Kronisk migræne, klassifikation, differentialdiagnose og epidemiologi

Kronisk migræne (CM) er den mest invaliderende af de 4 typer primær kronisk daglig hovedpine (CDH) af lang varighed, et syndrom defineret ved primær hovedpine 15 eller flere dage om måneden i mindst 3 måneder med anfald, der i gennemsnit varer 4 timer eller mere pr. dag. CDH af lang varighed omfatter CM, kronisk spændingshovedpine, ny daglig vedvarende hovedpine og hemicrania continua. CM påvirker ca. 2 % af den voksne befolkning i de vestlige lande og påfører den enkelte patient og dennes familie og mere generelt samfundet en betydelig byrde. Selv om denne lidelse er meget invaliderende og udbredt, er den stadig i høj grad underdiagnosticeret og underbehandlet. Diagnosticering af CM kræver en systematisk tilgang, der omfatter disse trin: (1) udelukke en sekundær hovedpineforstyrrelse og (2) diagnosticere et specifikt primært hovedpinesyndrom baseret på hyppighed og varighed, f.eks. kortvarigt episodisk, langvarigt episodisk eller langvarigt kronisk. CM udvikler sig normalt som en komplikation til episodisk migræne efter en periode med stigende hovedpinefrekvens. Denne migrænetransformation er forbundet med en række risikofaktorer, hvoraf nogle ikke kan ændres, herunder alder og race. Andre risikofaktorer for CM kan ændres, f.eks. fedme, snorken, hovedskader, stressende livshændelser og overforbrug af opioider og barbiturater. Det er dog endnu ikke blevet påvist, at ændring af risikofaktorer kan mindske sandsynligheden for CM-udbrud. Ifølge en tværsnitsanalyse af data fra den amerikanske undersøgelse af migræneprævalens og -forebyggelse, der blev offentliggjort i år i Journal of Neurology, Neurosurgery and Psychiatry, var patienter med CM sammenlignet med patienter med episodisk migræne betydeligt mindre tilbøjelige til at være fuldtidsbeskæftigede og næsten dobbelt så tilbøjelige til at være erhvervsmæssigt handicappede. Desuden var der næsten dobbelt så stor sandsynlighed for, at patienter med CM havde angst, kroniske smerter eller depression. Desuden havde patienter med CM en højere risiko for hjerte-kar- og åndedrætsbesvær, 40 % større sandsynlighed for at have hjertesygdomme og angina pectoris og 70 % større sandsynlighed for at have haft et slagtilfælde. Disse resultater understreger den afgørende betydning af klinisk årvågenhed, præcis diagnose og passende, effektiv behandling – herunder behandling eller henvisning – for at forbedre patienternes resultater.