Baggrund
Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) mødtes første gang i 1949 og har holdt møde hvert år siden. Kommissionens videnskabelige komité mødes i to uger, efterfulgt af en uge med arbejdsgrupper og derefter dens hovedmøde. De oprindelige 15 medlemmer af IWC var Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Danmark, Frankrig, Island, Mexico, Nederlandene, Norge, Panama, Panama, Sydafrika, Sydafrika, Sovjetunionen, Det Forenede Kongerige og USA. Japan tiltrådte i 1951.
I begyndelsen af 1979 begyndte IWC-medlemskabet at vokse: 23 medlemmer i 1979 og 41 i 1985. I dag er der mere end 70 lande, der er medlemmer af IWC.
På møderne i 2010 var det bedste, vi kunne gøre, at forhindre IWC i at reducere beskyttelsen af hvaler. Fremadrettet er vi nødt til at lægge endnu mere pres på IWC, så IWC lukker de farlige smuthuller, der har gjort det muligt for Japan, Island og Norge at fortsætte med at dræbe hvaler.
Første fiaskoer
De første medlemmer af IWC var hvalfangernationer. Dens mål var at “sørge for en ordentlig udvikling af hvalbestandene og dermed muliggøre en velordnet udvikling af hvalfangstindustrien.”
Men i dens tidlige dage opnåede Kommissionen hverken det ene eller det andet, da de tilbageværende hvalbestande den ene efter den anden blev jaget til næsten udryddelse, da medlemslandene forfulgte deres egne snævre egeninteresser. Efterhånden som hvalbestandene blev mindre, blev hvalfangsten uøkonomisk, og den ene efter den anden hvalfangernation lagde harpunerne på hylden. I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne – efterhånden som miljøbevidstheden voksede – begyndte disse tidligere hvalfangerlande at presse på for at bevare hvalerne.
Fra regulering af hvalfangst til bevarelse af hvaler
I 1972 vedtog FN’s konference om det menneskelige miljø, der blev afholdt i Stockholm, Sverige, en resolution, der krævede et tiårigt moratorium for kommerciel hvalfangst. Lignende resolutioner blev fremsat i IWC i 1972, 1973 og 1974. Men forslaget fik ikke det krævede tre fjerdedeles flertal.
Fra 1979 kom der imidlertid flere og flere lande ind i IWC, som aldrig havde været involveret i hvalfangst, men som var bekymrede for de store hvalers fremtid. Denne tilstrømning af medlemmer gjorde det muligt for IWC at vedtage en række bevarelsesforanstaltninger. I 1979 forbød IWC jagten på alle hvalarter (undtagen vågehvaler) med fabriksskibe og erklærede hele Det Indiske Ocean for et hvalreservat. I 1982 vedtog IWC et tidsubegrænset globalt moratorium for kommerciel hvalfangst. Dette moratorium skulle efter planen træde i kraft i hvalsæsonen 1985-86 i Antarktis. I 1994 erklærede Kommissionen hele det sydlige ocean for et hvalreservat.
Lukninger, undvigelser og trusler
Trods moratoriet tillader smuthuller i IWC-konventionen, at den kommercielle hvalfangst kan fortsætte. I henhold til IWC’s regler kan ethvert medlemsland gøre indsigelse mod en IWC-beslutning inden for 90 dage og dermed blive undtaget fra den pågældende beslutning.
Norge gjorde officielt indsigelse mod moratoriet i 1982 og er ikke bundet af det. Det fortsætter med at jage vågehvaler i Nordatlanten.
Island forlod IWC i 1992, men blev medlem igen i 2003 med et forbehold over for moratoriet. Det genoptog den kommercielle hvalfangst i 2006.
Japan driver kommerciel hvalfangst i Antarktis og det nordlige Stillehav i henhold til et smuthul i IWC-konventionen, som giver lande mulighed for at dræbe hvaler til “videnskabelig forskning”. Det begyndte denne “videnskabelige hvalfangst” i Antarktis i 1987 og i det nordlige Stillehav i 1996. IWC har gentagne gange anmodet Japan om at afstå fra denne “forskning”, men i henhold til IWC’s regler står det Japan frit for at ignorere IWC og fastsætte sine egne kvoter. Kødet fra denne “forskningshvalfangst” pakkes og sælges på markedet.