Da Quaker Oats tidligere på ugen meddelte, at de ville ændre navnet på deres Aunt Jemima-sirup og pandekageblanding efter at have sagt, at brandets “oprindelse er baseret på en racemæssig stereotyp”, blev nyheden set som en anerkendelse af, at brandets ikoniske image havde spillet en rolle i den systemiske racisme i USA. Men virksomhedens brug af tante Jemima har længe været genstand for værker af sorte kunstnere, som har skabt visioner om hendes befrielse.
Det mest ikoniske af disse værker er Betye Saar’s skulpturelle assemblage The Liberation of Aunt Jemima fra 1972, som nu befinder sig i samlingen Berkeley Art Museum og Pacific Film Archive i Californien. I midten af værket er der en færdiglavet figur, der viser en stereotyp mammyfigur. I den ene hånd holder hun en kost og i den anden en riffel. I midten af kjolen har Saar placeret et lille maleri af en smilende sort mammy, der holder en hvid baby på sin hofte, med en Black Power-næve overlejret over billedet. Den færdiglavede kjole står midt i en seng af bomuld. Bag hende har Saar flisebelagt billedet af tante Jemima, som er taget fra produktemballagen.
I en e-mail til ARTnews skrev Saar: “Min kunstneriske praksis har altid været den linse, gennem hvilken jeg har set og bevæget mig gennem verden omkring mig. Den er fortsat en arena og et medie for politisk protest og social aktivisme. Jeg skabte The Liberation of Aunt Jemima i 1972 til udstillingen “Black Heroes” på Rainbow Sign Cultural Center i Berkeley, Californien (1972). Udstillingen var organiseret omkring samfundets reaktioner på mordet på Martin Luther King Jr. i 1968. Dette værk gav mig mulighed for at kanalisere min retfærdige vrede, ikke kun over det store tab af MLK Jr. men også over den manglende repræsentation af sorte kunstnere, især sorte kvindelige kunstnere. Jeg forvandlede det nedsættende billede af tante Jemima til en kvindelig krigerfigur, der kæmpede for de sortes frigørelse og kvinders rettigheder. Halvtreds år senere er hun endelig selv blevet befriet. Og alligevel er der stadig mere arbejde at gøre.”
Faith Ringgold er i dag bedst kendt for sine story quilt-værker; hendes første værk i dette medie, med titlen Who’s Afraid of Aunt Jemima? (1983), der blev skabt til hendes soloudstilling i 1984 på Studio Museum in Harlem, handlede om et lignende emne. Værket består af 56 firkanter med trekanter af forskellige quilts ved siden af billeder af sorte kvinder, sorte piger, sorte mænd, hvide mænd og kvinder og ni paneler med tekst, der genfortæller og genfortolker historien om tante Jemima.
I sin erindringsbog We Flew Over the Bridge: The Memoirs of Faith Ringgold (1995), skrev Ringgold: “Jeg besluttede at skabe et særligt værk til denne lejlighed for at vise en fremtidig retning i min kunst. Ideen om en malet quilt var øverst i mit sind. … The Story of Jemima Blakey, det navn jeg gav min radikale revision af tante Jemimas karakter og historie, flød fra mig som blod, der løber fra et dybt skåret sår. Jeg havde ikke lyst til at skrive den – jeg var nødt til det. Jeg var træt af at høre sorte mennesker tale negativt om tante Jemimas image. Jeg vidste, at de refererede til en stor sort kvinde, og jeg tog det personligt.”
I et panel, der blev afholdt af Museum of Modern Art den 18. juni, sagde Ringgold: “Jeg fortalte hendes historie. Jeg skabte en komplet familie for hende og gav hende derfor en historie og ikke bare latterliggjorde hende. … Hvorfor skal tante Jemima være så intet og så nedsættende?”
Renee Cox tog sig af tante Jemima som en del af sin fotografiske serie “Rajé”, der viser kunstneren som en sort superhelt ved navn Rajé, barnebarn af Nubia, den længe forsvundne tvillingesøster til Wonder Woman. I 1998’s “Liberation of Aunt Jemima and Uncle B” viser Cox Rajé stående arm i arm med en befriet tante Jemima (portrætteret af supermodellen Roshumba Williams) og onkel Ben (portrætteret af skuespilleren Rodney Charles) foran deres kasser.
I en telefonsamtale sagde Cox: “Motivationen er 400 og flere år af undertrykkelse af sorte kroppe i dette land. Lige fra begyndelsen har jeg altid været interesseret i at skabe min egen dialog med hensyn til repræsentation af sorte mennesker for at bryde de stereotyper, som er blevet pålagt os af et hvidt supremacistisk samfund. Jeg går ikke ind for at portrættere sorte mennesker som ofre. Jeg ønskede at ændre den opfattelse.”
Hun betragter værket kun som en del af et større projekt. “Kunst handler for mig om at skabe en diskurs for at skabe den samtale, hvor det kan komme op. Hvorfor skal man befri dem fra deres kasser? Jamen, for det første, ejer de virksomheden? Hvorfor er de så på kassen? Fordi nogle mennesker føler sig trygge ved at vide, at man har en stor mor, der vender flap jacks for den hvide familie. Det er der noget betryggende ved. Dette er et lille skridt for sorte mennesker, men jeg tror, det er et stort skridt for hvide mennesker at fjerne dem fra æskerne, for det tog dem 130 år at fjerne hende fra æskerne. Jeg har bedt om det i 22 år, og før mig var der også andre, der bad om det. Det er overfladisk, det er det hele, så folk er nødt til at huske på det.”