Kontinentalkongressen var en gruppe af delegerede, der arbejdede sammen for at handle på vegne af de nordamerikanske kolonier i 1770’erne. Begyndende med sukkerloven i 1764 vedtog det britiske parlament en række love, som var upopulære hos mange kolonister i de nordamerikanske kolonier. Kolonisterne samledes i det, der blev kendt som korrespondancekomitéerne, for at diskutere deres rettigheder og hvordan de skulle reagere på de love, som de mente, at de trådte på disse rettigheder. Disse komitéer begyndte at arbejde sammen for at skabe en samarbejdsvillig, forenet tilgang.
I 1774 spidsede tingene til, efter at Storbritannien havde vedtaget Coercive Acts, en række love, som kolonisterne kaldte Intolerable Acts. Disse love, som bl.a. omfattede lukning af havnen i Boston og etablering af britisk militærstyre i Massachusetts, havde til formål at straffe kolonien Massachusetts for det berygtede Boston Tea Party og at tvinge kolonien til at betale for den tabte te. Storbritannien håbede også at isolere oprørerne i Massachusetts og afholde andre kolonier fra at begå lignende trodsige handlinger. Som reaktion herpå indkaldte kongresudvalgene til et møde for delegerede. Den 5. september 1774 mødtes 56 delegerede i Philadelphia i Pennsylvania. Denne første kontinentalkongres repræsenterede alle de 13 kolonier, undtagen Georgia. Den omfattede nogle af de dygtigste ledere i landet, herunder George Washington, Patrick Henry, John Adams, Samuel Adams og John Jay. Gruppen valgte Peyton Randolph fra Virginia som formand.
Gruppen mødtes i hemmelighed for at diskutere, hvordan kolonierne skulle reagere på det, som de opfattede som en påtvunget krænkelse af deres rettigheder. På dette møde vedtog kongressen en Declaration of Rights and Grievances (en erklæring om rettigheder og klagepunkter). De erklærede, at deres rettigheder som englændere omfattede liv, frihed, ejendom og retten til at blive stillet for en jury. Erklæringen fordømte beskatning uden repræsentation. Kongressen opfordrede til boykot af britiske varer og anmodede kong George III om at få afhjulpet deres klager. Inden afrejsen blev kongressen enig om at mødes igen den 10. maj 1775.
Hvor denne anden kontinentalkongres mødtes, var fjendtlighederne allerede brudt ud mellem britiske tropper og dets amerikanske kolonister ved Lexington, Massachusetts, og Concord, Massachusetts. Kongressen blev enig om et koordineret militært svar og udpegede George Washington som chef for den amerikanske milits. Den 4. juli 1776 afbrød de delegerede alle resterende bånd til England ved enstemmigt at godkende uafhængighedserklæringen.
I hele revolutionskrigen fungerede den kontinentale kongres som en midlertidig eller midlertidig regering for de amerikanske kolonier. Kongressen udarbejdede konføderationsartiklerne, som var USA’s første forfatning, og som trådte i kraft i 1781. Under denne regering gav Kontinentalkongressen plads til Forbundskongressen, som omfattede mange af de samme delegerede. Denne gruppe fortsatte med at stå for ledelsen af det nye land, indtil en ny kongres, der blev valgt under den nye forfatning, der blev vedtaget i 1789, trådte i kraft.