I Markusevangeliet læser vi om en frygtelig storm. Disciplene var sammen med Jesus på en båd, der krydsede Galilæas Sø. Da en “rasende kuling kom op”, frygtede disciplene – blandt dem nogle erfarne fiskere – for deres liv (4:37-38). Var Gud ligeglad? Var de ikke håndplukket af Jesus og stod de ham ikke nærmest? Var de ikke lydige over for Jesus, som bad dem “gå over på den anden side”? Hvorfor gennemgik de så en så turbulent tid?
Ingen er undtaget fra livets storme. Men ligesom disciplene, der i begyndelsen frygtede stormen, senere kom til at ære Kristus mere, kan de storme, vi møder, bringe os til et dybere kendskab til Gud. “Hvem er han,” funderede disciplene, “selv vinden og bølgerne adlyder ham!”. Gennem vores prøvelser kan vi lære, at ingen storm er stor nok til at forhindre Gud i at udføre sin vilje.
Selv om vi måske ikke forstår, hvorfor Gud tillader prøvelser at komme ind i vores liv, takker vi ham for, at vi gennem dem kan lære ham at kende, hvem han er. Vi lever for at tjene ham, fordi han har bevaret vores liv.