NAIROBI For nylig, da jeg kom med en kommentar til en ven om de kenyanske atleters evner, afviste han den med foragt: “De er ikke kenyanere,” snøftede han. “De er Kalenjins.” Det er overflødigt at sige, at han ikke er en af dem.
Da jeg besluttede mig for at følge op på dette, interviewede jeg Josh Kiragu, træner for det kenyanske hold i mere glorværdige dage. Han stod i spidsen for holdet ved All-Africa Games i Algier og senere ved Commonwealth Games i Edmonton i Canada.
Nostalgisk ser han tilbage på Henry Ronos tid, hvor han slog fem verdensrekorder i løbet af to år. Kiragu, der selv er fra Meru, benægter ikke, at der er noget i Kalenjin-kulturen og -traditionen, der prædisponerer dem til at løbe godt.
“Det er det faktum, at de holder kvæg og løber efter dem i højlandet”, siger Kiragu. “Så er der den højde, som de bor i, i Rift Valley. Desuden er der et biologisk aspekt: Deres længere lårbensknogle betyder, at deres rækkevidde er bedre.”
“De fleste mellemdistanceløbere har noget, der ligner det,” tilføjer han. “Det er et spørgsmål om at slå til: Deres overkrop er stærkere, så de kan tage meget mere luft ind.”
Er det endnu et eksempel på Darwins “survival of the fittest”?
Ja, svarer han og peger på Etiopiens berømte Haile Gebreselassie, som også er bygget på den måde.
Sidste år hævdede en gruppe danske forskere, der gennemførte forsøg på en gruppe Kalenjin-skoledrenge og danske skoledrenge, at resultaterne viste, at løbere fra Nandi Hills-løbere har en genetisk fordel i forhold til andre atleter.
Presserapporter døbte disse fordele “hastighedsgener”, og forskerne hævdede, at deres forskning har støtte fra nogle kenyanske topatleter, herunder Mike Boit og Peter Rono, hvoraf sidstnævnte siger, at det var miljøet kombineret med maden og opdragelsen, der gjorde dem til naturlige løbere.
Kiragu er enig i, at det er det, man gør tidligt i livet, der er afgørende for konditionen. Kalenjinerne har den fordel, at de befinder sig i stor højde, hvilket betyder, at de har brug for mere ilt og derfor er i stand til at konditionere deres hjerte og åndedrætssystem. Når de kommer ned til lavere højder, er de i stand til at løbe meget hurtigere end os mindre dødelige.
“Træn på toppen af et bjerg, og du vil blive en stjerne!” siger Kiragu.
Kosten spiller også en vigtig rolle. Ligesom andre hyrdefolk spiser Kalenjinerne meget kød og mælk, som forsyner kroppen med energirige kulhydrater samt knogleopbyggende calcium. Kalenjin-folket finder græs til deres dyr i lavlandet og er nødt til at bestige mange bakker i modsætning til maasaierne, som holder sig til lavlandet.
Spejdere deltager i deres grundskoles konkurrencer for at holde øje med særlige talenter.
“Når det gælder atletik,” spøgte Kiragu, “er alle bange for kalenjinerne, fordi de altid fejer bordet.”
Drenge og piger er ofte begavede, men han påpeger, at skikken med tidlige ægteskaber fratager mange kvinder chancen for at udvikle deres talenter. Tegla Loroupe har brugt meget tid og energi på at oprette en lejr for unge kvindelige atleter for at give dem den opmuntring, de har brug for, ud over at hun selv er en fremragende rollemodel.
Unge kenyanske atleter bliver taget til lejre i Japan, Tyskland og Storbritannien for at udvikle sig, mens Kiragu mener, at det er vigtigt, at de træner i Kenya, støttet af et velorganiseret sportsministerium. I øjeblikket er sportsfunktionen opslugt i et stort ministerium, der beskæftiger sig med kultur og indre anliggender, og dermed mister den sit potentiale til at være virkelig effektiv.
Den er som på så mange andre områder af samfundslivet overladt til den enkelte og private organisationer.
Militæret er også gået ind i kampen, sammen med organisationer som Kenya Communications Sports Organisation, for at finde talenter gennem regelmæssige konkurrencer. Provinsmesterskaber sikrer, at der findes fremtidige prisvindere.
Kiragu tænker med glæde tilbage på 1970’erne, da der var statsfinansierede ungdomscentre over hele landet, og da Kenyas fodboldhold var stærkt. I dag støtter man en årlig musikfestival i Nairobi, men sport er udeladt. Ikke desto mindre vandt Kenya to guld-, to sølv- og to bronzemedaljer ved sidste års Olympiske Lege i Sydney, alle i løb. Hvor imponerende det end er, kan det ikke sammenlignes med Kenyas præstation ved OL i Seoul i 1988, hvor holdet vandt 800, 5.000 og 10.000 meter. Men Kiragu glæder sig over at minde mig om, at kenyanerne havde vundet den olympiske steeplechase hver gang siden 1984!
Troede han, at Kenyas løberes relative succes i 2000-året kunne give et skub til ny energi og nye midler? Atleterne var ikke så meget på banen som kenyanere, men snarere som enkeltpersoner, og i den egenskab kunne de tjene en masse penge. Det kenyanske amatøridrætsforbund insisterer på, at de kommer tilbage og løber for landet, men det er kun i et år med olympiske lege eller Commonwealth Games.
“Det er et spørgsmål om engagement og støtte fra regeringen”, insisterer Kiragu. “Regeringen bør gøre mere for at gøre atleterne stolte af deres land.”
Han nævner eksemplet med Cameroun, der sidste års olympiske fodboldstjerner: “Cremen på deres hold kan bo på et hvilket som helst hotel og få vin og middag for ingenting.”
Cameroun har et ministerium, der er dedikeret til sport, som finder unge talenter og udvikler dem. Kiragu sammenligner dette med den måde, hvorpå tidligere kenyanske boksestjerner får lov til at dø i anonymitet. En undtagelse er den tidligere politimand-atlet Kipchoge Keino, “den bedste atlet, Kenya nogensinde har produceret”, som er blevet hædret ved at få en gade opkaldt efter sig i alle større byer i landet.
Siden sin storhedstid i 1960’erne og 1970’erne har han oprettet et børnehjem i Eldoret og repræsenterer nu Kenya i den Internationale Olympiske Komité.
Kip Keino afviser dog ideen om genetiske fordele som “racistisk vrøvl”.
“For mig er det interesse og hårdt arbejde,” siger guldmedaljevinderen fra OL i 1968 og 1972. “Der er intet i denne verden, medmindre du arbejder hårdt for at nå dertil, hvor du er, og derfor tror jeg, at løb er mentalt; tre fjerdedele af alting er mentalt.”
Kiragu har i sin tid været cheftræner for fodbold, svømning og basketball, og han ryster trist på hovedet, når han kommenterer antallet af topatleter, der går til spilde. Han har selv løbet og svømmet i gymnasiet og gik senere på Loughborough University i Storbritannien, hvor han specialiserede sig i coaching. Han arbejdede i fritids- og fritidsafdelingen på Utalii College i Nairobi, hvor han var med til at uddanne ledere. Senere tog han til Aberdeen i Skotland for at videreuddanne sig.
Hvordan var Storbritannien sammenlignet med Kenya, når det gjaldt sport?
“Det Forenede Kongerige udmærker sig naturligvis inden for f.eks. styrketræning,” siger han, “men her har vi naturlige faciliteter og den store højde, som er så vigtig for løbere.”
Hvis nogen skulle være i tvivl om, at det hjælper at kaste penge efter problemet, så er Storbritanniens præstationer ved dette års OL et bevis på, at det gør det. Det britiske holds 11 guldmedaljer repræsenterer en forbløffende vending i forhold til tilbagegangen i Atlanta for fire år siden.
“Forskellen i forhold til Atlanta”, siger Richard Williams i en nylig Guardian Weekly, “var lotterimidlerne, som, når de blev brugt fornuftigt, gjorde det muligt for atleterne at forberede sig på fuld tid under opsyn af trænere i verdensklasse og ekspertlægehold.”
Ideen om, at disse konkurrencer finder sted på “lige vilkår”, blev en gang for alle skudt i sænk af Global Equity Monitoring med base i Canberra, Australien, som dagligt genberegnede Sydney OL-scorerne justeret for indikatorer for økonomisk og social udvikling. Når BNP pr. indbygger blev indregnet, faldt USA fra førstepladsen til en 16. plads ved legene i Atlanta i 1996.
Men folk som Josh Kiragu spilder ikke tiden med at sidde og have ondt af sig selv. Han har i øjeblikket travlt med at arbejde på Imani School i Thika, hvor han er sportmaster. Han husker, hvordan han måtte løbe lange ture til skolen, som så mange børn stadig må gøre i dag i landdistrikterne i Afrika.
“Min skole lå langt væk, så jeg løb i alt 12 kilometer om dagen!” griner han.
Nødvendighed siges at være opfinderens moder. Måske er der stadig nogle gode ting ved at bo i et “tilbagestående” udviklingsland.