MAND: Jeg var i supermarkedet forleden dag for at købe noget tunfisk, da jeg mærkede en meget forstyrret tilstedeværelse lige bag mig. Der var noget ved hendes fokus, der gjorde det meget klart for mig, at hun var en forstyrret person. Så jeg tænkte – ja, man skal aldrig kigge direkte på en sindssyg person, så jeg tænkte, jeg vil bare blive ved med at kigge på disse tunfiskedåser og lade som om, jeg er optaget af, om de er i olie eller i vand, og så vil personen forsvinde. Men i stedet wham! bringer hun sin knytnæve ned i hovedet på mig og råber “vil du flytte dig, røvhul!” (Pause.) Hvorfor gjorde hun nu det? Hun havde ikke engang sagt “vil du venligst flytte dig” på et eller andet tidspunkt i starten, så jeg ville have vidst, hvad hendes problem var. Jeg indrømmer, at jeg heller ikke altid siger til folk, hvad jeg vil have – som de mennesker i biograferne, der bliver ved med at tale, du ved, jeg giver bare op og bliver vred på dem – men på den anden side tager jeg ikke min knytnæve og går wham! i hovedet på dem!
Jeg mener, hvis jeg analyserer det, ser det i et positivt lys, så havde denne kvinde sandsynligvis en virkelig forfærdelig livshistorie, der, du ved, ligesom forklarede, hvordan hun kom til dette tidspunkt, hvor hun slog mig i supermarkedet. Og hvis hendes liv – siden fødslen – var blevet forklaret for mig, kunne jeg måske have forstået hendes handling og hvordan hun var kommet dertil. Men selv med den viden – som jeg ikke havde – var det mit hoved, hun slog, og det er bare så uretfærdigt.
Det giver mig lyst til aldrig at forlade min lejlighed nogensinde nogensinde igen. (Pludselig lukker han øjnene og bevæger armene i en cirkulær bevægelse rundt om sig selv, rundt og rundt, beroligende). Jeg er den fremherskende energikilde i mit liv. Jeg giver slip på smerten fra fortiden. Jeg giver slip på smerten fra nutiden. På de steder i min krop, hvor smerten tidligere boede, er der nu lys og kærlighed og glæde. (Han åbner øjnene igen og ser fredfyldt og lykkeligt på publikum.) Det var en bekræftelse.