Det ser ikke ud af meget i dag. Lacus Curtius (eller “Curtius-søen”) er fyldt op og brolagt, ikke andet end en cirkulær plade af antikke sten, der ligger midt i Forum Romanum. I oldtiden var denne dybe kløft imidlertid omgærdet af rig overtro.
Detaljerne vedrørende Lacus Curtius – dens oprindelse og betydning – er gået tabt i tiden. Selv i Roms sene republikanske periode var disse detaljer ved at blive uklare. Navnet synes dog at antyde en forbindelse til den romerske adelsslægt, der var kendt som “Curtia Gens”.
En af de mere kendte historier, der er forbundet med stedet, blev fortalt af historikeren Livy. Da et orakel forudsagde Roms fald, blev det forudsagt, at byen kun kunne overleve ved at ofre det, som den havde mest kært: “quo plurimum populus Romanus posset”. Graven åbnede sig af sig selv, en dyb passage til underverdenen, som stod klar til at modtage offeret. Marcus Curtius erkendte, at det kæreste for Rom var dets modige unge soldater – og derfor red han i fuld kamprustning på sin hest ned i hullet. Marcus Curtius døde, men Rom blev reddet.
En alternativ historie, der stammer fra Titus Livius, går ud på, at en sabinsk rytter kendt som Mettius Curtius faldt ned i graven, mens han kæmpede mod Romulus selv under det slag, der fulgte efter voldtægten af de sabinske kvinder. Et stenrelief, der blev fundet i 1553 ved siden af Castor-templet, illustrerer denne særlige myte.
En tredje beretning stammer fra den romerske historiker Marcus Terentius Varro. Varro skrev, at gruben blev dannet, da lynet slog ned i Forum i det 5. århundrede; og at navnet er taget fra Gaius Curtius Philon, den konsul, der efterfølgende indviede stedet.
Geologiske beviser og andre historiske kilder fortæller os, at det romerske Forum – der engang var et område med vild sump – blev drænet i slutningen af det 7. århundrede. Det meste af området blev asfalteret, bortset fra et lille bassin, der blev tilbage i midten af Forum.
Den sande oprindelse af Lacus Curtius er nu forsvundet i tidens tåger, og det eneste, der er tilbage, er den stenplade, der forsegler hullet: et gammelt kloakdæksel, der så ofte overses af Roms mange tusinde turister.