Hyperkromicitet er stigningen i et materiales absorbans (optisk tæthed). Det mest berømte eksempel er en hyperkromicitet af et DNA, der opstår, når DNA-duplex denatureres. UV-absorptionen øges, når de to enkelte DNA-strenge adskilles, enten ved varme eller ved tilsætning af denatureringsmiddel eller ved at sænke pH-værdien. Det modsatte, et fald i absorbansen, kaldes hypokromicitet.
Udviderlig anbefalet viden
Varme denaturering af DNA, også kaldet smeltning, medfører, at dobbeltspiralstrukturen afvikles og danner enkeltstrenget DNA. Når DNA i opløsning opvarmes over dets smeltetemperatur (normalt mere end 80 oC), afvikles det dobbeltstrengede DNA til enkeltstrenget DNA. Baserne løsnes fra hinanden og kan derfor absorbere mere lys. I deres oprindelige tilstand absorberer DNA’s baser lys i bølgelængdeområdet 260 nm. Når baserne løsnes fra hinanden, ændres bølgelængden for maksimal absorbans ikke, men den absorberede mængde øges med 30-40 %.
Hyperkromicitet kan bruges til at spore DNA’s tilstand i takt med temperaturændringer. Overgangs-/smeltetemperaturen (Tm) er den temperatur, hvor absorbansen af UV-lys er 50 % mellem maksimum og minimum, dvs. hvor 50 % af DNA’et er denatureret.