Manuel Roxas

Administration og kabinetRedaktion

IndenrigspolitikRediger

ØkonomiRediger

Økonomi i Filippinerne under
President Manuel Roxas
1946-1948

Befolkning

1948

≈ {\displaystyle \approx }

19,23 millioner

Bruttonationalprodukt (1985 konstante priser)

1947

Php 85.269 millioner

Vækstrate, 1947-48

39.5%

Indkomst pr. indbygger (1985 i faste priser)

1947

Php 4,434

Total eksport

1947

Php 24, 824 millioner

Vekselkurser

1 US$ = Php 2.001 Php = US$ 0,50

Kilder: Philippine Presidency Project
Malaya, Jonathan; Eduardo Malaya. Så hjælp os Gud… The Inaugurals of the Presidents of the Philippines. Anvil Publishing, Inc.

Snart var fanfaren fra uafhængighedsfesterne slut, før regeringen og folket hurtigt satte alle hænder i arbejde for at redde landet ud af dets alvorlige økonomiske problemer. Filippinerne, der blev anset for at være det mest bombede og ødelagte land i verden, befandt sig i et sørgeligt rod. Kun Stalingrad og Warszawa kunne f.eks. sammenlignes med Manila med hensyn til ødelæggelser. Over hele landet var mere end en million mennesker savnet. Krigsofre som sådan kunne meget vel nå op på to millioner. Konservative skøn havde det, at Filippinerne havde mistet omkring to tredjedele af sin materielle rigdom.

Landet var tæt på at gå fallit. Der var ingen nationaløkonomi, ingen eksporthandel. Faktisk var produktionen til eksport ikke blevet genoprettet. På den anden side skulle importen nå op på et beløb på tre millioner dollars. Der var behov for øjeblikkelig hjælp fra FN’s nødhjælps- og rehabiliteringsadministration. Noget i denne retning blev opnået. Igen skulle lån fra USA samt en vis forøgelse af de nationale indtægter hjælpe den nye republik.

President Roxas mødte med dristige skridt situationen med den samme selvtillid, som han udstrålede i sin indsættelsestale, da han sagde:

President Roxas mødte situationen med samme selvtillid, som han udstrålede i sin indsættelsestale: “Systemet med fri, men styret virksomhed er vores system”. Blandt de vigtigste løsninger, der blev foreslået, var oprettelsen af Philippine Rehabilitation Finance Corporation. Denne enhed skulle være ansvarlig for opførelsen af 12.000 huse og for tildeling af lån med kort løbetid på 177.000.000 pesos. Et andet forslag var oprettelsen af Filippinernes centralbank, som skulle bidrage til at stabilisere de filippinske dollarreserver og koordinere og tilpasse landets bankaktiviteter til de økonomiske fremskridt.

Med fokus på sukkerindustrien ville præsident Roxas gøre en indsats for at øge produktionen fra 13.000 tons på tidspunktet for den filippinske befrielse til et højdepunkt på en million tons.

Genopbygning efter krigenRediger

Efterkrigstidens Filippinerne havde brændte byer og landsbyer, ødelagte gårde og fabrikker, sprængte veje og broer, ødelagte industrier og handel og tusindvis af massakrerede ofre. Krigen havde lammet uddannelsessystemet, hvor 80% af skolebygningerne, deres udstyr, laboratorier og møbler var ødelagt. Utallige bøger, uvurderlige dokumenter og kunstværker, uerstattelige historiske levn og familiearvestykker, hundredvis af kirker og templer blev brændt. Alene genopbygningen af de ødelagte skolebygninger kostede mere end 126.000.000.000.000 Php.

Den nye republik begyndte at fungere på et årligt underskud på over 200.000.000.000 Php med ringe udsigt til et budget i balance i nogle år fremover. Manila og andre byer var dengang plaget af kriminelle bander, som brugte amerikanske gangsters teknikker i visse aktiviteter – bankrøverier, kidnapninger og indbrud. I landdistrikterne, især i provinserne i det centrale Luzon og de sydlige Tagalog-regioner, terroriserede Hukbalahaps og røvere byerne og barrios.

LandbrugsreformRediger

I 1946, kort efter sin indsættelse som præsident, proklamerede Manuel Roxas loven om risandelsforpagtning fra 1933 gældende i hele landet. Problemerne med jordbesiddelse fortsatte dog. Faktisk blev disse værre i visse områder. Blandt de afhjælpende foranstaltninger, der blev vedtaget, var Republic Act No. 1946, også kendt som Tenant Act, der indeholdt bestemmelser om en 70-30 delingsordning og regulerede delingsforpagtningskontrakter. Den blev vedtaget for at løse den igangværende bondeuroligheder i det centrale Luzon.

AmnestiproklamationRediger

President Roxas gav den 28. januar 1948 fuld amnesti til alle såkaldte filippinske kollaboratører, hvoraf mange stod for retten eller ventede på at blive stillet for retten, især den tidligere præsident José P. Laurel (1943-1945). Amnestiproklamationen gjaldt ikke for de “kollaboratører”, der blev anklaget for at have begået almindelige forbrydelser som mord, voldtægt og brandstiftelse. Præsidentens beslutning gjorde meget for at hele et stående sår, som på en eller anden måde truede med at splitte folkets følelser. Det var en meget efterspurgt foranstaltning til at skabe tættere enhed i en vanskelig tid, hvor der var mest brug for det for at sikre nationens fremskridt.

Huks forbudtBearbejd

Afskyet over de forbrydelser, der blev begået af guerillabevægelsen Hukbó ng Bayan Laban sa Hapón (Nationens hær mod japanerne, også kaldet “Huks”), og da Roxas havde beviser for deres undergravende virksomhed, udstedte han den 6. marts 1948 en proklamation, der forbød Huk-bevægelsen. Det var blevet en nødvendighed i lyset af genopblomstringen af Huk-rydelser, efter at de syv kommunister, ledet af Huk Supremo Luis Taruc, var blevet afsat ved terrorhandlinger.

UdenrigspolitikRediger

Traktat om generelle forbindelserRediger

Den 5. august 1946 ratificerede Filippinernes kongres traktaten om generelle forbindelser, der var blevet indgået af og mellem Republikken Filippinerne og USA den 4. juli 1946. Udover at trække sin suverænitet tilbage fra Filippinerne og anerkende deres uafhængighed, forbeholdt traktaten USA nogle baser til gensidig beskyttelse af begge lande; gav samtykke til, at USA repræsenterede Filippinerne i lande, hvor sidstnævnte endnu ikke havde etableret diplomatisk repræsentation; fik Filippinerne til at overtage al gæld og alle forpligtelser fra den tidligere regering i Filippinerne; og indeholdt bestemmelser om afvikling af ejendomsrettigheder for borgerne i begge lande.

USA’s militærbaserRediger

Og selv om det lykkedes Roxas at få rehabiliteringsmidler fra USA efter uafhængigheden, blev han tvunget til at indrømme militærbaser (23 af dem blev lejet i 99 år), handelsrestriktioner for de filippinske borgere og særlige privilegier for amerikanske ejendomsejere og investorer.

Ændringsforslaget om paritetsrettighederRediger

Den 11. marts 1947 ratificerede de filippinske vælgere, der var enige med Roxas, ved en landsdækkende folkeafstemning “paritetsændringen” til Filippinernes forfatning fra 1935, som gav amerikanske statsborgere ret til at råde over og udnytte filippinske naturressourcer, eller paritetsrettigheder.

Skildpadde- og MangesseøerneRediger

Den 19. september 1946 meddelte Republikken Filippinerne Det Forenede Kongerige, at den ønskede at overtage administrationen af Skildpaddeøerne og Mangesseøerne. I henhold til en supplerende international aftale trådte overdragelsen af administrationen i kraft den 16. oktober 1947.

AttentatforsøgRediger

Aften før folkeafstemningen undgik Roxas med nød og næppe at blive myrdet af Julio Guillen, en utilfreds barber fra Tondo i Manila, som kastede en granat mod platformen på Plaza Miranda umiddelbart efter, at Roxas havde talt til en forsamling.

KontroverserRediger

Hans administration var præget af bestikkelse og korruption; desuden bidrog provinsens militærpolitis misbrug til fremkomsten af venstrefløjsbevægelsen (Huk) i landdistrikterne. Hans hårdhændede forsøg på at knuse Huks førte til udbredt utilfredshed blandt bønderne.

De gode resultater af Roxas-administrationen blev skæmmet af bemærkelsesværdige fiaskoer: den manglende evne til at dæmme op for bestikkelse og korruption i regeringen (som det fremgik af skandalen om overskydende krigsejendom), skandalen om kinesisk indvandring, skandalen om skoleforsyninger og den manglende evne til at kontrollere og stoppe den kommunistiske Hukbalahap-bevægelse.