af Sana Afouaiz – 02 marts 2015
Denne korte artikel er dedikeret til alle afrikanere, der siger, at jeg ikke er afrikaner, og alle arabere, der siger, at jeg ikke er araber.
Spørgsmålet om den marokkanske identitet synes at være en debat, som jeg altid er nødt til at forklare, når jeg rejser, især når jeg møder nogle af mine afrikanske og arabiske medmennesker. Afrikanere spørger mig: “Hvor kommer du fra?”, jeg: “Marokko”, de: “Marokko”: “Ah, du er en araber, der ikke indrømmer din afrikanske oprindelse”, så spørger araberne det samme og siger så: “Åh, det er jer, der ikke taler arabisk, kun fransk”. Jeg siger ikke, at alle afrikanere og arabere tænker på samme måde, men disse svar og spørgsmål har jeg hørt fra mange af dem. Så måtte jeg forklare, at den marokkanske identitet er en blanding af arabisk, afrikansk og amazighi-kultur, hvilket gør Marokko til et af de mest forskelligartede lande med forskellige sprog, etniciteter og kulturer. Men for nogle synes det at være svært at forstå.
Dette spørgsmål er perifraseret. Marokko ligger på toppen af det afrikanske kontinent, og det strækker sig langs toppen af Sahara hele vejen ned til Afrika syd for Sahara. Det er forbundet med Mellemøsten, da det deler det samme modersmål sprog og de samme religioner (arabere er ikke kun muslimer, der er kristne og jødiske arabere), og nogenlunde de samme politiske og sociale udfordringer.
Marokko er forbundet med Europa på grund af økonomiske forbindelser, som ikke kun forbinder Marokko med EU, men også Afrika med Europa. Desuden blev Marokko koloniseret af Frankrig, så man skal ikke blive overrasket, når man hører en marokkaner tale halvt fransk, halvt marokkansk. For at være ærlig, så har den franske indflydelse en dominerende indflydelse på den måde, marokkanerne taler på. Du skal forvente, at du med nogle marokkanere bliver nødt til at tale fransk, ellers vil du blive undervurderet. Det er en fordel at beherske forskellige sprog, men det er dårligt, når folk bliver behandlet efter deres niveau af fransksprog.
Tale om “afrikanisme”, som er langt mere imponerende, når man studerer Marokkos historie: Nogle af mine afrikanske venner har engang kommenteret det: “I er ikke afrikanere, fordi I ikke er en del af Den Afrikanske Union, I har forladt Den Afrikanske Union, så hvordan kan det være, at I betragter jer selv som afrikanere? Jeg vil ikke svare på dette, for det er et meget politisk emne, som vil føre til en anden debat, som ikke er fokus for denne artikel. Men under alle omstændigheder ligger Marokko i det nordlige Afrika, hvilket betyder, at Marokko geografisk set er et afrikansk land. Hvis Marokko har forladt Den Afrikanske Union, er det af politiske årsager, men Marokko er stadig et af de mest aktive afrikanske lande, der investerer i Afrika, og det udgør en åben økonomisk port for landene syd for Sahara i retning af Europa.
På den anden side har jeg spurgt nogle marokkanere: Jeg spurgte nogle marokkanere: “Er du afrikaner?”, og jeg fik de mest chokerende svar, som faktisk er almindeligt blandt nordafrikanere. De sagde:” Ikke rigtig, afrikanere er sorte, men jeg er ikke sort”, og jeg svarede: “Skal jeg være sort for at blive kaldt afrikaner?”
Marokko fokuserer politisk og økonomisk på Afrika i de seneste år, da der er gennemført mange projekter for at fremme Afrikas globale økonomi. Det viser, hvor vigtig Afrika er for Marokko.
Nu skal vi tale om den amazighiske identitet. Amazighi-folket udgør ca. 48 % af befolkningen, hvilket er Marokkos oprindelige identitet, før araberne kom for at sprede religionen islam. Arabere og amazighi siden levede fredeligt sammen og grundlagde den marokkanske identitet, en blanding mellem de to identiteter, indtil 1930, hvor amazighikulturen blev fornægtet. Det splittede araberne og amazighierne, da det var den nemmeste måde for de franske kolonisatorer at kontrollere landet på, men selv efter uafhængigheden følte amazighierne sig stadig ikke trygge ved at tale amazighi på offentlige steder eller endog at indrømme, at de er amazighier. Lige siden har der været stereotyper mellem de to grupper, som normalt burde udgøre én gruppe.
Situationen er blevet bedre nu, da sproget er blevet officielt i den marokkanske forfatning, og Tamazight-identiteten er blevet mere og mere integreret.
Araberne kritiserer på den anden side Marokko for ikke at tale rent arabisk i dagligdagen, men der er dog ingen arabere, der taler præcis klassisk arabisk i deres egen dagligdag. De har arabiske accenter som egyptisk, libanesisk, palæstinensisk og jordansk. Det er accenter og ikke klassisk arabisk sprog, selv om det er sandt, at den marokkanske dialekt er anderledes, da den er en blanding af arabisk, tamazight, fransk og spansk. Men bare fordi de andre arabere ikke kan forstå den marokkanske accent, betyder det ikke, at marokkanerne ikke behersker det klassiske arabisk. For dem, der ikke ved det, er arabisk det første officielle sprog i Marokko.
Jeg mener, at mangfoldighed er rigdom. Jeg har altid følt mig heldig på grund af mangfoldigheden i mit land. Jeg beundrer det faktum, at alt er forskelligt og alligevel så meget ens. Det, jeg ikke kan lide, er de opdelinger, der er baseret på forskelle, som ikke bør minimere, hvem vi er.
I Marokko kan vi aldrig tale om en ren race eller etnicitet, alt er bundet sammen og blandet sammen.
Jeg mener, at denne kategorisering af mennesker er grotesk, da den forstyrrer vores undren over skønheden i, at vi er forskellige; en sammensmeltning og kombination. Vi bruger så meget tid på at identificere forskelle og sætte barrierer mellem “os” og “dem”; hvem “os” og “dem” end måtte være.
Næste gang skal du ikke bede mig om at vælge, om jeg er afrikaner eller araber, og du skal ikke vove at stille spørgsmålstegn ved, om jeg er amazighi eller araber. Jeg er marokkaner, jeg er en blanding af dem alle, jeg er afrikaner, jeg er araber, jeg er amazighi, jeg er andalusier …
Hvilken forskel ville det gøre for dig nu? Ville du behandle mig anderledes? Bedre eller værre?