Originaler
Begrebet indlejring blev introduceret af Polanyi, hvis livslange studier af sammenhængen mellem økonomi og samfund strakte sig fra antropologiske studier af små samfund i det sydlige Stillehav til den politiske økonomi af de institutioner, der regulerede den globale økonomi i det 19. århundrede.
Polanyi hævdede, at fordi individer altid primært har været sociale væsener, snarere end økonomiske, er indlejring en nødvendig og grundlæggende betingelse for økonomien. I The Great Transformation (1944) analyserede han konsekvenserne af kapitalismens ekspansion i det 18. og 19. århundrede – nemlig bestræbelserne på at skabe en økonomisk sfære, der i stigende grad var adskilt fra ikke-økonomiske institutioner, som kun skulle fungere med henblik på at maksimere profitten. Polanyi hævdede, at før det 19. århundrede var det økonomiske system blevet opfattet som en del af det bredere samfund, der var styret af sociale skikke og normer i lige så høj grad som af markedsprincipper om profit og udveksling. Kapitalismens fremkomst indebar imidlertid politiske bestræbelser på at løsrive økonomien fra dette sociale miljø. Denne løsrivelse af økonomien betød imidlertid nødvendigvis en ændring af dens sociale miljø og dermed også af samfundet. I et markedssamfund ville grundlæggende aspekter af det sociale liv blive behandlet som rene markedsvarer (de fiktive varer), og mennesker ville blive omdefineret som rent økonomisk rationelle (dvs. profitmaksimerende) aktører. Polanyi hævdede, at disse bestræbelser på at indlejre samfundet i markedet i stedet for markedet i samfundet i sidste ende var dømt til at mislykkes og i deres kølvand medførte farlige samfundsmæssige reaktioner af forskellig størrelsesorden og karakter, hvoraf den mest fremtrædende var fascismen. Mere abstrakt kaldte han forsøget på forvandling og dets endelige modreaktion for den dobbelte bevægelse og definerede dermed en vedvarende og halvautomatisk proces af indlejring og udskillelse af indlejring. Polanyi stillede således spørgsmålet om, hvordan man kan forene markedets ekspansion med en social orden, der kan opretholde den.
Denne tidlige behandling af indlejring ser den sociale sfære som nødvendigvis primær i forhold til den økonomiske sfære. Dette synspunkt går igen i begrebet livsverden, der blev introduceret af den tyske filosof Jürgen Habermas. Habermas definerede livsverdenen som de fælles forståelser og værdier, der etableres gennem ansigt-til-ansigt-kontakter over tid, og som danner grundlaget for identitet, værdier og overbevisninger, der kan være stiltiende eller tages for givet, snarere end eksplicit begrundet. For Habermas er legitimiteten af både den officielle økonomi og den administrative stat truet af koloniseringen af livsverdenen gennem materielt baserede relationer. Dette sker f.eks. når målet med uddannelse skifter fra at fremme kultur og viden til at maksimere profit. For at gøre det klart, at koloniseringen af livsverdenen ikke er begrænset til profitmaksimering, men omfatter en mere generel proces, hvor de områder af livet, der har til formål at reproducere viden, kultur og social integration, i stigende grad påvirkes af penge, magt og mere generelt af instrumentel rationalitet.
Begrebet om indlejring som både en altid eksisterende tilstand og et spørgsmål om grad og variation blev taget op af den franskbaserede reguleringsskoles indflydelsesrige arbejde. Her identificerer den grundlæggende antagelse om, at økonomier er indlejret i sociale relationer, den økonomiske analyses opgave som værende at afdække og sammenligne både eksplicitte og implicitte typer af regulering og deres sociale og økonomiske konsekvenser. F.eks. analyseres fordismen som en social reproduktionsform, der er baseret på konventioner, hvor en konstant stigende produktion gør det muligt at betale stigende lønninger for job, der er garanteret på lang sigt. Til gengæld dæmpes klassekonflikterne og det organiserede arbejde svækkes.