Det har taget mig mere end et årti at finde ud af, hvad jeg skal bruge mit liv til.
Siden jeg blev færdiguddannet i 2011 – med to grader (i kriminologi og psykologi) – har jeg haft mindst syv job. Jeg startede som specialist i skadeshåndtering hos et sygeforsikringsselskab, men blev fyret efter 11 måneder. De stolede ikke på mig med telefonen. Flåden droppede mig i interviewfasen. Derefter fulgte seks måneder på et advokatkontor. Undervisning i engelsk (efter først at have gennemført certificeringsprocessen) var der, hvor jeg havde lidt succes – jeg underviste i tre år på tre forskellige skoler i udlandet i Jakarta.
I 2016 skiftede jeg kurs igen. Jeg tog tilbage på skolen, fik en mastergrad og blev journalist.
Det er arbejde, ikke noget personligt…
Hvorfor alt dette hopper rundt? Jeg anede ikke, at jeg havde ADHD før sent i 2019.
Det er som at være en kortsynet hest, der bliver ført ud af stalden på en racerbane. Alle fortæller dig, at du er en hurtig hingst og ikke vil have noget problem med at vinde løbet, men du kan ikke se banen og bliver ved med at løbe i høj fart ind i forhindringer, som alle andre tydeligt kan se – og hoppe over.
Et foruroligende mønster dukkede op overalt, hvor jeg arbejdede: Efter seks eller ni måneder ville der ske en enkelt, som regel ret slem hændelse, som ville gøre mine chefer utilpas og lidt forvirrede.
Min hjerne ville straks springe fra “noget er gået lidt galt” til “jeg bliver helt sikkert fyret igen”, hvilket er skræmmende. Så ville jeg spørge højt, om jeg blev fyret, hvilket selvfølgelig bare satte ideen i hovedet på dem.
Så stresset af angst, at jeg holdt op med at sove, mens de overvejede at sende sagen til personaleafdelingen. Stressen og manglen på søvn ville gøre mig ude af stand til at håndtere mit problem rationelt. Læg dertil personlighedsmæssige særheder som at lave vittigheder, når man er nervøs, og ting, der egentlig er fine, udvikler sig hurtigt til en ballade.
I det daglige ville jeg blive forlegen over små fejl og detaljer, jeg havde overset, og komme tilbage med korte, skarpe svar eller en forhastet og ofte akavet undskyldning/begrundelse, der var meget mere end nødvendigt. Jeg lærte ikke at holde kæft, undskylde for mindre ting og bare stille og roligt forklare, hvad der skete, før jeg var 27.
Til cheferne blev jeg i stigende grad uforudsigelig og distraheret, men var ellers en god medarbejder. Jeg var bare “underlig” og højlydt, et potentielt problem for cheferne, som så “ikke vidste, hvordan de skulle håndtere” mig. De blev alarmerede og mistænksomme – ikke mindst på grund af min hurtigt voksende historie med distraherbarhed, manglende opmærksomhed på detaljer og særheder.
Når jeg blev konfronteret, gik jeg i panik og snublede over mine ord og blev forvirret over, hvad der var og ikke var virkeligt. Jeg ville springe ind og afslutte sætninger. Jeg ville udfordre og udspørge folk intenst og aggressivt for at etablere og blive set som om, at jeg etablerede kontrol over situationen. Der var aldrig en specifik årsag til mine akavede eller overdrevne handlinger – vi vidste ikke, hvorfor jeg var glemsom. Hvorfor jeg ikke kunne holde mig til mine opgaver. Hvorfor jeg tog kritik så dårligt imod kritik. I betragtning af hvor hårdt jeg prøvede, gav det ingen mening.
HR-møder og andre katastrofer
Formelle HR-møder var uundgåelige, og det samme var mine reaktioner.
Jeg blev defensiv og intens, hvilket til forveksling blev koblet med et intelligent, velplanlagt argument, der var skrevet ud på papir med en advokats logik og klarhed. Den generiske, corporate proces blev typisk ledet af en person, der var ligeglad, men for mig føltes det, som om mit liv stod på spil.
I øjeblikket ville jeg være stærkt engageret, men kun bearbejde den superlative version af det, der blev sagt. Jeg huskede aldrig noget positivt, ville pille irrelevante punkter ned og derved kvæle effektiv kommunikation. Endnu et ødelæggende mønster.
Når tingene kom ud af kontrol, ville jeg få psykologisk hjælp fra min praktiserende læge. Jeg klarede alle test for angst og depression med topkarakter, og lægerne konkluderede altid, at det var det, der var problemet. ADHD-adfærden forblev uopdaget i årevis, og i den tid skabte den stigende frustration og forvirring for mig selv og dem, der støttede mig.
Det sørgelige er, at jeg elskede mine job – alle sammen – og definerede mig selv ved hvert enkelt af dem. Det føltes altid personligt, fordi det var det. Jeg arbejdede hårdt, men blev i sidste ende alligevel afskediget. Jeg ønskede ikke at svigte nogen, men det gjorde jeg. Når man ikke bliver ordentligt støttet, er den skyld og frustration hjerteskærende.
Jeg kunne ikke forstå, at det ikke var meningen, at jeg skulle føle mig så ulykkelig, og at mine problemer ikke var en personlig skyld.
Læring af tab
Alt det tab af job og genopretning lærte mig en masse. Her er, hvad jeg har fået ud af det:
- Lyt til stemmen i dit hoved. Hvis den siger til dig: “Jeg har ikke lyst til at være her”, så gå. Du vil ikke fortryde det.
- Psykisk sundhed er vigtigere end en lønseddel. At miste dit job med dit mentale helbred intakt er meget bedre end at blive tvunget til at føle sig inkompetent i månedsvis. Du skal nok finde en måde at få enderne til at mødes, indtil det næste job dukker op.
- Det er også ok at afskrive tingene som en dårlig dag. Du er ikke perfekt. Perfektion findes ikke.
- Rejs dig op og få arbejdet gjort. Husk, hvad Konfucius sagde. “Vores største ære ligger ikke i aldrig at falde, men i at rejse os, hver gang vi falder.” Det er sandt. Når du er faldet i gulvet så mange gange, gør det dig og dit støttenetværk stærkt at have viljen til at samle dig selv op og fortsætte, og det er meget mere værdifuldt end det job, du har mistet.
- Lær af alle erfaringer. Tag dig tid til at overveje, hvad du kunne lide og ikke kunne lide i det job, du lige har mistet, og hvad du ønsker i dit næste job. Skriv det ned. Lær af det.
Succes til sidst
Skrivning har altid hjulpet mig med at fokusere og givet mig klarhed. Det er et vidunderligt coping-værktøj, fordi det giver mig mulighed for at redigere, omformulere og omorganisere mine tanker. Når jeg er mest kaotisk og føler mig sårbar, hjælper skrivning mig med at finde mening i og tackle komplekse problemer, og det er sådan, jeg endte i min nuværende karriere: journalistik.
Arbejde som journalist er udfordrende, respekteret (tja…), alsidigt, tempofyldt, faktabaseret og alligevel også kreativt. Det giver mig en mulighed for at gøre en forskel og har også et strejf af showmanship. Det er derfor, jeg elsker det.
Jeg tror, at jeg endelig er kommet til det rette sted. Det eneste, jeg skal gøre, er at tale mindre, lytte opmærksomt, ikke undskylde og stille spørgsmål, når tingene ikke giver mening – selv når det er akavet – et naturligt habitat for et nysgerrigt ADHD-sind.
SUPPORT ADDITUDE
For at støtte ADDitude’s mission om at levere ADHD-uddannelse og støtte, bedes du overveje at tegne et abonnement. Dit læserskab og din støtte er med til at gøre vores indhold og opsøgende arbejde muligt. Tak.
Opdateret den 28. juli 2020