Men efter ikke engang et år i mit første job, som kommerciel procesadvokat i et af de mest prestigefyldte advokatfirmaer i USA, fortalte en partner mig, at jeg havde et “opfattelsesproblem”.” Mit arbejdsprodukt var ligegyldigt for ham, sagde han. Han foreslog, at jeg skulle afhjælpe problemet ved at lægge tyggegummibolde på mit skrivebord til at begynde med.
Efter at have kløet mig i hovedet i et godt stykke tid indså jeg, at det at fortælle en person, at hun havde et “opfattelsesproblem”, var en pyntet måde at fortælle hende, at hun bare ikke passede ind. Ikke sådan et problem, indtil denne manglende evne til at passe ind har magt til at eliminere den pågældendes eneste indtægtskilde og, i mit tilfælde, ødelægge selve begyndelsen af en karriere.
Jeg havde gået på skoler og socialiseret mig i sammenhænge, hvor jeg ikke havde noget andet valg end at skille mig ud, og jeg havde besluttet længe før jeg gik på jurastudiet, at jeg altid ville være mig selv: en korthåret, for det meste med bukser og farverigt tøj på, ungdommelig og viljestærk, sort pige med en stærk vilje. Jeg ændrede mig ikke, og jeg mistede ikke mit første job som advokat. Jeg glemte heller aldrig, aldrig nogensinde den samtale.
Så da jeg så Top Chef sæson ni, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at konkurrenten Beverly Kim havde et “opfattelsesproblem”. Hun blev i værste fald mobbet, og i bedste fald blev hun generelt ikke vellidt (med et par undtagelser). Hendes problem kunne ikke forklares med køn og etnicitet alene, for Kristen Kish, også en koreansk-amerikansk kvinde, som deltog i Top Chef sæson ti, blev beundret af sine medvirkende. Kims problem kunne heller ikke forklares med arbejdsproduktet, for ligesom Kish kæmpede hun sig igennem “Last Chance Kitchen” efter at være blevet elimineret i det ellevte afsnit i hovedkonkurrencen og kunne slutte sig til sine medvirkende i finalen.
I sidste ende vandt Kish, Kim tabte, og Kims “perceptionsproblem” spillede sandsynligvis en rolle i hendes nederlag.
Kims Top Chef-bio giver os det første fingerpeg om, hvordan hendes medvirkende kan have opfattet hende. Vi får at vide, at hun er “påvirket af sin mors madlavning … stilen er det moderne asiatiske køkken … Hun tror på at lave mad fra sit hjerte, for hvis det begejstrer hende, vil det også begejstre andre. Hvis hun var en fødevare, siger hun: “Jeg ville være kimchi, da det er funky, krydret og vanedannende, hvilket passer til min excentriske, men sjælfulde personlighed.”” Selv om Kims bio noterer, at hun har fået en formel uddannelse i kulinarisk kunst, er det overvældende budskab, at Kim laver mad fra sjælen og trækker på sin etniske baggrund og arv som inspiration.
Det er ingen hemmelighed, at opfattelsen af en farvet kok, der laver mad fra sjælen og kategoriserer sin mad som etnisk, er, at han ikke nødvendigvis er den mest dygtige. Tag et kig på min første klumme for at se et eksempel på, hvordan en koks dygtighed bliver nedtonet af kritikere, når han er “etnisk” og beslutter sig for at lave etnisk mad.
Kishs bio er meget kortere. Også hun er formelt uddannet, men hendes “personlige stil er det moderne og nutidige franske køkken med italienske påvirkninger. Hendes yndlingsret at lave er en fransk makroner.” Det franske køkken er generelt accepteret som den gyldne standard inden for traditionel kokkekunst.
Så vidt er Kish i overensstemmelse med reglerne; Kim ikke så meget.
Nu skal vi se på Kims medspilleres kritikpunkter:
Episode fem
Når Kim arbejder i et lille køkken sammen med de andre deltagere, klager medkonkurrent Nyesha Arrington over, at hun lader sine kasserere stå fremme og flytter Arringtons materialer. Kim hævder, at hun var “single out”, og at alle “efterlod ting overalt”.
Episode seks
Konkurrent Heather Terhune går amok, fordi hun mener, at Kim, der havde til opgave at pille, udtage og skære 400 rejer, ikke arbejdede hurtigt nok. Terhune bemærker: “Hvis det var min forberedelseskok, og han arbejdede på rejer i to dage, ville jeg være helt oppe at køre.” Hun fremfører argumentet igen i showets genforeningsspecial, idet hun erstatter souschef med forberedelseskok. Bemærk: Kim er kok og Terhunes lige så dygtig som Terhune. Terhune blev fikseret på Kims tilberedning af rejer, da den største fejl i dette afsnit drejede sig om dårlig timing ved tilberedning af bøffer. Kokken, der stod for sidstnævnte opgave, bliver elimineret fra konkurrencen.
Episode syv
Mens Terhune er parret med Kim i denne udfordring, klager Terhune over, at Kim “ikke tænker som en kok”.
Terhune advarer Kim om, at Terhune ikke vil blive sendt hjem, fordi de laver en ret, der er “for asiatisk”.
Efter at være gået alene ud for at lave mad i sin egen stil, truer Terhune: “Vi bør måske også tænke over navnet på vores ret. Jeg vil ikke have, at det skal se ud til at være en fuldstændig asiatisk ret.”
Når Terhune bliver taget til indtægt for sit holds manglende sammenhold, klager hun: “Jeg følte, at jeg ikke havde noget at skulle have sagt om vores ret. Jeg blev ved med at sige til dig, at jeg ikke ville lave noget asiatisk.”
Op dommernes bord skælder Terhune endnu en gang ud over Kims langsomme tilberedning af rejer under den foregående udfordring og bruger den isolerede hændelse til at sætte spørgsmålstegn ved Kims arbejdsmoral som helhed.
Andre medlemmer af holdet bemærker, at Kim blev uretfærdigt behandlet i løbet af episoden, og ved genforeningen udbryder dommer Tom Colicchio, at han aldrig havde set noget lignende Terhunes behandling af Kim i Top Chef-historien.
Afsnit ti
I “Restaurant Wars” deler deltagerne sig i to hold, der hver især skaber en restaurant fra bunden.
Castmakkeren Sarah Grueneberg beder Kim om at finde oliven til Gruenebergs ret. Da Kim beslutter sig for at fokusere på sin egen ret i stedet for at hjælpe hende, belærer Grueneberg Kim nedladende om nødvendigheden af teamwork.
En anden medspiller, Lindsay Arnold, råber til Kim: “Hvorfor anretter du med en skide plastikske?”
Arnold siger senere til Kim, at hun er ked af det: “Jeg undskylder, hvis det gik ud over dig, men du ødelagde min ret.”
Grueneberg blander sig og siger til Kim: “Lindsay har arbejdet sammen med dig på den ret i lang tid.”
Som svar bemærker Kim: “Lindsay og Sarah behandler mig helt sikkert som et barn.”
Og Kim er selv kok og deres ligemand i køkkenet.
Episode 11
Som argument for sin sag over for dommerne står Kim ved, at hun laver mad “fra hjertet”. Hun bliver elimineret fra konkurrencen.
Last Chance Kitchen
I løbet af afsnit 12 til 14 konkurrerer Kim mod deres respektive tabere i Last Chance Kitchen, programmets separate webserie, hvor de eliminerede deltagere kæmper om chancen for at komme tilbage til Top Chef-finalisterne.
I begyndelsen af hver kamp i den anden chance-konkurrence spørger dommer Chef Colicchio publikum, som består af de medlemmer af holdet, der er blevet elimineret i tidligere runder af Last Chance Kitchen-turneringen, om de vil satse på, at Kim vinder den næste runde. Alle svarer konsekvent med tavshed. Kim er til stede under disse Q&A-sessioner. Hun fortsætter med at udkonkurrere alle kokke i Last Chance Kitchen.
I sidste runde af disse konkurrencer kommenterer Dakota Weiss nedsættende: “Beverly lavede asiatisk mad igen. Selvfølgelig gjorde hun det. Det er hendes stil.” Bemærk, at på det tidspunkt, hvor Weiss fremsætter denne bemærkning, havde Kim klaret sig igennem alle de runder, hvor hun skulle lave andre typer mad (mod Nyesha Arrington med middelhavsingredienser og mod Chris Crary i et opgør med lammekoteletter og marshmallows).
Kim påpeger: “Hvis man er en kok med italienske rødder, skal man lave italiensk mad. Jeg mener, det er der ikke noget galt med. Alle de negative udtalelser om mig selv er fuldstændig løgn.” Og hun har ret. Fabio Viviani fra Top Chef sæson fem lavede konsekvent italiensk mad og blev rost og beundret for det.
Afsnit femten
Kim kommer tilbage til hovedkonkurrencens finale og laver laksetatar og langtidsstegt rødtjørn. Dommer Colicchio bemærker, at Kim ikke har brugt asiatiske smagsnuancer i sin madlavning (hvilket han gør næsten hver gang, hun ikke har brugt dem i løbet af sæsonen), og hun bliver elimineret.
En bemærkning om Kims personlighed
Under genforeningen hævder Terhune, at Kim i konkurrencen “ikke stolede på sig selv, og at hun ville stille alle de her spørgsmål”. Kim forklarer: “Teamwork er at stille spørgsmål og sørge for, at vi er på samme side. Jeg har selvtillid, men det kommer til udtryk på en anden måde.” Selv Kim er klar over fordommene mod hendes kommunikationsstil og indrømmer selv, at hun “ønskede at lade den stille, søde side blive hjemme”, men at hun ikke kunne.
Vi ved, at professionelle køkkener er mandsdominerede, og at stereotypisk maskuline egenskaber roses og opmuntres hos alle kokke, både mænd og kvinder. Det er uklart, om Kim – som gerne indrømmede, at hun voksede op med ønsket om at være en husmor, der tilbringer det meste af sin tid i køkkenet, ligesom sin koreanske mor – ser sin kulturelle identitet som knyttet til en mindre aggressiv kommunikationsstil. Det er dog værd at bemærke, at Kuniko Yagi, en deltager i sæson ti, født i Gunma, Japan, hvis yndlingsret var en “familie-agtig hot pot-ret”, blev skåret fra, fordi hun havde “svært ved at sige nej”. Når en kvindelig kok kritiseres af andre kvinder for at udvise typisk feminine personlighedstræk, og disse træk også er kulturelt specifikke, afspejler denne kritik også en kulturel bias.
Det ser altså ud til, at Kims største fejl i opfattelsen var hendes koreanskhed, som kom til udtryk både i hendes madlavning (når hun serverede koreansk inspireret mad, antydede hendes medspillere, at hun tog den nemme vej ud og ikke var en holdspiller; når hun valgte andre påvirkninger, antog dommerne, at hun havde taget en stor risiko) og muligvis i hendes kommunikationsstil. Hendes afvisning af at assimilere sig – ikke hendes færdighedsniveau eller arbejdsmoral – fik de andre kokke til at sætte spørgsmålstegn ved hendes evner og styrke i køkkenet.
For sin del sejlede Kristen Kish gennem de første elleve afsnit af konkurrencen samt Last Chance Kitchen. Men i Kishs tilfælde blev der ikke nævnt noget om de etniske påvirkninger i hendes madlavning eller hendes personlighed, og hendes medvirkende satsede konsekvent på, at hun skulle vinde. Faktisk diskuteres Kishs etniske oprindelse ikke før i finalen, hvor hun spørger sin filippinske medspiller Sheldon Simeon om sesamolie, og han svarer: “Du bliver asiatisk. Du laver ikke asiatisk mad, din asiatiske person.” Kish svarer: “Det er en hvid person, der er asiatisk.” Vi opdager i det sidste afsnit, at Kish havde planlagt at bruge en del af sin gevinst til at rejse til Korea “for at se, hvor hun kom fra”, fordi hun blev adopteret ind i en hvid amerikansk familie som fire måneder gammel.
Jeg argumenterer ikke for, at Kish ikke fortjente at vinde, eller at hun ikke var tro mod sin egen identitet; jeg argumenterer for, at Kim ufortjent blev mobbet på grund af sin egen. Vi må erkende, at Kims “opfattelsesproblem” var en forhindring, som hun konstant forhandlede ud over det, der blev krævet af hende i forbindelse med showets madudfordringer. Og selv om dommerne aldrig satte spørgsmålstegn ved Kims færdighedsniveau, må vi spekulere på, om hun tabte – og dermed potentielt ændrede sin karriere og i hvert fald sin umiddelbare økonomiske udvikling – i sidste ende fordi hun simpelthen blev slidt ned og presset af sine medvirkende. Det var trods alt et mærkeligt valg for hende at opgive sine “asiatiske smagsoplevelser” så tæt på målstregen.