Jeg kunne skrive en hel bog (og er faktisk ved at skrive den – se efter den i 2020) om, hvordan man kan se forandringer som normale og bevæge sig godt igennem dem. Men for nu vil jeg dele den evne, der er kernen i at håndtere forandringer: at lære at ændre vores tankegang om selve forandringen.
Om oftest, når der foreslås en ændring, som vil påvirke os, er vores første tanker – det, vi siger til os selv om den – negative. Vi fortæller os selv, at forandringen vil være vanskelig (svær at gennemføre, kompliceret, akavet), kostbar (tidskrævende, skadelig for os eller vores omdømme) og/eller underlig (ikke som folk opfører sig, ikke som det forventes). Når vi fortæller os selv disse ting, får det forandringen til at virke tåbelig eller endog farlig (anti-homeostatisk); det sætter os automatisk i stand til at modstå eller endog sabotere forandringen.
Glædeligvis for os alle kan vi beslutte os for at tale anderledes til os selv. Vi kan fokusere på de måder, hvorpå ændringen faktisk kan være let (enklere end den nuværende tilgang, når vi først har lært den, eller hurtigere), givende (giver mig noget, jeg sætter pris på, f.eks. forbedrede relationer eller nye færdigheder) og normal (det kunne være sådan, vi alle gør det, eller sådan gør fantastiske mennesker det).
Jeg foreslår, at du prøver dette, næste gang en ændring foreslås for dig. Læg mærke til, hvordan du taler til dig selv om den, og hvis din indre dialog tenderer mod det vanskelige, dyre og underlige, så se, hvordan du i stedet kan tale til dig selv om, hvordan ændringen virkelig kunne være let, givende eller normal. Du vil måske blive overrasket over, hvordan dette enkle indre skift straks kan få dig til at føle dig mere åben og nysgerrig over for de muligheder, der ligger i forandringen. Held og lykke – og lad mig endelig vide, hvordan det virker.