LC – Busksvin – Specialistgrupper for vildsvin, peccary og flodheste

Tre underarter er anerkendt.

Underarter og udbredelse (se kort).

P. l. hassama Heuglin,1863 – Ø Afrika, med eksemplarer kendt fra Etiopien, S Sudan, Ø Den Demokratiske Republik Congo, Rwanda, Burundi,Uganda, Kenya og Tanzania.

P. l. somaliensis deBeaux, 1924 – Tana, Juba og ScebeliRiverne i det nordøstlige Kenya og Somalia.

P. l. koiropotamus Desmoulins, 1831 – nedre Congofloden (venstre bred), Angola,Zimbabwe, Zambia, Malawi, Mozambique, Botswana, Swaziland, Caprivi-området i Namibia og Sydafrika.

Isolerede populationer af Bushpig forekommer i Angola og Sydafrika. Arten findes også på Madagaskar (se foto nedenfor) og på Comorerne, men dens taksonomiske situation er stadig uafklaret. Det menes, at arten er blevet indført i historisk tid, men der kan morfologisk skelnes mellem fastlands- og ø-populationer, og der skelnes desuden mellem to madagaskiske morfformer: P. l. larvat på Mayotte og i det nordvestlige Madagaskar og P. l. hov i den østlige del af Madagaskar. Dette kan tyde på, at arten ikke blev indført af mennesker, eller at den blev indført på forskellige tidspunkter fra forskellige oprindelsespopulationer. Indtil dette spørgsmål er afklaret, er Madagaskars racer ikke officielt anerkendt som underarter.

Descriptivenotes. Hoved-krop 100-150 cm, hale 30-40 cm, vægt 50-115 kg. Busksvin har en kompakt krop med korte ben, afrundet ryg og langstrakt snude. Pelsen er ekstremt variabel i farven, fra blond, lys rød eller rustrød op til en mørkebrun eller næsten sort nuance. Farven kan variere med køn, alder, region eller individ, og denne betydelige variation i kropsfarve har ført til beskrivelsen af mange forskellige racer. Den har generelt et lysere hoved med hvide markeringer i ansigtet. Kropshårene er lange og sparsomme, men er langstrakte mellem panden og halen og danner et hvidt eller gråligt rygskjold. Den har en lang, tuftet hale. Nyfødte er mørkebrune i farven med langsgående striber eller rækker af lysere pletter. Voksne hanner har benrygge og hård hud på snuden. Hunnerne har seks par mammae. Der er klare sondringer mellem underarterne, f.eks. på grundlag af farve og gennemsnitlig kranielængde hos hannerne, men der er også tegn på, at der lokalt kan forekomme intergradation mellem underarterne. Tandformel: I 3/3, C 1/1, P 4/3, M 3/3 = 42. Den øverste stødtand er meget lille (gennemsnit 7-6 cm), men de nederste stødtænder er store (9-16-5 cm) og skarpe. Kromosomer: 2n = 34. Levetid: 20 år.

Habitat.Bushpiggen er økologisk adskilt fra Red River Hog: inden for områder med fælles forekomst (som Albertine Rift) lever P. larvatus i større højde og P. porcus i lavlandsskove. Andre steder er de to arter adskilt af økologiske barrierer såsom Congofloden. Busksvinene forekommer i en bred vifte af skov- og skovområder fra havniveau til bjergskov (op til 4000 m på Kilimanjaro) med en udpræget præference for dalsænkninger med blød jordbund og tæt vegetation. Der er markante forskelle i levestederne mellem underarterne, idet f.eks. hassama-racen primært forekommer i skovområder i højlandet, mens somaliensis-racen foretrækker flodskove.

Føde og ernæring. Denne art er altædende og meget tilpasningsdygtig. Den er sandsynligvis en stor frøspreder. Busksvinene spiser rødder, knolde, løg, majs, svampe, frugt, æg, hvirvelløse dyr, fugle, små pattedyr og ådsler. I Uganda blev Bushpigs set følge grupper af aber, mens de fouragerede og spiste af kasserede frugter. De bruger i vid udstrækning deres snude til at rode efter larver, orme og underjordiske plantedele. Lokalt kan Bushpig’s rodearbejde efterlade store områder pløjet op og ryddet for stående vegetation. I dyrkede områder kan de på kort tid gøre alvorlig skade på afgrøderne.

Aktivitetsmønstre. Busksvin er overvejende nataktive og hviler under tæt vegetation i løbet af dagen. Reder til opdræt af unger eller i regntiden bygges i de køligere dele af deres område. I det sydlige Kap, Sydafrika, har de tendens til at være mere dagaktive i de kolde måneder, hvilket tyder på, at temperaturregulering er en væsentlig faktor, der påvirker aktivitetsrytmen.muddervandring og gnidning mod træer er også regelmæssige aktiviteter. Populationstætheden reguleres af en lang række rovdyr, herunder mennesker, løver, leoparder, leoparder, plettede hyæner, pytons og ørne. De er modige og farlige, når de er trængt op i et hjørne; familiebjørne og søer forsvarer smågrise i samarbejde og aggressivt. Kampadfærd omfatter frontale og laterale stillinger med oprejst rygskjold, snudeboksning og skubning af panden. Buskgrise løber hurtigt og svømmer let. Lugtesansen og hørelsen er meget god, men synet er kun rimeligt.

Flyttemuligheder, hjemstavn og social organisation. I Sydafrika indtager grupper rumligt eksklusive hjemområder på 3 til 10 km² med daglige bevægelser på 0-5 til 6 km. populationstætheden varierer fra 0-3 til 10-1 dyr pr. km². De lever i familiesammensætninger på 6 til 12 dyr, ledet af en dominerende han, med en eller flere hunner og deres unger. I modsætning til andre vildsvin spiller de voksne hanner en aktiv rolle i opdragelsen og forsvaret af ungerne. Andre hanner jages aggressivt væk, og territoriale møder er kendetegnet ved ritualiserede fremvisninger og duftmarkering. Hannerne spredes fra fødegruppen, og gamle hanner kan være solitære, mens hunnerne forbliver på deres fødeområde.

Afdækning. Kønsmodenhed opnås ved 18-21 måneders alderen. Parring kan finde sted hele året rundt, men de fleste unger registreres i slutningen af den tørre sæson eller i begyndelsen af den våde sæson. Drægtighedsperiode: 120-127 dage. Lige før fødslen trækker hunnerne sig tilbage til en beskyttet rede eller hule. Gennemsnitligt kuld: 3-4, med et maksimum på 10. De nyfødte vejer 700-800 g. Fravænning efter 2-4 måneder.

Status og bevarelse. Ikke opført i CITES-bilagene. Busksvin er klassificeret som mindst bekymrende på IUCN’s røde liste, da arten er relativt udbredt og almindelig, og der er ingen større trusler, som menes at medføre en betydelig nedgang i bestanden. Selv om busksvinet stadig er relativt udbredt, er dets udbredelse i visse regioner ujævnt fordelt. Det rapporteres, at det bliver stadig mere sjældent uden for beskyttede områder og jages i vid udstrækning enten til selvforsyning eller til kommerciel handel med bushmeat på lokale markeder, hovedsagelig i byerne. Den jages også som landbrugsskadedyr, eller fordi den er smittebærer af husdyrsygdomme som afrikansk vinfeber, nagana-epidemien og sovesyge. Rydning af skovområder og omdannelse til dyrkede arealer har gavnet denne art i nogle områder.

Tekst tilpasset fra: Meijaard, E., J. P. d’Huart, og W. L. R. Oliver. 2011. Familie Suidae (svin). Pages 248-291 in D. E. Wilson, and R. A. Mittermeier, editors. Handbook of the Mammals of the World. Vol 2. Hoofed Mammals. Lynx Edicions, Barcelona, Spanien.

Bibliografi

Cooper, S.M. & Melton, D.A. (1988). Bushpigas et problemdyr i sukkerrør. South African Journal of Wildlife Research18: 149-153.

de Beaux, O. (1924). Beitrag zur Kenntnis derGattung Potamochoerus Gray. ZoologischesJahrbuch 47: 379-504.

Duckworth, J.W. (1992). Observationsfrekvenser af natlige pattedyr i en etiopisk Rift Valley National Park. AfricanJournal of Ecology 30: 90-97.

Estes, R. (1991). The Behavior Guide to AfricanMammals (Adfærdsguide for afrikanske pattedyr). Berkeley og Los Angeles. The University of California Press. 218-221.

Ghiglieri, J.P., Butynski, T.M., Struhsaker, T.T., Leland, L., Wallis,S.J. & Waser, P. (1982). Bush Pig, Potamochoerus porcus, polychromatism and ecology in Kibale Forest, Uganda. AfricanJournal of Ecology 20: 231-236.

Grubb, P. (1993). De afrotropiske suider Phacochoerus, Hylochoerus og Potamochoerus. Pp. 66-75 i Pigs, Peccaries, and Hippos. Status Surveyand Conservation Action Plan, redigeret af W.L.R. Oliver. Gland, Schweiz:International Union for Conservation of Nature and Natural Resources (IUCN).

Kingdon, J. (1997). The Kingdon Field Guide to AfricanMammals. London og New York:Academic Press og Natural World.

Laurance, W.F., Croes, B.M., Tchignoumba, L., Lahm, S.A.,Alonso, A., Lee, M.E., Campbell, P. & Ondzeano, C. (2006). Virkninger af veje og jagt på pattedyr i den centralafrikanske regnskov. Cons.Biol. 20: 1251-1261.

Melton, D.A., Cooper, S.M. & Whittington, A.E. (1989). Bushpigs’ kost i et sukkerrørsagroøkosystem. South African Journal of Wildlife Research 19: 48-51.

Nielsen, M.R. (2006). Betydning, årsag og virkning af bushmeatjagt i Udzungwa-bjergene, Tanzania: Implikationer for samfundsbaseret forvaltning af vilde dyr. Biological Conservation 128: 509-516.

Nummelin, M. (1990). Relativ habitatudnyttelse af duikere, buskgrise og elefanter i uberørte og selektivt fældede områder i Kibale Forest, Uganda. TropicalZoology 3: 111-120.

Seydack,A.H.W. (1991). Monographie des Buschschweines (Potamochoerus porcus). Bongo, Berlin 18: 85-102.

Seydack, A.H.W. (2008). Potamochoerus larvatus. In: IUCN 2009. IUCN Red List of ThreatenedSpecies (IUCN’s røde liste over truede arter). Version 2009.2. Downloadet den 08. marts 2010.

Seydack, A.H.W. (2013). Potamochoerus larvatus Bushpigus; pp 32-36. in: Kingdon, J. & Hoffmann, M. (eds) 2013. Mammals of Africa: Volume VI. Pigs, Hippopotamuses, Chevrotain, Giraffes, Deer and Bovids. Bloomsbury Publishing, London.

Skinner, J.D.,Breytenbach, G.J. & Maberly, C.T.A. (1976). Observations on the ecology and biology of the bushpig Potamochoerus porcus Linn.in the Northern Transvaal. South African Journal of Wildlife Research 6: 123-128.

Sowls, L.K.& Phelps, R.J. (1968). Observationer om den afrikanske bushpig, Potamochoerus porcus Linn. InRhodesia. Zoologica 53: 75-84.

Stuart, C.T. (1985). En note om bushpig, Potamochoerusporcus, i Kap-provinsen, Sydafrika. Naturalist 29: 37-40.

Vercammen, P.,Seydack, A.H.W. & Oliver, W.L.R. (1993). Busksvinene (Potamochoerus porcus og P.larvatus). Pp. 93-101 i Pigs,Peccaries and Hippos: Status Survey and Action Plan, redigeret af W.L.R.Oliver. Gland, Schweiz: IUCN.