Den vestlige kunst i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede er kendetegnet ved en dristig afvisning af naturalisme og skildring af lokale farver. Fauverne og de tyske ekspressionister, der prioriterede prismatisk farve inden for billedsprogets ordforråd, hævdede billedsprogets autonomi. I den forbindelse blev de påvirket både af moderniteten i Europa og af eksempler på ikke-vestlig kunst, især afrikansk og oceanisk kunst, der blev bragt tilbage til de vestlige lande (Storbritannien, Frankrig, Tyskland) som følge af stormagternes imperiale politik.
Afrikanske skulpturer og masker viste vestlige kunstnere (Gauguin, Matisse, Derain, Vlaminck, Kirschner, Pechstein, Picasso), at naturalismen kun gav én formel til at omsætte livet til kunst. Afrikansk kunst var et stærkt bevis på en konceptuel tilgang til billedkonstruktion. De afrikanske skulpturers forenklede, stiliserede former fascinerede europæiske antropologer og kunstnere, som så deres egen kultur som stadig mere kompleks og “civiliseret” og reagerede på enkelheden. Da de ikke kendte den afrikanske kultur, var deres begejstring for det, de anså for “primitivt”, en romantisk fortolkning af skulpturelle objekter, som kunstnere fandt tiltrækkende, fordi de var eksotiske eller radikalt forskellige fra vestlige kunstformer.
Men selv om vestlige modernister primært blev tiltrukket af formerne i afrikansk kunst, bidrager lyse, kromatiske farver undertiden med detaljer i afrikanske udskæringer. Den dominerende farve i afrikansk skulptur er den naturlige farve af de anvendte materialer – træ (der bruges til at udskære skulpturer i Vest- og Centralafrika) og støbt metalbronze (der bruges i skulpturer fra Benin). Masker er ofte lavet af en række forskellige teksturelle materialer (f.eks. træ, hår, stof, raffia, fibre og ben), og nogle masker har naturlige pigmenter (f.eks. okker, kridt og kul), der er malet som designelementer på ansigtsformerne (f.eks. Kuba-masker i Congo). Der er ofte tilføjet kogeoskaller, frø eller glas- og lerperler. Her giver detaljerne en visuel kontrast, der tiltrækker øjet til vigtige områder af skulpturen, som f.eks. glasperlehalskæder i Yoruba-udskæringer. Når perler indgår i skulpturer, er kontrasten mellem gråt eller brunt træ og blå og røde perler visuelt dramatisk, og princippet om tonale tertiærfarver, der fungerer som en folie for rene nuancer, demonstreres.