For dem, der går på UC Berkeley, er den årlige Cal Day som en religiøs helligdag.
Hver lørdag i april går campus helt i gang med en fejring af det, der gør os fantastiske. Nyligt optagne studerende får deres første glimt af, hvordan det er at gå på denne fantastiske institution, som regel ledsaget af forældre og familie. De vil se Sproul Plaza og Sather Gate i al deres pragt.
De vil måske gå op på Campanile og se bugten i al sin pragt. De kan overvære en præsentation af fakultetet eller se en demonstration af den verdenskendte genialitet, der foregår her.
Hvorom alt kommer til alt, er det hele dog overvurderet. Den hype og pomp omkring Cal Day bliver aldrig helt fyldt.
Tagline for Cal Day er “One day. En million idéer.” Det er helt præcist.
Her på Berkeley er det ufatteligt, hvor mange ting man kan lave, og hvor mange forskellige historier man kan opleve. Universitetet har en historisk tradition for aktivisme, social retfærdighed og progressiv tænkning, som er uden sidestykke. Det fører til den (noget berettigede) stereotype af en beskidt Berkeley-liberal, der omfavner modkulturen og protesterer mod etablissementet.
Samtidig er der så mange nobelprisvindere her, at de har fået udpegede parkeringspladser. Vores studenterforvaltning er en 501(c)3 non-profitorganisation, der er fuldstændig uafhængig af administrationen, den eneste af sin slags i landet. Du kan finde alt dette i de brochurer, de uddeler på Cal Day, og med god grund: Det er alt sammen sandt, og vi er stolte af det.
Der er visse aspekter af dette campus, som ikke skinner på Cal Day, og det er med rette. At gå på UC Berkeley er ikke uden udfordringer. Vi er midt i en boligkrise, og med en yderligere tilstrømning af studerende næste år uden ekstra sengepladser vil den kun vokse.
Mishandlingen af sager om seksuel chikane har ført til tilbagetrædelser på hele campus, herunder vicekansler og provst Claude Steele. Sammen med alvorlige budgetunderskud, der har ført til samtaler om lukning af afdelinger og hele colleges, tegner der sig et mindre rosenrødt billede af Berkeley.
Det er i denne sammenhæng, at jeg siger, at Cal Day er overvurderet. Jeg elsker min skole, og jeg elsker de mennesker, der deltager i den sammen med mig. For mig er Berkeley mit hjem, og jeg ville ikke have det på nogen anden måde. Men når vi bliver fanget af det, der gør Berkeley fantastisk, og glemmer resten, lider vi som studerende.
Nye studerende fortjener at vide, at her på Cal tænker vi kritisk over verden omkring os, selv vores eget universitet. Vi elsker at være Golden Bears, men det betyder ikke, at vi er gyldne hele tiden. For de fleste mennesker her er Cal Day en dag lang fejring af vores skole og af, hvorfor vi går her. For nyligt optagne studerende er det et første indblik i livet på Berkeley. Dette kig og denne fejring bør indkapsle hele UC Berkeley-oplevelsen.
Jeg synes, at Cal Day er overvurderet, fordi vores skole ikke har brug for en dag til at slå sig på brystet og prale af alle de vidunderlige ting, vi gør. Vores skole skinner i de samtaler og interaktioner, når folk spørger os, hvordan vi kan lide UC Berkeley, og vi fortæller dem, at det er fantastisk, men ikke perfekt. Disse samtaler finder sted med vores familie, vores venner og ja, selv potentielle studerende.
Det bedste salgsargument for Cal er ikke en dag på lørdag, det er de enkelte mennesker, der kan fortælle dig om dette sted med deres egne ord. Disse mennesker, der vil fortælle deres “millioner af historier” hver eneste dag året rundt.