Lægerne blev forvirrede over billederne og dissekerede væv fra to kadavere og fandt ud af, at kirtlerne havde ligheder med de kendte spytkirtler, der sidder under tungen. De nye kirtler var også forbundet med store afløbskanaler – et tegn på, at de ledte væske fra et sted til et andet.
Det er ikke helt klart, hvordan kirtlerne undgik anatomerne. Men “placeringen er ikke meget tilgængelig, og du har brug for meget følsom billeddannelse for at opdage den”, sagde Dr. Wouter Vogel, en strålingsonkolog ved det hollandske kræftinstitut og en forfatter på undersøgelsen. Kroppens andre store spytkirtler, som sidder tættere på hudens overflade, kan også undersøges; det er langt mindre muligt med dette fjerde par strukturer, som er gemt under kraniefoden.
Den nye opdagelse, sagde Dr. Vogel, kan være med til at forklare, hvorfor folk, der gennemgår strålebehandling for kræft i hovedet eller halsen, så ofte ender med kronisk mundtørhed og synkeproblemer. Fordi disse obskure kirtler ikke var kendt af lægerne, “var der aldrig nogen, der forsøgte at skåne dem” fra sådanne behandlinger, sagde Dr. Vogel.
Dr. Alvand Hassankhani, radiolog ved University of Pennsylvania, sagde, at han var tøvende med at betegne strukturerne som “nye organer”. Ud over de tre par kendte store spytkirtler findes der omkring 1.000 mindre spytkirtler spredt ud over mund- og halsslimhinden. De er mere små og sværere at finde ved hjælp af billeddannelse eller scanning end deres kraftigere fætre og kusiner. Det er muligt, at de hollandske forskere bare er stødt på en bedre måde at afbilde et sæt undervurderede mindre kirtler på, sagde Dr. Hassankhani.
Dr. Fitzhugh og Dr. Mowery var lidt mere overbeviste, men begge efterlyste flere data. “At have et enkelt klinisk datasæt er aldrig nok,” sagde Dr. Mowery.
Patientpopulationen i undersøgelsen var heller ikke særlig forskelligartet, sagde Dr. Fitzhugh. Den oprindelige gruppe, som forskerne undersøgte, bestod udelukkende af personer med prostatakræft eller urethralkirtelkræft og omfattede kun én kvinde blandt 100 forsøgspersoner.