Historie om Irans Tudeh-parti
Den kommunistiske bevægelses fødsel i Iran
Med industriens vækst og sammen med den udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede fandt den marxistiske ideologi vej til Iran. Den sociale og politiske scene i den tid kan sammenfattes som en periode med historisk transformation af det iranske samfund fra feudalisme til kapitalisme.
Men hen imod århundredeskiftet udviklede de antidespotiske aktioner sig dramatisk, og et stadigt stigende antal mennesker deltog i den revolutionære kamp. Der blev dannet underjordiske politiske organisationer i Irans større byer for at mobilisere og lede masserne, især i Tabriz, Teheran og Esfahan. Blandt dem var en politisk gruppering, der blev dannet i 1898 af Ali Monsieur, en fremragende intellektuel fra Tabriz. Denne organisation blev senere et af de stærke centre for den anti-espotiske kamp. Socialdemokratiet blev først bragt til landet af de iranske arbejdere, der rejste til Kaukasus (Ghafghaz) og Ruslands asiatiske lande for at få sæsonarbejde, især i olieindustrien i Baku (mere end halvdelen af arbejderne i Baku-oliefelterne var iranere). Det var fra disse arbejdere, at store iranske revolutionære som Heidar Amou Oghly (en af lederne af den konstitutionelle revolution og generalsekretær for Irans kommunistiske parti) blev opvokset. For at organisere revolutionære socialdemokratiske aktiviteter blandt befolkningen i Azarbaijan og andre iranere blev der i 1904 i Baku grundlagt en politisk gruppe ved navn “Hemmat” (Aspiration).
I samme år blev foldere og pamfletter, der blev udgivet af Baku-, Tbilisi- og Tabriz-afdelingerne af Ruslands socialdemokratiske arbejderparti (bolsjevikkerne), distribueret af Ali Monsieur ikke kun i Azarbaijan og andre områder af Iran, men også efter oversættelse til arabisk i de irakiske byer Baghdad og Kazemein. Mellem 1901 og 1902 blev bolsjevikpartiets centralorgan, Iskra, sendt til Baku fra Berlin via Tabriz. Operationen blev organiseret af Lenin selv og Kropskaja. “Hemmat”-gruppen oversatte for første gang udtrykket “socialdemokrati” til persisk for at gøre det mere forståeligt for iranerne, der ikke havde kendskab til europæiske sprog.
Efter at være vendt tilbage fra Rusland organiserede Heidar Amou Oghly i 1904 sammen med nogle af sine kammerater de første celler af de revolutionære socialdemokrater i Iran i Mashhad. Et år senere, på tærsklen til den forfatningsmæssige revolution, blev det første officielle dokument for den socialdemokratiske bevægelse i Iran vedtaget på et møde i Mashhad. Efter sejren i den russiske revolution i februar 1917 og omstyrtelsen af det zaristiske regime fik de iranske revolutionære, der var emigreret til Rusland, mulighed for at organisere sig åbent, øge deres aktiviteter og oprette deres kontorer. I maj 1917 blev det iranske socialdemokratiske parti Edalat (Retfærdighed) officielt grundlagt og offentliggjorde sit program på to sprog, persisk og azari, i Baku.
Den borgerlige regering i Rusland faldt, hvilket gav de iranere, der boede i Rusland, endnu større mulighed for at øge deres politisk-sociale aktiviteter og etablere deres parti.
I Gilan (Nordiran) gennemførte socialdemokrater sammen med revolutionære intellektuelle og bønder et forenet oprør. På denne baggrund blev de iranske socialdemokraters første kongres i juni 1920 indkaldt til møde i Bandar-e Anzali (en nordiransk havn) og grundlagde officielt Irans Kommunistiske Parti i juni 1920. Heidar Amou Oghly blev valgt som leder af Irans Kommunistiske Parti.
Den britiske regering, der ønskede Irans Kommunistiske Parti at besejre, trængte ind i bevægelsen og forberedte ved at bedrage en række af dens ledere et nøje planlagt komplot. Ved at bruge Mirza Kouchak Khan som redskab myrdede de Heidar Amou Oghly og en række andre ledende personer i Irans Kommunistiske Parti og beordrede et angreb på partiorganisationerne i Rasht og Bandar-e Anzali (to større byer i Gilan). Samtidig sendte centralregeringen, der ventede på en lejlighed, sine tropper til Gilan for at bryde modstanden. Dette markerede afslutningen på Irans Kommunistiske Partis åbne aktivitet og tvang det endnu en gang under jorden.
Iran’s Kommunistiske Parti var med til at stifte Oliearbejdernes Fagforening i 1925, da Reza Shah overtog magten, og to år senere blev det under stigende pres fra politiet tvunget til at føre fagforeningen under jorden. Kvinde- og ungdomsorganisationer blev oprettet som følge af iranske kommunisters aktiviteter. I 1923 blev “Peyk-e Saadat-e Nesvan” (budbringer af kvindernes velstand) dannet, og i 1926 blev kvindegruppen “Bidarye Ma” (Vores Opvågnen) oprettet. Med henblik på at stoppe væksten af disse bevægelser i landet intensiverede Reza Shah undertrykkelsen og vedtog i 1929 et lovforslag gennem det iranske parlament, der forbød al kommunistisk aktivitet i Iran. Disse år er også præget af Dr. Taghi Aranis indtræden i ledelsen af Irans Kommunistiske Parti. Den nye partiledelse, som bestræbte sig på at forene organisationens rækker, lancerede i begyndelsen af 1932 et teoretisk tidsskrift, kaldet Donya (verden). Et år senere blev Donya efter beslutning fra partiets centralkomité det officielle organ for Irans Kommunistiske Parti.
I 1936 lykkedes det Reza Shahs politi at fange Dr. Arani og en gruppe af hans medarbejdere, kendt som gruppen af 53. Det var først to år senere, at regimet under offentligt pres blev tvunget til at retsforfølge de fængslede kommunister. Retssagen vendte sig i virkeligheden mod regimet selv. I et historisk, 6 timer langt forsvar afslørede Dr. Arani ikke blot åbent Reza Shahs regime, men gik også i gang med at forsvare socialismens principper. Dr. Arani blev senere myrdet i fængslet.
Dannelsen af Irans Tudeh-parti
Reza Shah var ved at indgå en hemmelig alliance med Nazityskland. Som følge heraf gik de allierede styrker den 25. august 1941 ind på iransk territorium. Den nordlige del af Iran blev besat af Sovjetunionen og den sydlige del af britiske og amerikanske styrker. Reza Shah blev tvunget i eksil, og det lykkedes briterne at bringe hans søn, Mohammad Reza Shah, til magten. Ved at udnytte det vakuum, der var opstået efter begivenhederne i august, blev Irans Tudehparti dannet i september 1941 for at fortsætte det forbudte Irans Kommunistiske Partis arbejde under åbne aktivitetsbetingelser. Efter Reza Shahs regimes sammenbrud blev en stor gruppe politiske fanger løsladt under de nye forhold, der herskede. Blandt disse var Dr. Aranis gruppe (kendt som Gruppen af 53), som tilsluttede sig den kommunistiske ideologi. De første grundsten til Irans Tudeh-parti blev lagt af disse kommunister. Den 29. september 1941 blev TPI’s stiftende konference afholdt i Teheran under ledelse af Soleiman Mohsen Eskandari. Senere blev Irans Tudehparti til en betydelig og indflydelsesrig politisk kraft.
Det lykkedes partiet i 1942 at opnå anerkendelse og lancere sit centralorgan “Siasat” (Politik). Partiets rækker voksede. I løbet af kort tid blev der dannet particeller og fagforeningsorganisationer i mange industricentre. I løbet af et år havde partiet dannet omfattende organisationer i mange amter og provinser. Der blev oprettet amtsorganisationer i Azarbaijan, Esfahan, Gilan, Mazandaran og Khorasan. Den vigtigste partiorganisation var i Teheran, som indkaldte til sin første konference i oktober 1942 med 120 deltagere. Konferencen besluttede at erstatte avisen “Siasat”, som var lukket efter at redaktøren var blevet ekskluderet fra partiet, med avisen “Rahbar” (Leder) som partiets centralorgan.
I 1944 besluttede partiet efter at have vurderet sin styrke at deltage i valget til det 14. parlament. Otte af partiets kandidater blev valgt til parlamentet og dannede Tudeh-fraktionen.
På dette tidspunkt var partiets samlede officielle medlemstal på 25.000. Det var derfor en prioritet for partiet at indkalde til en kongres for at reorganisere sin struktur. Partiets første kongres blev åbnet den 1. august 1945 i partiets centralklub med deltagelse af 164 delegerede.
 |
Side 2 |