Starr v County of Cortland2004 NY Slip Op 02450 April 1, 2004Appellate Division, Third DepartmentPubliceret af New York State Law Reporting Bureau i henhold til Judiciary Law § 431.Som berigtiget indtil onsdag den 30. juni 2004
Judith L. Starr, individuelt og som forælder og værge for Tiffany R. Starr, et spædbarn, og som administrator af boet efter Stephen A. Starr, afdøde, et al.., Sagsøgte, mod County of Cortland, Appellant.
–
Mugglin, J. Appel fra en dom afsagt af Supreme Court (Rumsey, J.), afsagt den 13. september 2002 i Cortland County, efter en dom, der blev afsagt til fordel for sagsøgere.
Den 21. september 1994 meddelte sagsøger Amber Starr, der dengang gik i gymnasiet, Jonathan Merchant, der studerede på college, at hun ikke længere ønskede at være hans kæreste og ikke ville gå ud med ham i fremtiden. I de følgende tre måneder udviklede Merchants forsøg på at genoplive sit forhold til Amber sig fra at være irriterende til at blive truende. Starr-familiens svar udviklede sig ligeledes fra høflige anmodninger om, at han skulle holde op, til krav om, at han skulle gøre det. Ikke desto mindre blev Merchant ved og ringede til Starr-hjemmet på alle tider af døgnet og kontaktede ved lejlighed Amber personligt forskellige steder. Endelig, den 27. december 1994, tog Ambers mor, sagsøger Judith L. Starr (i det følgende benævnt “moderen”), hendes søster, sagsøger Tiffany R. Starr, og Amber hen til Cortland County Sheriff’s Department. Amber, som skulle af sted for at deltage i en cheerleaderforpligtelse, indvilligede i at komme tilbage den 28. december 1994. Moderen og Tiffany afgav vidneudsagn til vice-sherif Donald Warner. Da de var ved at afslutte denne proces, ringede Merchant til alles overraskelse til sheriffens afdeling og sagde, at han havde hørt, at sheriffen måske ledte efter ham, og indvilligede i at komme ind. Moderen og Tiffany, der var bange for ikke at møde Merchant, forlod stedet og blev eskorteret hjem af en løjtnant i afdelingen. Merchant ankom, blev anholdt for grov chikane og blev stillet for en lokal dommer, som fastsatte kautionen. Den 28. december 1994 betalte Merchants mor kaution, og han blev løsladt fra fængslet, hvilket Starrs erfarede samme eftermiddag. Kl. 22.00 den 28. december 1994 vendte Amber tilbage med sin mor og sin nye kæreste til sheriffens afdeling, hvor Amber afgav sin skriftlige erklæring om Merchants opførsel frem til den 27. december 1994. Desuden fortalte Amber og hendes mor Warner om et telefonopkald, som de havde modtaget om eftermiddagen, og som de antog var foretaget af Merchant.
I de tidlige morgentimer den 30. december 1994 skød Merchant låsen af en dør i sagsøgernes hjem, gik ind og efter at have truet Amber med et haglgevær, skød og dræbte han Ambers far, som var kommet hende til undsætning. Sagsøgerne anlagde derefter denne sag om uberettiget død med påstand om, at sagsøgte undlod at yde dem tilstrækkelig politibeskyttelse. Under retssagen vidnede sagsøgerne hver især, at de gentagne gange blev forsikret af sheriffens afdeling om, at de ville lede efter Merchant, at de ville få ham på alt, hvad de kunne, og at der ikke ville ske noget med familien. De vidnede endvidere, at de ikke havde nogen kontakt fra Merchant den 29. december 1994 og antog derfor, at det måtte skyldes, at han var blevet anholdt igen.
Efter retssagen fastslog juryen, at der var etableret et særligt forhold mellem sagsøgerne og sagsøgte, og at sagsøgte var uagtsom i udførelsen af den beskyttelsespligt, som den havde påtaget sig, og den afsagde en dom til fordel for sagsøgerne. Sagsøgtes anmodning om ophævelse af juryens dom blev afvist af Højesteret, og sagsøgte appellerer nu.
Det er fast lov, at en kommune som udgangspunkt ikke er ansvarlig for skader som følge af manglende politibeskyttelse (se Kircher mod City of Jamestown, 74 NY2d 251, 255 ; Cuffy mod City of New York, 69 NY2d 255, 260-261 ; Sorichetti mod City of New York, 65 NY2d 461, 468 ; Finch mod County of Saratoga, 305 AD2d 771, 772-773 ). Der findes dog en snæver undtagelse, som pålægger en kommune ansvar, hvis en sagsøgers beviser påviser et særligt forhold mellem den skadelidte og kommunen ved at påvise (1) at kommunen gennem løfter eller handlinger har påtaget sig en positiv forpligtelse til at handle på vegne af den skadelidte, (2) viden hos kommunens agenter om, at manglende handling kunne føre til skade, (3) en eller anden form for direkte kontakt mellem kommunens agenter og den skadelidte og (4) den skadelidtes berettigede tillid til kommunens bekræftende forpligtelse (se Cuffy mod City of New York, supra, s. 260). Når beviserne har fastslået det krævede særlige forhold, vurderes politiets handlinger ved at analysere, om de handlede rimeligt under de givne omstændigheder (se Sorichetti v City of New York, supra, 470; De Long v County of Erie, 60 NY2d 296, 306 ).
Parterne bestrider ikke, at disse retsprincipper finder anvendelse på denne sag. Vi har fulgt og anvendt dem mindst tre gange i de sidste par år (se Finch v County of Saratoga, supra; Clark v Town of Ticonderoga, 291 AD2d 597 , lv denied 98 NY2d 604 ; Grieshaber v City of Albany, 279 AD2d 232 ). Den præcise tvist i denne sag udspringer af sagsøgtes argument om, at sagsøgernes beviser ikke beviser det fjerde element, dvs. sagsøgernes berettigede tiltro til kommunens positive tilsagn. Ved gennemgangen og afgørelsen af dette spørgsmål er vi opmærksomme på, at der skal tages stor hensyn til en jurys faktiske afgørelser, og at de ikke vil blive forstyrret, medmindre de ikke kunne opnås ved en rimelig fortolkning af beviserne (se Lockhart mod Adirondack Tr. Lines, 305 AD2d 766, 767 ; Duff v De Sorbo, 304 AD2d 870, 871 ). Desuden skal vi give sagsøgerne alle de gunstige konklusioner, der med rimelighed kan udledes af beviserne (se Duff v De Sorbo, supra, 871). Ved gennemgangen af beviserne lader vi os naturligvis lede af de principper, der er udtrykt i vores retspraksis: “Som denne domstol for nylig gentog, er den “tillid”, der kræves i denne sammenhæng, ikke et abstrakt element, der kan opfyldes af sagsøgerens håb om eller tro på, at sagsøgte kunne yde tilstrækkelig politibeskyttelse. I den foreliggende sag var det snarere sagsøgerens byrde at påvise, at sagsøgtes adfærd lullede ham ind i en falsk følelse af sikkerhed, fik ham til enten at slække på sin egen årvågenhed eller give afkald på andre muligheder for beskyttelse og derved bragte ham i en værre situation, end han ville have været, hvis sagsøgte aldrig havde påtaget sig den underliggende forpligtelse” (Finch mod County of Saratoga, supra, s. 773).
Denne dokumentation er blottet for ethvert bevis for, at sagsøgerne har bragt sig selv i en værre situation, end de ville have været, hvis sagsøgtes sherifkontor aldrig havde påtaget sig den underliggende pligt. Sagsùgernes håb eller tro på, at Merchant kunne være blevet anholdt igen den 29. december 1994, er utilstrñkkeligt. Det skal bemærkes, at de løfter om politibeskyttelse, som sheriffens afdeling gav den 27. december 1994, blev indfriet. Merchant blev anholdt. Ambers erklæring af 28. december 1994 tilføjede ingen nye oplysninger efter den 27. december 1994 og gav ikke noget nyt grundlag for at anholde Merchant på ny. Når man betragter sagsøgernes beviser i det lys, der er mest gunstigt for dem, lovede repræsentanter for sheriffens afdeling den 28. december, at de ville “gøre alt for at få fat i ham”, at “vi ville gøre alt for at beskytte jer”, og at “vi vil få fat i ham på enhver måde”, de kunne. Disse løfter var imidlertid blot udtryk for fremtidige hensigter og garanterede ikke Merchant’s anholdelse eller Starr-familiens sikkerhed. Amber bevidnede faktisk, at hun fik at vide, at sheriffens afdeling ikke kunne stille en bodyguard til rådighed for hende. Uanset om sådanne udtalelser kan være tilstrækkelige til at lulle en person ind i en falsk følelse af sikkerhed, er der under alle omstændigheder ikke tilstrækkeligt bevis for, at sagsøgerne blev tilskyndet til at slække på deres årvågenhed. Især vidneudsagnet under retssagen om en opgivet ferieplan understøtter ikke en konklusion om, at sagsøgerne undlod at benytte sig af andre muligheder for beskyttelse under de særlige omstændigheder her. På grundlag af beviserne konkluderer vi, at medlemmerne af familien Starr ikke blev bragt i en dårligere situation som følge af noget løfte fra politiet, da de ikke ændrede deres sædvanlige daglige aktiviteter hverken før eller efter politikontakten. Der er således ikke beviser for berettiget tillid, og vi er nødsaget til at fastslå, at sagsøgtes anmodning om ophævelse af dommen burde have været imødekommet som et retligt spørgsmål.
Cardona, P.J., Crew III, Rose og Kane, J.J., tilslutter sig. Dommen ophæves i retlig henseende uden omkostninger, og der gives medhold i begæringen om ophævelse af dommen, og klagen afvises.