I 1893 skrev Lin Zexu, en lærd og Qing-mandarin, et åbent brev til dronning Victoria af Storbritannien, hvori han opfordrede hende til at standse opiumhandelen i Kina:
“I løbet af den handelsforbindelse, der har eksisteret så længe, er der blandt de mange udenlandske købmænd, der søger hertil, hvede og ukrudt, gode og dårlige; og blandt de sidstnævnte er der nogle, der ved hjælp af at indføre opium i smug har forført vores kinesiske folk og fået hver eneste provins i landet til at flyde over med denne gift. De søger kun at drage fordel af sig selv, de bekymrer sig ikke om at skade andre! Dette er et princip, som Himlens Forsyn foragter, og som menneskeheden ser på med afsky!
Dertil kommer, at den store kejser, da han hørte om det, faktisk rystede af forargelse, og sendte især mig, kommissæren, til Kanton, for at der i samarbejde med vicekongen og provinsens guvernør skulle tages midler til at undertrykke det.
Alle indfødte i det indre land, der sælger opium, ligesom alle, der ryger det, dømmes på samme måde til døden. Vi finder, at jeres land er fjernt fra os, at jeres fremmede skibe kommer her til os og stræber det ene efter det andet efter vores handel og af den simple grund, at de har et stærkt ønske om at høste en fortjeneste. Hvilken fornuftsbetragtning er det så, at disse udlændinge til gengæld sender et giftigt stof, som netop de indfødte i Kina bliver tilintetgjort af?
Og uden at ville sige, at udlændingene nærer sådanne destruktive hensigter i deres hjerter, hævder vi dog med sikkerhed, at de på grund af deres uforholdsmæssigt store tørst efter vinding er fuldstændig ligeglade med de skader, de påfører os! Og når dette er tilfældet, vil vi gerne spørge, hvad der er blevet af den samvittighed, som himlen har indplantet i alle menneskers bryst?
Vi har hørt, at opium i Deres eget land er forbudt med den yderste strenghed og strenghed. Det er et stærkt bevis på, at I udmærket ved, hvor skadeligt det er for menneskeheden. Når I så ikke tillader, at det skader jeres eget land, burde I ikke lade det skadelige stof blive overført til et andet land, og frem for alt andet, hvor meget mindre til det indre land!
Af de produkter, som Kina eksporterer til jeres fremmede lande, er der ikke et eneste, som ikke er til gavn for menneskeheden i en eller anden form. Der er dem, der tjener til mad, dem, der er nyttige, og dem, der er beregnet til videresalg – men alle er gavnlige. Har Kina nogensinde sendt en skadelig vare af sted fra sin jord? For slet ikke at tale om vores te og rabarber, ting, som jeres fremmede lande ikke kunne eksistere en eneste dag uden!”