“Amerikanske rødder: (Som sendt til mig af Brian Dodd)
Citat fra ENCARTA 95
Den amerikanske version af julemandsfiguren fik sin inspiration og sit navn fra den hollandske legende om Sinter Klaas, der blev bragt med sig af nybyggere til NewYork i det 17. århundrede. 
Så tidligt som i 1773 optrådte navnet i den amerikanske presse som “St. A Claus”, men det var den populære forfatter Washington Irving, der gav amerikanerne deres første detaljerede oplysninger om den hollandske version af Sankt Nikolaus. I sin History of New York, der blev udgivet i 1809 under pseudonymet Diedrich Knickerbocker, beskrev Irving ankomsten af Sankt Nikolaus på hesteryg (uden ledsagelse af Sort Peter) hver sankt Nikolausaften.
Denne hollandsk-amerikanske Saint Nick fik sin fuldt amerikaniserede form i 1823 i digtet A Visit From Saint Nicholas, mere almindeligt kendt som The Night BeforeChristmas af forfatteren Clement Clarke Moore. Moore inkluderede detaljer som rensdyrenes navne, julemandens grin, blink og nik og den metode, hvormed Sankt Nikolaus, der omtales som en nisse, vender tilbage op ad skorstenen (Moores sætning “lægger sin finger til siden af sin næse” er direkte hentet fra Irvings beskrivelse fra 1809).)
Det amerikanske billede af julemanden blev videreudviklet af illustratorenThomas Nast, som afbildede en rundlig julemand til julenumre af Harper’s smagazine fra 1860’erne til 1880’erne. Nast tilføjede detaljer som f.eks. julemandens værksted på Nordpolen og julemandens liste over de gode og onde børn i verden. En udgave af julemanden i menneskestørrelse i stedet for nissen i Moore’s digt blev afbildet i en serie illustrationer til Coca-Cola-reklamer fra 1931, som introducerede og gjorde de røde julemandskostumer til et ikon. I moderne versioner af julemandslegenden er det kun hans ansatte i legetøjsbutikkerne, der er nisser. Rudolph, det niende rensdyr med en rød og skinnende næse, blev opfundet i 1939 af en reklameskribent for Montgomery Ward Company.
For at finde de historiske rødder til julemanden skal man meget langt tilbage i fortiden. Man opdager, at julemanden, som vi kender ham, er en kombination af mange forskellige legender og mytiske væsener.
Grundlaget for julemanden fra den kristne tid er biskop Nikolaus af Smyrna (Izmir) i det nuværende Tyrkiet. Nikolaus levede i det 4. århundrede e.Kr. Han var meget rig, gavmild og kærlig over for børn. Ofte gav han fattige børn glæde ved at smide gaver ind gennem deres vinduer.
Den ortodokse kirke ophøjede senere Sankt Nikolaus, mirakelmanden, til en position af stor agtelse. Det var til hans ære, at Ruslands ældste kirke blev bygget, for eksempel. Den romersk-katolske kirke hædrede for sin del Nikolaus som en, der hjalp børn og de fattige. Sankt Nikolaus blev børnenes og søfolkenes skytshelgen. Hans navnedag er den 6. december.
I de protestantiske områder i det centrale og nordlige Tyskland blev Sankt Nikolaus senere kendt som der Weinachtsmann. I England kom han til at blive kaldt Father Christmas. Sankt Nikolaus kom til USA med hollandske immigranter og begyndte at blive omtalt som Santa Claus.
I nordamerikanske digte og illustrationer var det julemanden med sit hvide skæg, sin røde jakke og sin pomponhue, der natten før jul drog af sted i sin slæde, trukket af otte rensdyr, og kravlede ned ad skorstenene for at lægge sine julegaver i strømper, som børnene lagde på pejsen.
Børnene ville naturligvis gerne vide, hvor julemanden egentlig kom fra. Hvor boede han, når han ikke leverede gaver? Disse spørgsmål gav anledning til legenden om, at julemanden boede på Nordpolen, hvor hans julegaveværksted også var placeret.
I 1925 afslørede aviserne, at julemanden i virkeligheden boede i det finske Lapland, da det ikke var muligt at lade rensdyr græsse på Nordpolen. “Onkel Markus”, Markus Rautio, der sammenlignede den populære “Børnetime” i den finske offentlige radio, afslørede den store hemmelighed for første gang i 1927: Julemanden bor på Korvatunturi i Lapland – “Øre-fjeldet”
Fjeldet, der ligger lige ved Finlands østlige grænse, ligner lidt en hares ører – og det er i virkeligheden julemandens ører, som han lytter med for at høre, om verdens børn er flinke. Julemanden har hjælp fra en travl gruppe nisser, som har sin helt egen historie i den skandinaviske legende.
Igennem århundreder er skikke fra forskellige dele af den nordlige halvkugle således gået sammen og har skabt hele verdens julemand – den tidløse, tidløse, dødsløse hvidskæggede og rødklædte mand, der uddeler gaver til jul og altid vender tilbage til Korvatunturi i det finske Lapland.
Siden 1950’erne har julemanden med glæde opholdt sig i Napapiiri i nærheden af Rovaniemi på andre tidspunkter end jul for at møde børn og unge i hjertet. I 1985 var hans besøg i Napapiiri blevet så regelmæssige, at han oprettede sit eget julemandskontor der i stedet for at benytte sig af moderne bekvemmeligheder som f.eks. telefonkonferencebesøg fra Nordpolen. Han kommer der hver dag året rundt for at høre, hvad børnene ønsker sig til jul, og for at tale med børn, der er kommet fra hele verden. Julemandsbyen er også stedet for julemandens hovedpostkontor, som modtager børnenes breve fra alle fire verdenshjørner.
Tilbage til Nordpolen