Hvis du skulle gennemgå hele min hjemmeside, alle indlæggene, ville du over tid se en ekspansion-kontraktion, ind- og udånding-ånding mellem den dybeste tilladelse til helt at slippe dig selv af krogen med tilgivelse og medfølelse uden betingelser og en opfordring til at skære lortet væk og presse hårdere – for det er trods alt dit liv, og det var ikke meningen, at det skulle leves fra de billige pladser.
Dette indlæg er en påmindelse: Livet er ikke let. (Så giv dig selv en chance.)
Det kan til tider være svært at huske på, at det at være menneske er en hård ting. Og hvis din begrundelse for ikke at lade dig selv slippe lidt af krogen er, at et eller andet sted lider andre mennesker mere, og hvem er du til at klage over din lidelse, når andre går igennem værre?
Jamen, hvis det er det, du tænker, så ville jeg ønske, at jeg kunne pakke dig ind i den varmeste, tætteste omfavnelse lige nu og fortælle dig, at det hele nok skal gå, at de tårer, du holder tilbage, er gyldige, at tilladelsen til at anerkende livets smerte er der.
* * * *
Det er svært at elske mennesker og samtidig føle, at de er de mest irriterende mennesker på planeten, og så føle sig som et dårligt menneske, der burde være mere tålmodig.
Det er svært ikke at vide, hvordan man skal håndtere penge eller ikke vide, hvorfor der aldrig er nok, eller hvorfor man ikke kan holde op med at ville-vilde-vilde-vilde have flere ting.
Det er svært at være syg, at forsøge at navigere i sygesikring og læger, eller ikke at have sygesikring og ikke at have læger, eller at have alle ressourcer i verden og stadig ingen kan fortælle dig, hvad der er galt eller ordne det.
Det er svært at se døden, at se alle de mennesker i verden, der aktivt gør skade på andre, som går rundt i live – levende – levende, mens den person, man elskede mest, som ikke ville gøre en flue fortræd, er væk.
Det er svært at føle venskaber fise ud og forsvinde, at holde af nogen og opdage, at det fundament, man byggede, er bygget på sand.
Det er svært at blive kritiseret, afvist, ignoreret, ladt i stikken, sladret om, ladt ude.
Det er svært at føle, at uanset hvordan man ser ud, eller hvem man er, vil man ikke være god nok.
Det er svært at forlige sig med sine egne fejltagelser. Det er svært at fejre sine succeser fuldt ud og med glæde i en kultur, der bare venter på, at man krydser den usynlige grænse: “Hun har fået det for godt, så nu er hendes succeser arrogance.”
Det er svært at se sociale uretfærdigheder udspille sig og ikke vide, hvordan man skal rette op på dem. Det er svært at se sin egen skyld i øjnene, at man har været medskyldig i dem, at man har været modtager af sådanne systemer, eller at man dulmer sig selv for at undgå at se dem i øjnene.
* * * *
Alle disse ting er bare svære. Det er den enkle sandhed. Livet er ikke let.
Der er selvfølgelig andre ting, jeg kunne sige – at rejse sig for at ændre det, at øve modet til at klare sig igennem, ti tips til et lettere liv.
Men for denne dag, dette indlæg, vil jeg kun tilbyde, at det er svært, hvilket er okay. Du skal nok klare dig. Ingen af os er alene; vi følger alle sammen bare hinanden hjem.