Et hold forskere pakkede for nylig en mobil MRI-scanner bag på en traktortrailer og kørte den ind i et fængsel med middelhøj sikkerhed med det formål at scanne et stort antal kriminelle, der er blevet klassificeret som psykopater. Det anslås, at selv om psykopater kun udgør en procent af den almindelige befolkning, betyder deres udbredelse i forbindelse med at begå forbrydelser, at de udgør mellem 15 og 25 procent af den mandlige nordamerikanske fængselsbefolkning. Så hvad foregår der inde i psykopaters hjerner?
Det var ikke første gang, at forskere har fragtet MRI’er ind i fængsler for at studere psykopaters hjerner. Vi synes at være uendeligt fascineret af at forstå, hvordan psykopater tænker, og vores voksende indsigt i neurovidenskaben bag psykopati ændrer grundlæggende ideer om personligt ansvar og metalsygdom.
Psykopaten, der studerer psykopater
Et berygtet øjeblik i historien om psykopaters neurovidenskab kom i 2006, da videnskabsmanden James Fallon gennemgik en bunke PET-scanninger. Fallon havde studeret det neuroanatomiske grundlag for psykopati i nogen tid, og han var begyndt at få et godt greb om, hvilken slags hjerneaktivitet der kunne signalere disse tendenser. På hans skrivebord lå der blandt hjernescanninger af mordere, depressive og skizofrene personer også scanninger af ham selv og hans familie, som var en del af en separat undersøgelse af Alzheimers sygdom, der blev udført.
“Jeg kom til bunden af stakken og så denne scanning, som tydeligvis var patologisk,” sagde Fallon i et interview med Smithsonian.
Igennem at slå koden bag scanningen op opdagede han, at han i virkeligheden så sin egen hjerne. Fallons forskning vendte sig derefter mod ham selv, og han gik videre med at undersøge flere neurologiske og genetiske markører, der korrelerede med psykopatiske tendenser. Fallons personlige forhold til psykopati fik ham også til at undersøge den mærkelige kombination af natur og opdragelse, som i sidste ende får en psykopatisk person til at udtrykke sig gennem voldelig antisocial adfærd.
Hvis hans hjerne lignede en psykopats, hvad adskilte ham så fra en voldelig psykopatisk forbryder?
En psykopat er klassisk defineret som en person med en ekstrem manglende evne til at føle empati med andre mennesker. De mangler også anger for deres handlinger, vil komfortabelt udnytte andre for deres egen personlige vindings skyld og har en høj grad af selvtillid. Lyder det som nogen, du kender?
Det er ikke uventet, at psykopater er blevet objekter af fascination for mange af os. Skildringer af disse karakterer fylder vores tv- og filmskærme fra Gordon Gekko og Patrick Bateman til Breaking Bad, House of Cards eller Dexter. Offentligheden er en smule besat af psykopati.
Med vores samfund, der tilsyneladende er struktureret til at belønne den form for cut-throat-adfærd, som psykopati er et perfekt eksempel på, er det ikke overraskende, at nogle undersøgelser har fundet ud af, at op til en ud af fem erhvervsfolk i erhvervslivet udviser “klinisk signifikante psykopatiske træk”.
Da forfatteren Jon Ronson undersøgte emnet, opdagede han, at psykopater udgør omkring 4 procent af de administrerende direktører i virksomheder. Det lyder måske lavt, men når det anslås, at kun omkring 1 procent af den samlede befolkning kan betragtes som psykopatiske, er det stadig et betydeligt højere antal, der stiger op gennem virksomhedens rækker. Ronson går endda så langt som til at hævde, at vores system aktivt belønner psykopatisk adfærd.
“Den måde, kapitalismen er struktureret på, er virkelig en fysisk manifestation af den hjerneanomali, der er kendt som psykopati,” sagde Ronson i et interview tilbage i 2011, mens han promoverede sin usædvanlige bog The Psychopath Test.
Et af de primære psykopatiske kendetegn, som mange forskere har tendens til at fokusere på, er den bemærkelsesværdige mangel på empati, idet de berørte synes at udvise en betydelig manglende evne til at skabe følelsesmæssig kontakt med andre mennesker. Men er der noget strukturelt anderledes i deres hjerner, som forårsager denne mangel på empati?
Fængselsscanningerne
En undersøgelse fra King’s College i 2012 fandt, at voldelige mandlige lovovertrædere, der opfyldte diagnosen for psykopati, udviste signifikant reducerede mængder af gråt stof i den forreste rostrale præfrontale cortex og temporalpolerne. Denne slående og specifikke strukturelle abnormitet i den del af hjernen, der er forbundet med empati og skyldfølelse, peger på en klar neurologisk forskel mellem almindelige voldsforbrydere og ægte psykopater.
En simpel mangel på empati er dog ikke nok til at gøre en person til en fuldblods psykopat. Flere MRI-undersøgelser har vist, at der foregår en mere kompleks kombination af neurologiske aktiviteter i hjernen hos en psykopat.
En undersøgelse fra 2013 tog MRI-scanninger af 121 fængselsfanger opdelt i tre grupper: vurderet som stærkt, moderat eller svagt psykopatiske. De indsatte blev vist billeder, der viste fysisk smerte, og blev derefter bedt om at forestille sig, at ulykken skete for dem selv eller andre. De stærkt psykopatiske forsøgspersoner udviste en udtalt empatisk reaktion på tanken om smerte, når den blev forestillet for dem selv. Hjerneaktivitet på tværs af flere regioner, der var involveret i smerteempati, blev identificeret som forhøjet, herunder den forreste insula, den forreste midcingulære cortex, den somatosensoriske cortex og den højre amygdala.
Det var klart, at psykopater forstod og empatiserede med begrebet smerte, når den blev påført dem selv. Når de blev bedt om at forestille sig den samme smerte, der blev påført andre, viste disse psykopatiske personer en meget anderledes reaktion. Ikke alene undlod de empatiske områder af hjernen at blive aktiveret, men der blev set øget aktivitet i et andet område af hjernen, nemlig det ventrale striatum.
Det ventrale striatum er en fascinerende del af hjernen, der er kendt for at styre belønningsbehandling, motivation og beslutningstagning. Denne særlige undersøgelse antydede, at psykopater faktisk kunne nyde at forestille sig, at smerte bliver påført andre.
Men hvordan dette rent faktisk motiverer en voldelig eller antisocial handling viser sig at være lidt mere komplekst end blot at få glæde af, at andre mennesker bliver såret.
Det er trods alt ikke alle, der udviser psykopatiske egenskaber, der viser sig at være voldelige forbrydere. Dr. James Fallon kan bevidne det. Så hvad sker der ellers i hjernen, der får en psykopat til at træffe en antisocial beslutning?
En undersøgelse fra 2016 opdagede ingen forskel i excitabiliteten i det ventrale striatum mellem kriminelle og ikke-kriminelle psykopater, når de foretog et belønningsspil. Der blev imidlertid identificeret en signifikant forskel mellem de to grupper i forbindelsen fra det ventrale striatum og en anden hjerne region kaldet den dorsomediale præfrontale cortex.
Dette område af hjernen er kendt for at styre kognitiv kontrol af adfærd, præstationstilpasning, impulskontrol og generel selvhæmning. Hos stærkt psykopatiske kriminelle blev der identificeret en unormalt høj konnektivitet mellem det belønningssignalerende ventrale striatum og den adfærdskontrollerende dorsomediale præfrontale cortex.
“Disse observationer rejser den hypotese, at psykopatiske kriminelle kan udvise en manglende evne til at justere præstationen på grund af aberrant indvirkning af belønningsforventninger”, skriver forskerne bag denne undersøgelse fra 2016.
Som overvurdering af belønningssignalerne fra det ventrale striatum fandt en nylig Harvard-undersøgelse, at mennesker med psykopati ikke er i stand til præcist at vurdere de fremtidige konsekvenser af deres handlinger.
Denne MRI-undersøgelse undersøgte 49 fængselsfanger og opdagede en svag forbindelse mellem det ventrale striatum og den ventrale mediale præfrontale cortex hos de indsatte med høje psykopatiske tendenser. Seniorforfatteren af Harvard-undersøgelsen, Josh Buckholtz, beskriver denne del af den præfrontale cortex som afgørende for “mental tidsrejse” – den evne til at vurdere de fremtidige resultater af en handling i forhold til de mere umiddelbare belønninger.
Den effekt, der blev identificeret i undersøgelsen, var så udtalt, at forskerne nøjagtigt kunne forudsige, hvor ofte en individuel indsat var blevet dømt for forbrydelser i forhold til styrken af forbindelsen mellem striatum og præfrontal cortex. Så jo stærkere forbindelsen var, jo mere dominerede belønningssignalerne alle aspekter af en beslutning.
Buckholtz ser dette som en “særlig form for dysfunktion i hjernens ledninger”, der resulterer i dårlig beslutningstagning, uanset psykopati.
Min hjerne fik mig til at gøre det
Disse videnskabelige konklusioner efterlader os i en mærkelig og konfliktfyldt position. Psykopatiske tendenser fører tydeligvis ikke nødvendigvis til kriminel eller antisocial adfærd, snarere ser det ud til, at et mere kompliceret sæt af neurologiske forhold fører til det faktiske udtryk for psykopati i negativ, antisocial eller kriminel handling. Manglende empati, overdrevne belønningscentre og manglende evne til at vurdere fremtidige konsekvenser er alle sammen medvirkende til, at man træffer en beslutning, som normale mennesker ville betegne som psykopatisk.
De juridiske og sociale konsekvenser af denne forskning er foruroligende for mange. Hvis vi kan klassificere kriminel eller afskyelig adfærd som blot neurologisk dysfunktion, falder hele vores grundlag for at hævde juridisk ansvar fra hinanden. Hensigt er på nuværende tidspunkt et afgørende aspekt i forbindelse med at gøre domsafsigelse gældende i hele vores retssystem. Hvis nogen kan udskyde en vis grad af bevidst ansvar for deres handlinger til blot den måde, som deres hjerne er forbundet på, hvor efterlader det os?
Det nye område for neurolovgivning kæmper med netop dette spørgsmål, da neurovidenskabelige forsvar bliver mere og mere fremtrædende i retssalene. En fascinerende undersøgelse fra 2012 viste, at dommere havde en tendens til at give mildere domme, når der blev fremlagt en biomekanisk årsag til psykopati. Konsekvensen er, at en person er noget mindre personligt skyldig i disse tilfælde. Vi kunne kalde det “Min hjerne fik mig til at gøre det”-forsvaret.
Vi har måske bevidst kontrol over vores valg, men det bliver mere og mere klart, at der er en række neurologiske mekanismer, der påvirker, hvordan vi evaluerer de oplysninger, der styrer vores beslutninger. Psykopati er i øjeblikket ikke officielt klassificeret som en psykisk sygdom, men nogle forskere hævder, at det bør være det, da der klart er blevet identificeret en neuronal dysfunktion bag lidelsen. Men på hvilket tidspunkt er vi blot ved at regulere tankemåder?
Denne stigende forskning i psykopatiens neurologi hjælper os ikke kun med at forstå, hvorfor nogle mennesker gør forfærdelige ting, men kaster også lys over, hvorfor vi alle gør, som vi gør. Den mest konfronterende idé, der er rejst, er, at hvis vi kan identificere, hvordan en bestemt hjerneforbindelse kan resultere i, at en person udviser kriminel eller antisocial adfærd, så er bagsiden, at vi også må knytte altruistiske eller uselviske handlinger til lignende neurologiske funktioner.