Hvorfor jeg ikke går på date som 23-årig:
Jeg har aldrig rigtig gået på date. Jeg har aldrig nogensinde været gift. Der var ingen high school kærester eller college modstykker. Jeg har aldrig bevidst søgt efter kærlighed, sex eller hvad millennial sammenblanding af romantik det er i disse dage. Og nej, jeg er ikke aseksuel. Selvfølgelig har der været uventede affærer og forvirrende “situationsforhold”, men jeg går ikke aktivt ud og dater.
Jeg har spekuleret på, om jeg går glip af noget, og om jeg gør livet forkert. Venner stirrer tomt på mig med en antydning af medlidenhed, når jeg for utallige gange fortæller dem, at “nej, jeg ser ikke nogen”. De burde egentlig vide det efterhånden. Men jeg bebrejder dem ikke, for hvem vil ikke gerne have en uhøjtidelig singleveninde at leve vicariously igennem, især hvis de kommer fra et banalt og behageligt forhold. Alligevel har jeg en tendens til at skuffe, da svaret altid er det samme: “Nej, jeg gør bare mig selv” (hvilket tilfældigvis har været mit livsmotto i de sidste 23 år). Men jeg elsker at lytte generøst til andre venners datingekstravaganzaer og sæbeoperahistorier om tusindårig kærlighed, mens jeg tænker ved mig selv: “Måske har jeg brug for lidt mere drama i mit liv”.
(Det har ingen nogensinde sagt.)
Jeg har intet imod apps. Jeg har før gennemtrawlet apps, fordi jeg naturligvis er nysgerrig på, hvad der egentlig foregår derinde for at resultere i, at de bliver hadet af så mange, men alligevel hele tiden bliver brugt af de samme mennesker. Jeg er jo trods alt en tvilling. Men min tvillingernatur har også et opmærksomhedsspænd på størrelse med en guldfisk og et kedsomhedsbarometer, der overskrider grænsen ved selv den mindste antydning af kedsomhed. Så jeg har lige så meget interesse og entusiasme for apps, som et lille barn har for at spise sin broccoli (dvs. ikke særlig meget). At tale med fremmede, som jeg ærligt talt ikke har nogen interesse i, giver mig ikke megen spænding. Jeg kan ganske enkelt ikke lade mig narre.
Dating virker frygtelig dramatisk og følelsesmæssigt belastende. Dechifreringen af kryptiske sms’er, profilering på de sociale medier og den generelle digitale politik i forbindelse med dating er nok til, at jeg overvejer at smide min telefon ud fra Sydney Harbour Bridge. Ved du, hvor rart det er at have et fredeligt sind, der ikke er besættende fikseret på en anden person? Det frigør en masse energi. Jeg kan trygt se på fra tilskuerpladsen, mens andre fortæller mig om deres aktuelle dating clusterfuck. Det bliver meget underholdende. Og det gør ikke meget for at overbevise mig om, at jeg er nødt til at begynde at date.
Men på trods af, hvad du måske tror, har jeg faktisk ikke noget imod dating. Jeg er ikke en anti-dating-nonne, der bor i et kloster. Under en middag med en veninde tidligere på året (dagene før den virus-hvem-skal-ikke-navnes) diskuterede vi datingverdenen eller specifikt hendes egen datingverden. Jeg var chokeret over at erfare, at folk dater for sjov og ikke udelukkende med det formål at søge et forhold. Tidligere havde jeg opfattet dating som et spørgsmål om at finde en person, der kunne indgå i et forhold med mig, for at udfylde mit eget gabende hul af usikkerhed. Da det gik op for mig, at den eneste grund til at jeg ville overveje at date var for at “kurere” mig for disse svin, besluttede jeg, at det ville være mere frugtbart bare at blive sikker på egen hånd. Efterfølgende forsvandt det korte ønske om at date.
Jeg ved ikke engang, om jeg forstår, hvad dating teknisk set er. Hvordan er det specifikt klassificeret? Er dating defineret som at gå ud på barer med fremmede, man har mødt på apps? Indebærer “dating” at mødes eller gå i seng med andre mennesker på en ikke-eksklusiv måde, med en aura af afslappethed, der kan sammenlignes med at have joggingbukser på i supermarkedet? Er dating den aktive jagt på en anden i underholdningens navn, seksuel tilfredsstillelse, for sjov og ballade eller af kedsomhed? Er målet at få noget? At kurere den overvældende følelse af ensomhed?
(Måske er jeg kommet til at fremstå med den mindste snert af fordømmelse her.)
Jeg ser dating som spild af min tid. Jeg lyder som en frygtelig snobbet selvhøjtidelig person, som om jeg tilsyneladende har et mere krævende skema at følge med. Men det har jeg desværre ikke, med mindre du mener Keeping Up with the Kardashians. Jeg er blot en ung studerende på 20 år, der, som samfundet hævder, er perfekt moden til dating-scenen. Dating synes at være tidskrævende, en dyrebar vare, som jeg bruger selektivt. At balancere arbejdslivet med den eminente udskydelse af universitetsopgaver, et tvivlsomt mentalt helbred og opretholdelsen af en smule af et socialt liv bruger overraskende nok en masse af min energi. Hvordan fanden har folk tid til at date? De må trække tiden ud af røven, for bare tanken om det udmatter mig.
Måske er min manglende interesse for dating et resultat af, at jeg er en genert indadvendt person, der ikke bryder mig om at forgrene mig ud af min egen omgangskreds. Men hvor forbløffende det end kan virke, så elsker jeg faktisk at møde nye mennesker antageligvis lige så meget som dem, der nyder at date. Det, jeg ikke går ind for, er den aktive jagt på datingoplevelser bare for datingens skyld. Jeg må virke utrolig kedelig; det tænkte jeg selv, da jeg læste tilbage på denne udtalelse. Kald mig en romantiker, men jeg vil hellere date spontant. Kan du huske dengang, hvor du var ude i naturen, og en attraktiv person nærmede sig dig og inviterede dig ud, i virkeligheden? (Jeg kan ikke sige, at jeg personligt husker den tid som 23-årig.) Jeg ønsker, at dating skal ske sporadisk og uventet for mig. Jeg vil gerne være ude og bare leve mit liv og ikke skænke en skid af en tanke om at date nogen, når øjeblikket opstår.
Hvis det at finde ‘den eneste ene’ virkelig er et spil om tal, så er chancerne for at det snart sker nok ikke i min favør, hvis jeg ikke ‘kommer ud derude’ og dater. Samfundet kan fortælle mig, at jeg går glip af noget, men for en person, der aldrig rigtig har dateret i første omgang, har jeg vel ingen idé om mit liv virkelig ‘mangler’ i det fulde spektrum af menneskelige oplevelser. Måske kommer den dag snart igen, hvor min nysgerrighed endnu engang vil pirre mig til at dyppe tæerne i onlineverdenen af dating fuckery og millennial love. Eller måske vil den komme som en to-by-fire, når jeg mindst venter det ude i naturen. Men indtil da er jeg ganske tilfreds med at se de teatralske dramaer udspille sig på scenen; jeg vil være i publikum med mine popcorn.
Tilbage til numre