The Köln Concert
Jarrett (p). Rec. 1975
Jarrett brød ind på den internationale jazzscene som en del af den banebrydende Charles Lloyd Quartet i slutningen af 1960’erne, gik videre til at lede sin egen trio, sluttede sig kortvarigt til Miles Davis’ elektroniske voodoo-supper i begyndelsen af 1970’erne og trak sig derefter tilbage til akustisk musik og en genovervejelse af, hvad han forsøgte at opnå med sin musik. Dette førte til noget af en midlertidig formørkelse af hans profil i første halvdel af 1970’erne, selv om hans kreativitet fortsat blev diversificeret og uddybet. Han var dygtig til solooptræden (hans Facing You for ECM i 1970 var et stærkt forvarsel), og han indledte en række koncertoptrædener for Manfred Eichers label, som tiltrak sig rosende omtale og stigende offentlig interesse, men ingen var forberedt på, hvad der skete med The Köln Concert, da den udkom. En lang række intenst rytmiske improvisationer, der blev hypnotiske og uendeligt gentagelige på pladespillere over hele verden, og albummet blev en bestseller med mund-til-mund metoden, der hurtigt slap ud af jazzlytternes begrænsede kreds og spredte sig ind i stuerne hos folk, der aldrig nogensinde havde lyttet til, endsige ejet, et andet jazzalbum. Dette er stadig tilfældet med Jarrett og med pladen, som ikke blot er et jazzvendingssted i sig selv, men også en af de mest solgte plader inden for genren. (KS)
Mahavishnu Orchestra
John McLaughlin (g), Jerry Goodman (vln), Jan Hammer (key), Rick Laird (b) og Billy Cobham (d). Rec. 1972
Det originale Mahavishnu Orchestra, der blev dannet i 1971, er stadig guitaristen John McLaughlins største bedrift. Det oplyste nattehimlen i næsten to år, alt blev spillet med 500 mph med Marshallstacks skruet op til elleve. Det efterlod publikum i ærefrygt, og så var det pludselig væk. McLaughlin omdefinerede guitarens rolle i jazzen, Cobham trommerne, og bandet satte nye standarder for sammenspillet. De gjorde det uden at lyde glatte, et trick, som deres legion af tilhængere aldrig har forstået. De solgte også albums i poptal og spillede på arena-rockstadier. Selv de indså ikke selv, hvor fantastiske de var, før det hele var overstået. (SN)
Herbie Hancock
Herbie Hancock (ky), Bennie Maupin (saxofon, fl, b cl), Paul Jackson (b), Harvey Mason (d) og Bill Summers (perc). Rec. 1973
Det kan godt være, at det var jazz-rock efter Bitches Brew, men efter Head Hunters var jazz-funk den nye smag de jour. Inspireret af Sly and the Family Stone’s ‘Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin)’ er der endda et hyldestnummer på den, der hedder ‘Sly’. Udgivelsen repræsenterede en spektakulær vending fra den mere esoteriske retning, der blev skitseret på Crossings og Sextant, til et album, der var direkte rettet mod dansegulvet, og det er her, det scorer. Singlen “Chameleon” fra albummet (som også var en stor succes for Maynard Ferguson), der strøg op som nummer 13 på Billboard-listen og gjorde det til et af de mest solgte jazzalbums nogensinde. (SN)
Weather Report
Joe Zawinul (ky), Wayne Shorter (ts, ss), Jaco Pastorius (b), Alex Acuña (d) og Manolo Badrena (perc). Rec. 1976
Simellem, når man lytter til Weather Report når de er bedst, og dette er en af deres allerbedste, er det værd at knibe sig selv i armen som en påmindelse om, at dette band i sin kerne bestod af en af jazzens mest grundlæggende jazzkonfigurationer. Det er ganske enkelt: saxofon, klaver, bas, trommer og slagtøj. Så lyt til “Birdland”, som senere blev dækket af Manhattan Transfer og Maynard Ferguson, og tænk over det. Lyt til det skub, Pastorius giver bandet, især på sine egne kompositioner “Havona” og “Teen Town”. Heavy Weather nåede op som nummer 30 på Billboard-albumlisten, og selv i dag er Heavy Weather stadig lige så fantastisk i sin samlede effekt som den dag, det blev lavet. (SN)
Bright Size Life
Pat Metheny (g), Jaco Pastorius (b) og Bob Moses (d). Rec. 1975
Den første blomstring af Methenys store talent som selvstændig pladekunstner kom med denne fantastiske trio, som han ledede, mens han underviste på Berklee School of Music og var medlem af Gary Burtons daværende gruppe. På dette tidspunkt i karrieren (han var 21 år gammel) lod Metheny Pastorius kaste sig ud på scenen og lave backflips fra sit højttalerkabinet, og denne blanding af Pastorius’ overdådighed og Methenys intensitet, modereret af Bob Moses’ upåklagelige smag, giver dette album en friskhed, der får det til at virke som om det blev indspillet i går. (SN)
Afric Pepperbird
Jan Garbarek (ts, fl), Terje Rypdal (g), Arild Andersen (b) og Jon Christensen (d). Rec. 1970
Fra åbningsnummeret ‘Scarabee’ blev jazzverdenen uden for Skandinavien præsenteret for en nordisk sensibilitet i jazzen, den nordiske tone. Intensitet, betydning og rum er afgørende for at forstå det, der nok er den mest misforståede tilgang til jazzimprovisation. Garbarek kombinerer Albert Aylers intensitet og Dexter Gordons økonomi, men genindskriver dem med nordiske folkloristiske hentydninger for at skabe, med producer Manfred Eichers ord, “et alternativ til den amerikanske tilgang til jazz”, en tilgang, som han forsvarer den dag i dag. (SN)
Return To Forever
Corea (el p), Joe Farrell (f, ss), Stanley Clarke (el b), Airto Moreira (d, perc) og Flora Purim (v). Rec. 1972
Da han lavede denne dato, havde Corea arbejdet sig gennem en tung avantgarde-fase og ud på de solbeskinnede sletter i sin egen latinbaserede musikalske fantasi. Det havde altid været der i hans musik, men nu, hvor han giftede sig med Flora Purims og Airtos elan og højt humør med sine egne naturligt sprudlende og melodisk opløftende tilbøjeligheder, trådte Corea pludselig ikke blot selv fremad forbi den stentoriske dysterhed og machismo hos de andre fusionister på den tid, men redefinerede præcis, hvad latinjazz skulle være. Berusende musik spillet af mestre gør dette til en æra-definerende milepæl. (KS)
The Audience With Betty Carter
Betty Carter (v), John Hicks (p), Curtis Lundy (b) og Kenny Washington (d). Rec. 1979
At lytte til dette album er en katartisk oplevelse. ‘Sounds’ er en tour de force af scat gennem skiftende tempi og metre, der varer 25 minutter, hvor Carter, Hicks, Lundy og Washington på et tidspunkt spiller hver især i en anden takt. Albummets højdepunkt er “My Favorite Things” i et rask tempo med Hicks på sit mest eksplosive niveau, hvor hans akkompagnement blomstrer op til en modlinje til Carters sang, og hvem kan sige, om det er stemmen eller klaveret, der dominerer i codaen? At sige, at dette er et af de bedste jazzvokalalbums, der nogensinde er lavet, er en begrænsning; det hører til blandt de store moderne jazzalbums. (SN)
Tales Of The Algonquin
John Surman (bs, ss), John Warren (bs, f), Mike Osborne (as, cl), Mike Osborne (as, cl), Alan Skidmore (ts, fl), Kenny Wheeler, Harry Beckett (t, flhn), John Taylor (p), Barre Phillips, Harry Miller (b), Alan Jackson og Stu Martin (d). Rec. 1971
Så meget canadiske John Warrens plade som barytonkollegaen John Surmans, sagde denne plade, at Surman var en stjerne på vej op. Så mange britiske jazzplader kunne udfylde denne plads, men denne får afstemningen for sit ekstatiske, overstrømmende spil fra Surman og kompagni og fantastiske, udfordrende tekster fra Warren. Dette var et strålende vidnesbyrd om den britiske jazzs nyfundne selvtillid. Warrens succes ligger i den måde, hvorpå han holder sig inden for bigband-traditionen, men udvider den ved at inkorporere elementer af frit spil, drivende kraftfulde polyrytmer og komplekse lagdeling af sine instrumentale ressourcer. En absolut og ubestridelig glæde. (DH)
The Colours of Chloë
Weber (b, cello, ocarina), Rainer Bruninghaus (p, syn), Ack van Rooyen (flhn), Peter Giger, Ralf Hübner (d, perc), og celloerne fra Südfunk Orchestra Stuttgart. Rec. 1973
Eberhard Webers debutplade var en af de mest betydningsfulde åbningssalver for ECM’s ankomst i jazzverdenen som en mægler for den moderne smag. Helt uden nogen af datidens fashionable amerikanismer var musikken fuld af lys og farver, der stammede fra den europæiske modernistiske klassik og filmtraditioner. Som sådan var det en helt frisk pulje af lækkerier at fiske i. Weber brugte sin bølgende basteknik til at artikulere melodien som ingen anden før, og han vekslede en overdådigt streng strygerunderstøttelse med små keyboard- og percussionsmønstre med stor atmosfærisk effekt. Medrivende. (KS)
Music Improvisation Company
Jamie Muir (perc), Hugh Davies (elec), Evan Parker (ss), Derek Bailey (el g) og Christine Jeffrey (v).
Rec. Aug 1970
MIC repræsenterer adskillelsespunktet mellem free jazz og free improv. Set fra deres perspektiv er en hel række baner synlige – i Evan Parkers tilfælde brugen af live-elektronik og den stigende afhængighed af sopran, der til sidst fører til Electro-Acoustic Ensemble. Det markerer et skift væk fra skabelsen af kraftfulde, enorme lydbygninger eller naturimiterende former og teksturer til fordel for en rejse, med kun en lille overdrivelse, ind i selve lydens DNA. MIC er mindre optaget af det globale eller kosmiske, men udforsker mikrouniverset gennem begrebet ikke-idiomatisk improvisation. Mærkeligt, foruroligende og alligevel mærkeligt tiltrækkende.(DH)
-
The 100 Jazz Albums That Shook The World
-
Jazz Albums That Shook The World: The 1950s
-
Jazzalbums That Shook The World: 1960’erne