Hvorfor har den ortodokse kirke gifte præster?
Gifte præster er et af de punkter, der adskiller den ortodokse kirke fra den romersk-katolske kirke. Den ortodokse kirke tillader præster at gifte sig, så længe de gør det før deres ordination. Det er dog kun cølibatære eller ugifte præster, der kan blive biskopper.
I den tidlige kirke ser vi, at nogle af Herrens disciple var gift. Τoskrifterne taler om, at Jesus helbreder Peters svigermor. På apostlenes tid, hvor titlerne “presbyter” og “biskop” blev brugt i flæng, rådede Paulus om, at en biskop “skal være ulastelig, ægtemand af én hustru, mådeholden og nøgtern…” (1 Timotheus 3:2). Selv senere, da presbyternes og biskoppernes roller blev mere klart afgrænset, kunne de hver især vælge at gifte sig. I det 5. århundrede besluttede kirken imidlertid, at biskopper af pastorale grunde (så familieanliggender ikke kom i vejen for tilsynet med kirken) skulle forblive cølibatære. I Vesten blev dette krav udvidet til også at gælde for præster og blev klart formuleret i det 12. århundrede.
Ved at tillade gifte mænd at blive præster bekræfter den ortodokse kirke velsignelsen af ægteskabet uden at mindske bekræftelsen af velsignelsen af cølibatet. Den hellige Clemens af Alexandria skriver: “Cølibat og ægteskab har hver deres funktion og specifikke tjenester for Herren”, og derfor “hylder vi dem, som Herren har begunstiget med cølibatets gave, og beundrer monogami og dens værdighed” (The Stromata, Bog 3). Ægteskab i overensstemmelse med Kristi vilje og cølibat som en hengivenhed til Kristus er to forskellige åndelige veje, der er lige gyldige for en sand udfoldelse af det åndelige liv. Dette gælder for ordinerede præster som for alle andre.
Ugifte mænd, der føler sig kaldet til præstegerningen, må beslutte, om de først skal gifte sig og derefter blive ordineret eller om de skal blive cølibatære præster. Man må forstå, at cølibatet er en særlig gave fra Gud. Da Ældste Paisios blev spurgt om dette spørgsmål, sagde han, at alle forhindringer på vejen til et cølibatært liv i Kristus kan overvindes med bøn og åndelig kamp. Men én ting kan ikke overvindes, og det er behovet og ønsket om at få en familie, fordi dette ønske er indplantet i os af Gud (1. Mosebog 1:27-28). Derfor er kaldelsen til det cølibatære liv en særlig gave fra Gud.
Gud har velsignet både det cølibatære og det gifte liv. Det er op til hver enkelt af os at bruge vores givne kald til at opnå frelse for os selv og for dem omkring os. Vores kald er blot vejen til vores frelse. Især præsten stræber efter at være et forbillede for det kristne liv; at være, som den hellige Basilius den Store siger, “en ulastelig arbejder, der retfærdigvis forkynder sandhedens ord” (Basilius’ bud til præsterne). Dette kan opnås, uanset om præsten er gift eller cølibat.
† Fr G. L.