I forbindelse med folkesundhed beskriver Verdenssundhedsorganisationen (WHO) implementeringsforskning som en form for forskning, der “tager fat på flaskehalse i forbindelse med implementering, identificerer optimale fremgangsmåder for en bestemt situation og fremmer anvendelsen af forskningsresultater: i sidste ende fører den til forbedret sundhedspleje og levering af sundhedsydelser”. WHO identificerer fire bemærkelsesværdige karakteristika ved implementeringsforskning: den er systematisk, tværfaglig, kontekstuel og kompleks. Mere bredt er implementeringsforskning blevet defineret som “den videnskabelige undersøgelse af spørgsmål vedrørende implementering – den handling, der består i at føre en hensigt ud i livet, hvilket i sundhedsforskning kan være politikker, programmer eller individuel praksis (samlet kaldet interventioner).”
Der anvendes en række kvalitative og kvantitative forskningsmetoder i implementeringsforskning på sundhedsområdet. Nogle metoder er blevet udviklet specifikt med henblik på implementeringsforskning. Det drejer sig om pragmatiske forsøg, participatorisk aktionsforskning, hybride forsøg med effektivitet-implementering og undersøgelser af kvalitetsforbedring. En gennemgang i 2018 af undersøgelsesdesigns inden for implementeringsforskning viste, at randomiserede designs, som f.eks. klynge-RCT’er, blev anvendt i 77 % af tilfældene, og 61 % af undersøgelserne omfattede både kvantitative og kvalitative metoder.
En arbejdsgruppe bestående af forskere inden for folkesundhed har foreslået en standard for rapportering af implementeringsundersøgelser (StaRI) inden for folkesundhed.