THE LYRIC ESSAY
(For mere information, se vores genoptryk af “Seneca Review Promotes Lyric Essay” fra Poets & Writers Magazine.)
Med sit efterårsnummer fra 1997 begyndte Seneca Review at udgive det, som vi har valgt at kalde det lyriske essay. Den nylige opblomstring af kreativ nonfiktion og det personlige essay har givet en fascinerende undergenre, der ligger på tværs af essayet og det lyriske digt. Disse “poetiske essays” eller “essayistiske digte” lægger vægt på kunstnerisk kvalitet frem for formidling af information. De opgiver den fortællende linje, den diskursive logik og overtalelseskunsten til fordel for en idiosynkratisk meditation.
Det lyriske essay minder om digtet i sin tæthed og formbarhed, sin destillation af idéer og sprogets musikalitet. Det har noget af essayet i sin tyngde, i sit åbenlyse ønske om at beskæftige sig med fakta, idet det blander sin troskab mod det faktiske med sin passion for fantasifuld form.
Det lyriske essay forklarer ikke. Det kan nøjes med at nævne. Som Helen Vendler siger om det lyriske digt: “Det afhænger af huller. . . . Det er suggestivt snarere end udtømmende.” Det kan bevæge sig ved hjælp af associationer, springe fra den ene tankegang til den anden ved hjælp af billedsprog eller konnotationer, komme videre ved hjælp af sidestilling eller sideløbende poetisk logik. Generelt er det kort, kortfattet og slagkraftigt som et prosadigt digt. Men det kan også slynge sig og benytte sig af andre genrer, når de tjener dets formål: det er rekombinant og prøver teknikker fra fiktion, dramatik, journalistik, sang og film.
Givet sin genreblanding opstår det lyriske essay ofte i fragmenter og tager form som en mosaik – dets betydning er først synlig, når man træder tilbage og ser det i sin helhed. De historier, den fortæller, er måske ikke andet end metaforer. Eller også kan det uden historier sno sig ind i sig selv og kredse om kernen i et enkelt billede eller en enkelt idé uden klimaks, uden et tema, der kan omskrives. Det lyriske essay forfølger sit emne som et stenbrud, men er aldrig tilfreds med blot at forklare eller tilstå. Det opklarer gennem dansen i sin egen fordybelse.
Loyalt over for den oprindelige betydning af essayet som en prøve eller en søgen, et forsøg på at skabe mening, begiver det lyriske essay sig ud på en ukendt kurs gennem sammenflettede net af idéer, omstændigheder og sprog – en forfølgelse uden forud kendt konklusion, en ankomst, der stadig kan efterlade forfatteren i tvivl. Selv om det er grublende, efterlader det dele af erfaringerne ufordøjet og stiltiende og inviterer læseren til at deltage i fortolkningen. Dens stemme, der tales fra et privatliv, som vi overhører og træder ind i, har den intimitet, som vi er blevet vant til at forvente af det personlige essay. Men i det lyriske essay er stemmen ofte mere tilbageholdende, nærmest tilbageholdende, bevidst om den kompliment, den giver læseren i kraft af underdrivelse.
Hvad er det, der har bragt essayet så tæt på poesien? Måske er vi tiltrukket af lyrikken nu, fordi det synes mindre muligt (og givende) at nærme sig verden gennem hoveddøren, gennem myten om objektivitet. En faktas levetid bliver kortere og kortere; lighed synes ofte mere afslørende end sandfærdighed. Vi vender os til kunstneren for at rekonstruere mening fra erfaringens bombardementer, for at chokere, begejstre, stille støjen og binde vores opmærksomhed.
Vi vender os til det lyriske essay – med dets formbarhed, opfindsomhed, umiddelbarhed, kompleksitet og brug af poetisk sprog – for at give os en ny måde at gøre musik af verden på. Men vi må være villige til at begive os ud på en kunstnerisk gren sammen med disse forfattere, holde balancen på deres til tider svimlende sidespor. Anne Carson citerer Paul Celan i sit essay om lyrikken “Why Did I Awake Lonely Among the Sleepers” (offentliggjort i Seneca Review Vol. XXVII, no. 2). Det, han siger om digtet, kunne godt siges om det lyriske essay:
Digtet holder stand på sin egen margin…. Digtet er ensomt. Det er ensomt og undervejs. Dets forfatter bliver ved det.
Hvis læseren er villig til at gå i disse marginer, er der nye verdener at finde.
–Deborah Tall, redaktør og John D’Agata, medredaktør for lyriske essays